24.09.2017

Hjertepatienter får ingen rådgivning om sex og samliv

Sex og samliv er en vigtig del af mange menneskers liv, og seksuelle problemer kan give forringet livskvalitet. Selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler at hjertepatienterne får rådgivning og hjælp til at håndtere deres liv med en hjertesygdom, så får kun et fåtal af patienterne rådgivning om, hvordan de håndterer deres sexliv trods sygdommen.

En undersøgelse som REHPA, Statens Institut for Folkesundhed, Hjerteforeningen og Sexologisk Klinik på Rigshospitalet står bag, har kigget på, hvordan mennesker med hjerteproblemer som hjertesvigt, atrieflimmer, iskæmisk hjertesygdom og hjerteklapopererede oplever at leve sit liv med sygdom og samtidig opretholde et sex- og samliv. Halvdelene af alle mænd og en fjerdedel af kvinderne oplever problemer med sexlivet enten af fysisk eller psykologisk art.

Rådgivning kan give tryghed, lyst og livskvalitet tilbage
Undersøgelsen viser at kun et fåtal af patienterne var blevet informeret eller rådgivet om sex og samliv efter deres hjertesygdom, og det er ifølge læge Lucas Rundblad, som står bag undersøgelsen, afgørende for, at patienten og partneren tør genoptage sexlivet. De seksuelle problemer kan bl.a. skyldes bekymringer for om hjertet kan tåle anstrengelse, men problemerne kan også bunde i bivirkninger fra medicinen.

”For nogle er bare det at føle sig syg forbundet med nedsat sexlyst. Andre bliver ramt af angst eller depression. Hvad enten patienten har brug for rådgivning eller ændring af sin medicin, er det vigtigt at lægen tager de seksuelle problemer seriøst. Vi ved at mange seksuelle problemer kan løses i samarbejde mellem patienten og lægen og eventuelt andet sundhedspersonale” fortæller Lucas Rundblad.

Sex og samliv er en vigtig del af mange menneskers liv, og seksuelle problemer kan give forringet livskvalitet for både hjertepatienten og partneren. Til trods for at så mange mænd og kvinder påvirkes på deres seksualitet i livet med en hjertesygdom, så tyder resultaterne fra undersøgelsen på, at sundhedsvæsenet har for lidt fokus på seksualiteten, og derfor får hjertepatienterne ikke hjælp til at håndtere deres problemer. Sundhedsstyrelsen har siden 2013 anbefalet, at seksualitet skal være den del af rehabiliteringen af hjertepatienter, men undersøgelsen viser at det er et underprioriteret område.

”Patienterne kan få rådgivning fra flere sider afhængig af den enkeltes problemstilling. Vi ved at det er sikkert at have sex, så længe ens hjertesygdom er stabil, og vi ved at noget hjertemedicin kan give seksuelle problemer. Den slags kan egen læge eller en hospitalslæge med ansvar for hjerterehabilitering rådgive om. For nogle mennesker kan en hjertesygdom ændre fundamentalt på dynamikken i parforholdet, og så kan man have gavn af at blive henvist til en sexologisk klinik”, fortæller Lucas Rundblad og fortsætter ”Vi har en bred forståelse af sundhed i Danmark, og i takt med at vi er blevet bedre til at holde folk i live, er det også vigtigt at vi sikrer livskvaliteten. Vi skal ikke kun forlænge livet, men også sørge for at der er noget af leve længe for. For nogen, ikke for alle, men for nogen er sexlivet rigtig vigtigt for livskvaliteten”.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse fra 2014 “Livet med en Hjertesygdom – En undersøgelse om det at leve med en hjertesygdom og af hjertepatienters vurdering af sundhedsvæsenets indsats”, der blev sendt til 5.000 hjertepatienter, samt data fra danske registre.

Bag undersøgelsen står REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Statens Institut for Folkesundhed, Hjerteforeningen og Sexologisk Klinik, Rigshospitalet.

Yderligere information
Lucas Rundblad