Spring til hovedindhold

REHPA Forskningsklinik

REHPAs forskningsklinik udvikler og forsker i, hvordan rehabilitering og palliation kan hjælpe og støtte mennesker med livstruende sygdom.

REHPA Forskningsklinik i Nyborg er en del af REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation. REHPA samler, skaber og deler forsknings- og erfaringsbaseret viden inden for rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdom. Det gør vi i samarbejde med fagpersoner i bl.a. kommuner, på sygehuse, universiteter, uddannelsesinstitutioner og i civilsamfund, der arbejder med felterne og et fælles ønske om at sikre bedre livskvalitet for målgruppen.

Målgruppen for forløbene er mennesker med livstruende sygdom, fx kræft-, hjerte- eller multisygdom, der har et behov for rehabilitering og lindring. Deltagerne kommer fra hele landet. I udvalgte projekter inddrager vi også nære pårørende.

Med denne introduktion til forskningsklinikken rækker vi ud til dig, der ønsker:

  • At henvise en patient/borger til et forløb
  • At høre mere om vores setup som en mulig ramme for dit udviklings- eller forskningsprojekts kliniske intervention.

Hvem er vi?

Forskningsklinikkens medarbejderstab er tværfaglig. Den tæller fysioterapeuter, psykolog, sygeplejersker og læge samt ernærings- og social- og sundhedsassistenter.

Medarbejderne har en særlig viden om og kompetencer inden for – især generiske – rehabiliterende og lindrende indsatser såvel som behovsafdækning. I takt med at projekter for nye målgrupper finder vej til forskningsklinikken, bygger vi oven på vores eksisterende viden og kompetencer. Det gør vi bl.a. via referencegrupper og i tæt samarbejde med eksterne fagpersoner, der bibringer den relevante og aktuelle ekspertise i overensstemmelse med projektets og forløbets sigte.

Forløb i forskningsklinikken

Den grundlæggende målsætning for forskningsklinikken er at:

  • Afprøve projektbaserede indsatser og interventioner til målgruppen – eventuelt forud for afprøvning i kommuner, på hospitaler eller sammen med eksterne parter
  • Udvikle viden om rehabilitering og palliation til underprioriterede målgrupper, fx sårbare, multisyge, mennesker med organsvigt m.fl. og i nogle sammenhænge deres nære pårørende
  • Udbyde gruppebaserede, tværfagligt koordinerede standardforløb for patienter med eller efter kræftsygdom, se mere i rapporten ’Praksisbeskrivelser – Forskningsklinik REHPA. Standard rehabiliteringsforløb for mennesker med eller efter kræft’
  • Tilbyde rehabilitering til op mod 420 deltagere pr. år
  • Bidrage til REHPAs formidlings- og netværksaktiviteter.

Det gør vi bl.a. gennem forløb for mennesker med livstruende sygdom og behov for rehabilitering. Forskningsklinikken skelner overordnet mellem forløb baseret på et udviklings- eller forskningsprojekt, fx et pilot- eller feasibilitystudie, og vores såkaldte standardforløb.

Udviklings- og forskningsbaserede forløb

Forskningsklinikken udgør en ramme for forløb, der er baseret på et udviklings- eller forskningsprojekt, hvad enten det er fostret internt i REHPA eller på en ekstern forespørgsel. Her justerer vi forløbet i overensstemmelse med det aktuelle projekts formål. Projektet vil med andre ord sætte retning for opholdets kliniske indhold og form, varighed, behov for opfølgning, valg af metoder, særlige inklusionskriterier mv.

Til eksempel har de projektbaserede forløb over tid haft fokus på overlevere efter hjertestop, atrieflimren, benamputation, senfølger efter covid-19, unge med og efter kræft samt kræftrelaterede smerter.

Det er også muligt for eksterne forskere/projektledere at samarbejde med REHPA om projektidéer, der ønskes afprøvet i egen setting.

