25.08.2019

Lukashuset giver ro og stabilitet til familier i kaos

Danmarks første hospice for børn og unge, Lukashuset åbnede den 1. november 2015, og godt et år efter har REHPA evalueret den palliative indsats i Lukashuset.

Resultatet viser, at Lukashuset har været en afgørende faktor for familier med børn med livstruende sygdom. Den faglige indsat for hele familien i form af aflastning, ro, en individuelt tilpasset hjælp samt kyndig behandling af det syge barn, m.m. har øget familiernes livskvalitet og været med til at forbedre og stabilisere familiens hverdagsliv. Ifølge seniorforsker og forfatter bag rapporten, Mette Raunkiær, så er det vigtigt, at de palliative tilbud har fokus på hele familien:

”Internationale erfaringer viser, at familier med et livstruet barn bl.a. har brug for aflastning enten hjemme eller på institution, og de palliative tilbud skal være individuelle og for hele familien. Det har været noget af det, som Lukashuset har givet de indlagte familier”, siger Mette Raunkiær.