Klinisk indsats 16: Afslutning på ophold

Der er tale om et uddrag af teksten uden brug af referencer. Ønsker du at få den samlede tekst, kan du downloade den kliniske indsats som PDF nederst på denne side.

Baggrund (forkortet version)

Hvert ophold afrundes med en afslutningsseance, hvor deltagerne, som ved præsentationsrunden på første dag, igen samles.

Sessionen muliggør refleksion over forløbet:

  • Udbyttet af viden- og læringsdelen
  • Hvad har jeg lært?
  • Kan jeg noget nu, som jeg ikke kunne før?

Samtidig kan tanker, om det at komme hjem til hverdagen, få mulighed for at blive taget op, hvor nyerhvervet ’viden’ og ’kunnen’ tilskrives mening og kan bringes i funktion i hjemmet. Også relationelle aspekter deltagerne imellem, og betydningen af disse, adresseres.

Netop hverdagslivet, som deltagerne skal vende hjem til, er et fokusområde i afslutningen.

Deltagerne er introduceret til, forventelig, ny viden og har fået mange erfaringer og skal nu hjem og teste, om deres forventede handlekompetencer og tro på egne evner til at skabe forandring rækker. Dette i en grad, så det er muligt for dem at arbejde videre med de fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle aspekter af rehabilitering.

Rehabiliteringsopholdet er en afgrænset handlesammenhæng og adskiller sig fra deltagernes øvrige handlesammenhænge.

Det kan for nogen være svært at bruge ny viden og erfaringer i de hjemlige handlesammenhænge, hvor støtten fra mulige pårørende/netværk kan variere. Det er nogle af disse refleksioner, som afslutningen kan give rum til.

Formål

  • At give deltagerne mulighed for mundtligt at reflektere over, hvad de har lært, hæftet sig ved, tilskrevet mening.
  • At italesætte handlesammenhænges forskellighed og betone vigtigheden i at finde støtte om muligt.
  • At give deltagerne mulighed for mundtligt at evaluere ophold og forløb.
  • At tilbyde deltagerne en ramme for at tage afsked ved 5-dagesopholdet eller mere permanet ved 2-dagesopfølgningen, hvor forløbet afsluttes.

Indhold

Sessionen faciliteres af forløbslederen, der sætter rammen som en mere uformel gruppesamtale.

Første dag valgte deltagerne et billedkort, som sagde noget om, hvad de håbede at kunne, når forløbet er slut. Refleksioner, over hvor langt deltagerne er nået i denne proces, tages med i afslutningen.

Med baggrund i viden om, at det kan være svært at komme hjem i en anden handlesammenhæng med andre, starter forløbslederen med at stille spørgsmål og heri anlægge en tone om sessionen som et refleksivt rum.

Refleksionerne vil ofte indeholde tanker om:

  • At skulle hjem til hverdag og families muligheder og forventninger
  • At komme hjem uden familie/netværk
  • At skulle i gang med det, man har planlagt
  • At formidle oplevelser og erfaringer til familie/netværk
  • At savne samme forståelser i familie/netværk, som i gruppen på REHPA.

Afslutningen indeholder også spørgsmål, som relaterer sig til indhold og udbytte af opholdet:

  • Har du fået det ud af opholdet, som du gerne ville?
  • Hvad tager du i særlig grad med herfra?

Der kan her føres en tråd tilbage til præsentationsrunden, hvor ønsker for udbytte blev fremsagt.

Når alle har fået mulighed for at komme til orde, afrunder forløbslederen med at reflektere over deltagernes udsagn og fremhæver områder, der særligt træder frem.

Slutteligt indsamles evalueringsskemaerne, og der siges et fælles farvel. Ofte har deltagerne ønsket etablering af en Facebook-gruppe, hvilket er faciliteret ud fra gældende GDPR-praksis.

Tids- og læringsrum

Sessionen foregår på henholdsvis 5- og 2-dagesopholdenes sidste dag, lige inden deltagerne tager hjem.

Stolene i rummet er placeret i en rundkreds, og deltagerne tager en tilfældig plads.

Kompetencer

Sessionen varetages af forløbslederen for det pågældende hold.

Forløbslederne har særlige kompetencer ift. sundhedspædagogisk virksomhed samt grundlæggende terapeutiske kompetencer.

Alle har social- og/eller sundhedsuddannelse på professionsbachelorniveau som minimum og gerne med akademisk videreuddannelse.

Læs mere i rapporten (åbner e-magasin)

Download klinisk indsats nr. 16 som PDF