Forsker med projektidé

Står du som forsker med et projekt, der fordrer brugerinvolverende processer, afprøvning af kliniske elementer, kliniske interventioner m.v., og hvor forskningsklinikken kan fungere som ramme, så tag fat i REHPAs forskningsleder eller kliniske leder.

Standardforløb

Hvert år udbyder forskningsklinikken en række standardforløb til mennesker, der enten har afsluttet en kræftbehandling, eller som lever med uhelbredelig kræftsygdom.

Et standardforløb er et koordineret og tværfagligt rehabiliteringsforløb, der tager udgangspunkt i den bio-psyko-sociale tilgang. Standardforløbene har fokus på livskvalitet, funktion, aktivitet, deltagelse og styrkelse af deltagernes handlekompetencer.

Metodisk arbejder vi med:

  • Rehabiliteringsprocessen
  • Sundhedspædagogik
  • ’Motiverende Intervention’ (MI)
  • ’Total Pain’ (lindring)
  • Den psykologiske tilgang ‘Acceptance and Commitment Therapy’ (ACT).

På standardforløb anvender vi brugerinvolverende undervisning og processer, forskellige typer af tests, øvelser og peer-to-peer. Deltagernes værdier, håb, mål og handleplaner støttes af gruppeprocesser og individuelle samtaler med vores forskellige fagpersoner.

Et standardforløb strækker sig over en periode på op til 12 uger. Det indledes typisk med en uges ophold på REHPA, en hjemmeperiode, hvor deltagerne arbejder selvstændigt efter aftalte planer, og rundes af med opfølgning, der kan være et kort ophold, en virtuel samtale eller andet evt. i samspil med en kommune.

Der er plads til 20 deltagere på et standardforløb. Deltagerne henvises af læge og visiteres på baggrund af definerede inklusionskriterier. Som forskningsklinik optager vi ikke almen venteliste.

Systematisk dataindsamling

På alle forløb samler vi systematisk patientrapporterede oplysninger (PRO) til REHPAs forskningsdatabase.

Forskningsklinikken anvender udvalgte PRO-data i form af et dialogstøtteark i rehabiliteringsprocesserne. Disse PRO-data giver os bl.a. information om deltagernes livskvalitet, selvoplevede helbred, søvn, fatigue, angst, depression, seksualitet og KRAM-faktorer.

Datasættet kan suppleres med andre kvantitative og kvalitative data afhængigt af forløbets forskningsspørgsmål og målgrupper – og til andre databaser.

Interne og eksterne forskere kan på baggrund af relevante tilladelser søge om adgang til data fra REHPAs forskningsdatabase. Kontakt REHPAs datamanager på dm-rehpa@rsyd.dk for mere information.

Rammer og vilkår

Forskningsklinikken holder til i egne lokaler på Nyborg Sygehus, hvor vi har udsigt til voldene omkring Nyborg Slot – et historisk naturområde der med fordel kan inddrages i forløbets aktiviteter. Vores undervisnings- og overnatningsfaciliteter er indbydende indrettet med inspiration fra lindrende arkitektur.

Uanset om du ønsker at henvise en borger/patient til et forløb eller går med en projektidé, så skal du være opmærksom på følgende:

  • REHPA har plads til max 20 voksne deltagere pr. forløb (fra 18 år)
  • Deltagerne skal være lægehenviste
  • Visitation sker ca. fire uger før et forløb på baggrund af inklusionskriterier, lægehenvisning og selvrapporterede behov (PRO)
  • Forskningsklinikken udreder som standard ikke og sender derfor ikke genoptræningsplan til kommunen.

Bemærk også, at deltagerne skal:

  • Være selvhjulpne ift. personlig hygiejne og medicin; vi tilbyder ikke pleje eller lægefaglig bistand
  • Være egnet til gruppeaktiviteter, som er den primære form
  • Acceptere at bidrage til forskning og udvikling
  • Indlægges administrativt på Odense Universitetshospital.
  • Du finder information om aktuelle forløb og henvisning af borgere/patienter på rehpa.dk.
  • Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere.

Videndeling i netværk

REHPA driver en række netværk, som er åbne for nye medlemmer. Her udveksler vi erfaringer og ny viden om rehabilitering samt koordineret og kombineret rehabilitering og palliation (KRP). Læs mere på siden om REHPAs netværk

Download profilfolderen om REHPA Forskningsklinik som PDF

Et REHPA-forløb i forskningsklinikken hjælper både deltagerne og giver klinikere og forskere unik, klinisk og forskningsbaseret viden.

REHPA-forløb

Deltagerne på rehabiliteringsophold bidrager til indsamling af værdifuld tværfaglig og tværvidenskabelig viden om rehabilitering og palliation ved kræft og anden livstruende sygdom. Forløbene har fokus på særlige områder, hvor der mangler dokumenteret viden og/eller klinisk erfaring inden for rehabilitering og palliation. Aktiviteterne i forskningsklinikken varetages af en bredt sammensat tværfaglig gruppe af interne og eksterne fagprofessionelle med specialviden inden for netop de områder, som er i fokus for REHPAs forskning og udvikling.

Alle ophold ’går på to ben’ og har således både et formål om at imødekomme konkrete rehabiliteringsbehov og behov for lindring hos den enkelte deltager samt at indsamle ny klinisk forskningsbaseret viden. Viden indsamlet i forbindelse med de kliniske ophold udbredes til fagprofessionelle via workshops og netværk samt via videnskabelige artikler, rapporter, notater og elektronisk formidling.

Præsentation af REHPA Forskningsklinik

I videoen møder du udvalgte medarbejdere og får et indblik i rammerne for internatopholdene hos REHPA Forskningsklinik.

Læs mere om muligheder for samarbejde i profilfolderen for REHPA Forskningsklinik

Patientrapporterede data som samarbejdsværktøj

Under REHPA-forløbene indsamler forskningsklinikken patientrapporterede data (PRO) om deltagernes rehabiliteringsbehov. Data er tilgængelige i personens journal for både deltageren, andre sundhedsprofessionelle og den henvisende læge. Ud over resultaterne kan fagpersoner også se hvilket redskab, der er brugt til indsamlingen. Gennem dialog er deltagerne med til at afdække intensiteten af eget behov for rehabilitering og til at prioritere, hvad der er vigtigt for dem. PRO danner dermed baggrund for yderligere rehabiliteringsaktiviteter efter opholdet på REHPA. I 2020 foretager REHPA en systematisk brugerundersøgelse af deltagernes vurdering af PRO.

Koordinering og kombination af rehabilitering og palliation

Mennesker med kroniske eller uhelbredelige kræftsygdomme har ofte brug for både rehabilitering og palliation på samme tid. Det kræver fokus på både funktion, aktiviteter, lindring og livskvalitet. I 2019 tog REHPA hul på et innovativt forløb, hvis formål er at undersøge, dels om mennesker med uhelbredelig kræft har interesse i og mulighed for at deltage i REHPA-forløb, dels om REHPAs tilbud opleves meningsfulde? Det er hensigten at udvikle området forskningsmæssigt og klinisk de kommende år.

Regionale testcentre

Forskningsklinikken etablerede i 2019 unikke samarbejder om indsamling af kliniske data på regionale testcentre i Aarhus, Odense og København. De blev taget i brug til REHPAs første lodtrækningsforsøg om rehabilitering til mennesker med hoved-halskræft. De regionale testcentre giver en unik mulighed for at indhente data på forskellige tidspunkter og i forskellige sammenhænge. Dermed giver de en større fleksibilitet for både deltagere fra hele landet og for selve forskningsdesignet. Fremadrettet udvikler REHPA testcentrenes funktion sammen Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og DEFACTUM.

Til top