Spring til hovedindhold

Danske Kræftforskningsdage 2023

Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk) afholder i år Danske Kræftforskningsdage d. 31. august – 1. september 2023 i Odense.

Med Danske Kræftforskningsdage – landets største tværfaglige kræftkonference – ønsker de at skabe rammerne for mere vidensdeling og samarbejde på tværs af faggrupper, specialer og regioner – til gavn for patienterne.

Danske Kræftforskningsdage har eksisteret siden 2018 og er i dag landets største kræftkonference, hvor mere end 500 klinikere, forskere, patientforeninger og beslutningstagere fra hele landet samles på tværs af de forskellige sygdomsområder og forskningsdiscipliner.

Danske Kræftforskningsdage er sammensat og drevet frem af tonagivende faglige og ledelsesmæssige kræfter fra landets hospitaler og universiteter, og er helt uafhængig af industrien. Konferencen er sat i verden, fordi et stærkt nationalt samarbejde på kræftområdet er en væsentlig del af grundlaget for et højt og ensartet niveau i forskning og behandling på tværs af forløb og områder – til gavn for alle danske kræftpatienter.

Abstract, poster, flash talks og præsentation på hovedscenen

Alle interesserede er inviteret til at indsende abstracts på forskningsprojekter, kliniske trials eller andre kræftrelaterede forskningsaktiviteter.

Hvert år får mere end 100 forskere muligheden for at præsentere deres forskning på Danske Kræftforskningsdage. Det er en unik mulighed for at sprede viden på tværs af både geografi og forskningsområde.

Blandt de indsendte abstracts udvælger et tværfaglig bedømmelsesudvalg de forskere, som får muligheden for at omdanne deres abstract til en fysisk poster. Udvalget vil også vælge et antal posters til korte flash-talks.

De indsendte abstracts vil desuden danne grundlag for at udpege den faglige top af yngre forskere indenfor feltet. Syv modtagere får tildelt prisen “Exceptional Young Scientist Abstract”. I stedet for at præsentere en poster bliver de inviteret på hovedscenen i sessionen ‘Aktuel dansk kræftforskning i rampelyset’.

Deadline for indsendelse af abstract er den 19. april 2023.

Læs mere om formalia og indsendelse i ‘call for abstract’, som du finder på dansk og engelsk på DCCC’s hjemmeside. 

Praktisk information

Tilmelding åbner primo maj 2023. Hold øje med DCCC.dk, der løbende opdateres med nye informationer.

Til top