Skal vi tale om døden? Eller skal vi helst lade være? Og hvis vi så skal, hvorfor skal vi gøre det, og hvordan skal det gøres? Hvornår er det passende og meningsfuldt? Og hvem skal vi tale om døden med? Der er som regel mange (og store) spørgsmål, når det handler om døden, og ofte meget få svar.
Debatten dukker op igen og igen. Kan vi overhovedet få lov til at dø i fred og ro? Eller skal vi alle sammen igennem en indlæggelse, et genoplivningsforsøg eller andre behandlingsinitiativer, som vi ikke ville have sagt ja til, hvis vi var blevet spurgt.
Svaret er: Ja, det kan vi godt. Men det kræver:
at vi i god tid får tænkt over, hvad vi gerne vil sidst i livet
at vi taler med vores nærmeste om det
og i sidste ende at vi også får talt med vores læge om det.
Foredraget vil se på problematikken både fra et civilsamfundsperspektiv og et sundhedsfagligt perspektiv.
Sundhedspersonalet skal blive meget bedre til at tage samtaler med de ældste og de meste syge om deres ønsker og muligheder.
Ove Gaardboe er speciallæge i samfundsmedicin. I dag er han ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og projektleder for projektet ‘Klar til samtalen’. Ove afholder oplæg, workshops, sessioner og foredrag om overbehandling af borgere i den sidste del af livet – og om hvordan det kan undgås.
Ove er desuden medlem af bestyrelsen og repræsentantskabsmedlem i Landsforeningen Liv&Død.
Medlemmer hos Landsforeningen Liv&Død får 20 % rabat på foredragene. Er du medlem? Skriv til info@livogdoed.dk og få tilsendt en rabatkode.