Spring til hovedindhold

Organisering af palliation

Få indblik i organiseringen af palliativ indsats i Danmark.

Det palliative felt i Danmark er organiseret i henholdsvis basal og specialiseret palliation.

Målgruppen for basal palliativ indsats er alle patienter (og deres pårørende) med livstruende sygdom med symptomer og problemstillinger, der kræver en indsats fra sundhedsprofessionelle. Den basale palliative indsats ydes i de dele af sundhedsvæsenet, hvor palliation ikke er hovedopgaven. Dette drejer sig om sygehuse, kommuner og almen praksis og den øvrige praksissektor, og involverer alle fagpersoner som varetager pleje, omsorg og behandling. Indsatsen skal dermed varetages som en integreret del af pleje- og behandlingsforløb sideløbende med diagnostik og anden behandling.

For at sikre en høj faglig indsats anbefales det at denne varetages af et tværfagligt team, og at der er adgang til at inddrage både socialrådgiver, fysio-/ergoterapeut, diætist, psykologbistand, og præst/repræsentanter fra andre trossamfund. Herudover bør den basale indsats understøttes af det specialiserede palliative niveau. Det specialiserede niveau består af hospice, palliative teams og palliative afdelinger.

Til top