20.09.2019

REHPA-ophold for hjertestopoverlevere og deres pårørende

REHPA holder to forløb for hjertestopoverlevere og deres pårørende i 2019.

Når et menneske bliver ramt at et hjertestop og bliver genoplivet, så oplever mange følelsen af, at gulvtæppet bliver trukket væk under dem. Nok er man glad for at være i live, men livet er sjældent det samme som før. Mange kan ikke fortsætte det liv, de levede før hjertestoppet, for noget er ændret – både i krop og i sjæl. Og det gælder både det menneske, der har overlevet hjertestoppet og de nærmeste pårørende.

REHPA holder i efteråret 2019 to rehabiliteringsforløb for mennesker, der har overlevet hjertestop og deres pårørende. Opholdet sætter fokus på de følger og problemstillinger, som både patienter og pårørende kan opleve, når man forsøger at finde tilbage til livet.

HVEM KAN DELTAGE

Man kan deltage i REHPA-opholdet, hvis man:

  • har brug for hjælp til at finde fodfæste i livet efter hjertestop
  • kan og vil deltage aktivt i forløbet
  • kan klare sig selv
  • kan og vil bidrage til REHPAs vidensindsamling
  • kan tale og forstå dansk.

Læs mere om opholdet i pjecen Videre i livet – Et tilbud til dig, der har haft hjertestop, og som stadig har følger derefter

Sådan tilmelder du dig REHPA-opholdet for hjertestopoverlevere

PRAKTISKE FORHOLD

Rehabiliteringsophold hos REHPA er gratis og foregår i Nyborg. Man skal selv sørge for og betale transport til og fra REHPA.

Forløb i 2019:

  • Uge 43, den 21.-25. oktober. Opfølgning den 21.-22. januar 2020.
  • Uge 45, den 04.-08. november. Opfølgning den 04.-05. februar 2020.

FORSKNING

REHPA samler, skaber og formidler forskningsbaseret viden om rehabilitering for mennesker med livstruende sygdom, herunder hjertestopoverlevere og deres pårørende.