19.02.2019

Nyt forskningsprojekt skal hjælpe unge kræftoverlevere

REHPA har modtaget 400.000 kr. fra Kræftens Bekæmpelse til projektet ’Resuming everyday life for Young Adult Cancer Survivors: the YACS project’

Unge voksne kræftoverlevere (18-39 år) har ofte problemer med at vende tilbage til arbejde og uddannelse samt deltage i sociale- og fritidsaktiviteter, f.eks. at stifte familie og være sammen med venner. Det kan forringe deres muligheder for at genetablere et hverdagsliv som andre unge voksne og deraf medføre nedsat livskvalitet. I dag findes der ingen rehabiliterende indsats målrettet unge voksne kræftoverlevere, som bygger på bedste evidens og teori, de unge voksnes ønsker og behov samt de fagprofessionelles ekspertise. Det på trods af, at forskning viser, at unge voksne kræftoverlevere har andre problemer end andre aldersgrupper, idet de typisk er i gang med at stifte familie, afslutte uddannelse og/eller starte på arbejdsmarkedet.

Projektet vil derfor:

  • Afdække unge voksnes præferencer og omverdens ekspertise
  • Afdække eksisterende viden og evidens
  • Udvikle en tværfaglig rehabiliterende indsats, der inddrager og understøtter de unge voksnes nærmiljøer
  • Afprøve indsatsen i en kommune

Projektet resulterer i en evidensbaseret rehabiliterende indsats, der understøtter unge voksne kræftoverlevere i at genetablere et hverdagsliv med øget livskvalitet og mulighed for at deltage i samfundet.

Organisering

Projektet ledes af postdoc Marc Sampedro Pilegaard og professor Karen la Cour og sker i samarbejde med Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier og Ergoterapi, Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for sundhedstjeneste forskning, Syddansk Universitet og DEFACTUM, Region Midtjylland.

Projektet løber fra 2019 til 2023.

Læs mere om projektet