Forskning, udvikling og dokumentation

REHPAs forsknings-, udviklings- og dokumentationsaktiviteter skal bidrage til bedre kvalitet i og koordinering og sammentænkning af rehabiliterings- og palliationsindsatser på tværs af kommuner og regioner.

REHPA arbejder systematisk med at udforske viden, teorier, begreber, praksisformer og strategier i relation til rehabilitering og palliation, og med at sammentænke de to felter. REHPA kortlægger og dokumenterer rehabiliterings- og palliationsindsatser i regioner og kommuner, og for palliation ligeledes på tværs af specialiseret og basal indsats.

Forskning, udvikling og dokumentation vekselvirker med REHPAs kliniske aktiviteter i REHPA, Nyborg og under forløb på tværs af kommuner og regioner.

Forskning, praksisudvikling og dokumentation foregår både inden for rehabilitering og palliation og på tværs af de to felter.

Frem mod 2025 arbejder REHPA med viden og dokumentation i relation til både evidens (effekt/outcome) og erfaring (betydning) med særligt fokus på:

  • Teorier, begreber og modeller, der understøtter praksisudvikling
  • Brugerperspektiver
  • Professionelle perspektiver.

REHPA arbejder særligt med udviklings- og forskningsaktiviteter, der har fokus på

  • Organisering, kvalitetssikring og PRO samt forløb og praksis i rehabilitering og palliation
  • Hverdagsliv, livsfaser og livshistorier
  • Population og målgrupper med livstruende sygdomme og særligt kræft, hjerte- og lunge-, og neurodegenerative sygdomme og multisygdom
  • Begrebs- og metodeudvikling i konkret rehabiliterende og palliativ praksis
  • Ulighed i sundhed og sundhedsydelser.