16.01.2019

Det Etiske Råd udgiver film og website om etik ved livets afslutning

Nyt website sætter fokus på etik ved livets afslutning. Her finder du faglig viden og små film, der tilsammen har fokus på livshjælp defineret som behandling, pleje og omsorg til uhelbredeligt syge og døende mennesker. Formålet med livshjælp i denne betydning er, at livet kan opleves værdifuldt og give mening, uanset alvorlig sygdom og funktionstab og bevidstheden om snarlig død.

Film og tekst om liv og død

Det Etiske Råd har samlet en lang række mennesker, der som patienter, pårørende, sundhedsprofessionelle, præst m.f. har enten faglige eller personlige vinkler på liv og død. Fra REHPA deltager forsker Mette Raunkiær og vores tidligere kollega, forsker Karen-Marie Dalgaard.

Se film og websitet på https://livetsafslutning.etiskraad.dk/

Til patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle

Materialet henvender sig til sundheds- og omsorgsprofessionelle, der gennem deres arbejde kommer i berøring med etiske spørgsmål ved livets afslutning. Det henvender sig også til patienter og pårørende, der møder både sorger og udfordringer, når alvorlig sygdom rammer, men også glæder og gode stunder.

Debatmøder rundt i landet

Materialet anvendes ved en række debatarrangementer landet rundt, som Det Etiske Råd afholder i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter. Se oversigt over debatarrangementerne på https://livetsafslutning.etiskraad.dk/#debatarrangementer