Oversigt

  1. ← REHPA-ophold

I 2018 er der fokus på, at man kan leve et normalt liv som ny-smittet, hvis man blot tager sin medicin hver dag. Men hvordan er livet for de mennesker, som har levet med sygdommen siden 1980’erne og 1990’erne? Det er der hverken stor folkelig eller forskningsbaseret viden om.

REHPA tilbyder et fire dages ophold for dig, der blev smittet tidligt, og som nu har levet med hiv som en kronisk sygdom i mange år. I de fire dage sætter vi fokus på, hvordan dit liv har været, hvordan dit liv er nu, og hvilke forventninger, håb og drømme du har for din fremtid?

Forløbet er både for dig, som lever stille med din diagnose og for dig, som lever åbent med din diagnose. Forløbet vil hjælpe dig til:

  • Oplevelse af større sammenhæng i livet
  • Større afklaring i forhold til dig selv og din situation
  • Værdier, som er vigtige for dig og din livsretning
  • Måske forsoning med det som har været eller er
  • Styrket evne til at fokusere og handle
  • Mod på fremtiden og hvad den vil bringe

Håbet er, at opholdet vil bidrage positivt til din måde at leve dit liv på. Måske får opholdet også betydning for de mennesker, som du har tæt på dig i dit liv.

Download pjece om hiv+liv 25 år

HVEM KAN DELTAGE?

For at kunne deltage i et forløb skal du:

  • Være hivsmittet i 1980’erne eller 1990’erne.
  • Ønske at bidrage til den store fortælling om hiv og liv.
  • Være interesseret i at tale om dig selv og dit hiv-liv.
  • Være interesseret i at være sammen med andre i tilsvarende situation.
  • Kunne klare dig selv, da et REHPA-ophold ikke rummer mulighed for hjælp og pleje.
  • Være indstillet på at udfylde spørgeskemaer og deltage i anonyme interview mv.
  • Kunne tale og forstå dansk.

OPFØLGNING

Ca. tre måneder efter dit ophold hos REHPA deltager du i et opfølgningsophold på to dage.

HVORNÅR

Uge 48: Mandag til torsdag den 26.-29.11.2018 med opfølgning den 05.-06.03.2019 (visitation 7. november)

Uge 9: Mandag til torsdag den 25.-28.2.2019 med opfølgning den 28.-29.05.2019

PRAKTISKE FORHOLD

Det hele foregår hos REHPA i Nyborg. Rehabiliteringsopholdet er gratis. Opholdet er inklusive overnatning i enkeltværelse og forplejning.

Du betaler selv din transport.

Din ansøgning og den lægefaglige henvisning indgår i en vurdering, når vi tildeler pladser til REHPA-ophold, og så får du svar om deltagelse umiddelbart herefter.

Alle lokaler er røgfrie.

Der er plads til 20 deltagere på hvert hold. Du kan se flere praktiske oplysninger i vores velkomstpjece.

SÅDAN BLIVER DU HENVIST

Du kan downloade dette henvisningsskema – det skal udfyldes af dig og en læge og sendes til REHPA, Vestergade 13, 5800 Nyborg.