25.02.2020

Ny rapport giver overblik over sygehuse og kommuners tilbud til pårørende

Rapporten ”Pårørendestøtte – Kortlægning af støtte til pårørende til borgere/patienter med fem udvalgte livstruende sygdomme i kommuner og på hospitaler” sætter spot på pårørende til mennesker med livstruende sygdom set fra de fagprofessionelles perspektiv.

REHPA har i samarbejde med DEFACTUM kortlagt igangværende indsatser til pårørende til mennesker med livstruende sygdom. Tillige er afdækket barrierer og muligheder for at tilbyde indsatser til pårørende.

Kortlægningen er lavet både i primær- og sekundærsektoren i det danske sundhedsvæsen

Kortlægningen tog udgangspunkt i pårørendeindsatser til mennesker med fem udvalgte livstruende sygdomme:

  • Apopleksi
  • Demens
  • Kræft
  • Hjertesygdom
  • KOL

Spørgeskemaundersøgelse af pårørendeindsatser

Data blev indsamlet i vinteren 2018/2019. Kortlægningen var national, og den er baseret på information fra fagprofessionelle ansat i kommuner og på relevante afsnit på hospitaler. Rapportens resultater er derfor udelukkende set fra de fagprofessionelles perspektiv. De er ikke et udtryk for, hvad de pårørende selv oplever.

Du kan læse spørgeskemaundersøgelsen af pårørendeindsatser her

Konklusioner og anbefalinger

Hovedforfatter på rapporten, Jens-Jakob Kjer Møller, videnskabelig assistent i REHPA, fortæller om resultaterne:

Kortlægningen viser, at der er et vist fokus på pårørende i kommuner og på hospitaler, som dog ikke i alle tilfælde lever op til anbefalingerne på området. Der sker ikke altid en systematisk identificering af de pårørendes ønsker og behov. Det gælder også i forhold til, hvorvidt pårørende får tilbud om inddragelse i indsatser målrettet borgeren/patienten med livstruende sygdom.

Men det sker ikke altid, ifølge de fagprofessionelle, at de pårørende ønsker at tage imod tilbud om inddragelse. Her er væsentlige årsager, at personen med livstruende sygdom ikke ønsker det, at de pårørende ikke magter at deltage, eller endnu ikke er klar til at tage imod tilbuddet.

Forskergruppen anbefaler systematisk identifikation af pårørende som det første trin for at kunne tilbyde relevante tilbud. Dernæst at gå tidligt i dialog med både mennesket med livstruende sygdom og dennes pårørende for at afdække deres behov for inddragelse og støtte, så de kan træffe beslutning om inddragelse på et informeret grundlag.

Rapportens målgruppe

Rapportens målgruppe er fagpersoner, beslutningstagere og forskere, der beskæftiger sig med pårørende til mennesker med livstruende sygdom samt REHPA selv – som afsæt i fremtidige projekter. Målet er, at rapporten bidrager med viden om og input til diskussion af, hvordan inddragelse og støtte af pårørende dels foregår i dag, og dels bør udvikles fremadrettet.

Fakta om projektet

Projektledelse: Karin B. Dieperink

Forskergruppen bestod af: Karin B. Dieperink, Sarah Frausing, Jens-Jakob Kjer Møller, Tina Broby Mikkelsen, Nina Rottmann og Karen la Cour

Projektet blev udført i samarbejde med DEFACTUM, Aarhus

Projektet bestod af to delstudier:

  1. DEFACTUM undersøgte med systematisk litteraturgennemgang, hvilke indsatser der anvendes målrettet pårørende til livstruende syge.
  2. Kortlægning af aktuelle indsatser i Danmark målrettet pårørende til alvorligt syge. Relevante afdelinger på hospitaler og kommuner fik tilsendt et elektronisk spørgeskema med det formål at identificere igangværende indsatser for pårørende.

Læs mere på Projektet Pårørendestøttes side