03.08.2020

Svært at få kræftpatienter og læger/sygeplejersker til at tale sammen om alternativ behandling

Studie viser at trods understøttende evidensbaseret materiale er det svært at få dialog i gang om alternativ behandling mellem kræftpatienter og læger/sygeplejersker.

Undersøgelser viser at mange kræftpatienter opsøger alternative behandlingsformer sideløbende med den konventionelle behandling, de modtager i sundhedsvæsenet. Ofte taler patient og sundhedsprofessionelle ikke sammen om mulige evidensbaserede positive eller skadelige effekter af forskellige alternative tilgange, ligesom de heller ikke taler om, at alternative behandlingsformer muligvis kan påvirke konventionelle behandlinger.

Et interventionsstudie har forsøgt at understøtte en evidensbaseret dialog om alternativ behandling mellem kræftpatienter og læger/sygeplejersker. Resultaterne, der peger på at det er svært at skabe en evidensbaseret dialog om alternativ behandling er nu publiceret i artiklen ”Communication about Complementary and Alternative Medicine in Danish Oncological Settings: An Intervention Study”.

EVIDENSBASERET VIDEN PÅ NETTET SKULLE UNDERSTØTTE DIALOG

Mellem august 2016 og december 2017 deltog REHPA i projektet ”Dialog og rådgivning om alternativ behandling til kræftpatienter”, som Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU igangsatte sammen med Kræftens Bekæmpelse, med finansiering fra Sundhedsstyrelsen.

Projektet havde til formål at understøtte en evidensbaseret dialog mellem kræftpatienter og læger/sygeplejersker på onkologiske afdelinger om brug af alternative behandlingsformer. En intervention blev udviklet på baggrund af fokusgrupper med kræftpatienter og læger/sygeplejersker fra tre danske, onkologiske afdelinger, samt et systematisk litteraturstudie. En spørgeskemaundersøgelse blandt kræftpatienter før og efter interventionen undersøgte brug af alternative behandlingsformer og dialog om dette med læger/sygeplejersker, ligesom fokusgrupper efter interventionen evaluerede denne.

Interventionen bestod af en hjemmeside, der samlede og præsenterede evidensbaseret viden om alternativ behandlingsformer til kræftpatienter og en brochure, som præsenterede projektet og henviste til hjemmesiden. På hjemmesiden var informationen præsenteret ud fra alternative behandlingsformer og forskellige symptomer for at imødekomme anvendelsesmuligheder for både patienter og læger/sygeplejersker. Efter en 4-måneders interventionsperiode var der ingen ændring i kræftpatienters brug af alternative behandlingsformer, ligesom der ingen ændring var i andelen som svarede, at de havde haft en dialog om brug af alternative behandlingsformer med deres læge eller sygeplejerske. De afsluttende fokusgrupper viste, at kommunikationen om alternative behandlingsformer var del af en ’afventede kultur’, hvor kræftpatienter afventer at læger og sygeplejersker åbner dialogen om alternative behandlingsformer, mens læger og sygeplejersker afventer, at patienten starter dialogen.

VIL DU VIDE MERE: