Klinisk indsats 3: Præsentation og gruppedannelse

Der er tale om et uddrag af teksten uden brug af referencer. Ønsker du at få den samlede tekst, kan du downloade den kliniske indsats som PDF nederst på denne side.

Baggrund (forkortet version)

Mennesker under eller efter kræftbehandling oplever det ofte som meget givende at deltage i gruppebaserede standard rehabiliteringsforløb, hvor de udveksler erfaringer og møder ligestillede. Det viser en kvalitativ undersøgelse fra REHPA-ophold om sociale relationers betydning.

At kunne spejle sig i andre og opleve en normalisering samt finde inspiration til handlemuligheder har stor betydning for at opleve kontrol over sit liv. Jørgensen et al. har i et kvalitativt review undersøgt, hvad der synes at betyde noget for kræftpatienters oplevelse af ’empowerment’.

Empowerment defineres i reviewet som en proces, hvorved bl.a. individer opnår kontrol over eget liv. Reviewet konkluderer, at støtte fra gruppefællesskaber synes at have betydning for denne proces, om end der fortsat er brug for forskning på området.

Forskningsklinikkens standard rehabiliteringsforløb refererer til læringsbegreber knyttet til sundhedsfremme og til situeret læring. Her er dialog, involvering og aktivitet en forudsætning for, at læringsprocesser skabes.

Parathed til læring og bevægelser mod Vygotskys ’zonen for nærmeste udvikling’ kræver et miljø, hvor også rummelighed, åbenhed og respekt er til stede. I de introducerende faser inviteres til at italesætte muligheder for ikke at være sin sygdom men leve med sygdommens implikationer, hvilket åbner sproglige muligheder for forandringer, der lægger afstand til en position som ’offer for sygdom’.

Sproget åbner mod handlekraft.

Formål

  • At deltagerne præsenterer sig for hinanden.
  • At deltagerne oplever mulighed for spejling og indledende følelse af fællesskab og tilhørsforhold i gruppen.
  • At deltagerne oplever adfærdsmåder, der åbner for rummelighed, rammesætning, omgangstone og stemning.
  • At fagprofessionelle får information om gruppen ift. mulig dynamik, de enkelte deltageres ressourcer, behov og sårbarheder.

Indhold

Ved præsentationsrunden ankommer deltagerne til træningssalen, hvor der er stillet stole i en rundkreds.

I fælles præsentationen anvendes proceskort i form af et stort udvalg af mange, meget forskellige billeder. De bruges til at sætte refleksioner, dialoger og dynamiske processer i gang. De har til hensigt at inspirere deltagerne til at præsentere sig anderledes end ”jeg er kræftpatient”.

Kortene er anvendelige til at generere idéer, skabe små fortællinger og inspirere til handling. Kortene kan opfattes som en ’icebreaker’, der støtter kendskab og tillid i en nyetableret gruppe.

Inden sessionen starter vælger hver deltager et kort, der taler ind i vedkommendes egen livsverden. Kortene er på forhånd spredt ud på en flade, og deltagerne bedes vælge et, måske to, som illustrerer, hvad deltageren håber at kunne gøre, når rehabiliteringsforløbet er afsluttet. Der afsættes fem min. til at finde kort.

Herefter introducerer forløbslederen præsentationsrundens form og formål. Forløbsleden styrer processen uden at styre indhold, er opmærksomt lyttende, tager kontrol, hvis det er nødvendigt og faciliteter svære emner.

Forløbslederen er opmærksom på, at der kan være deltagere, som ikke ønsker at indgå i denne metode og blot introducerer sig uden kort eller med anden metafor eller billede. Spørgsmål, som stilles, relaterer sig fortsat til at understøtte målsætningsprocessen.

Foreslåede spørgsmål

  • Navn?
  • Hvilken by kommer du fra?
  • Hvilken kræftsygdom har bragt dig til rehabiliteringsforløb på REHPA?
  • Hvad håber du på at kunne gøre, når rehabiliteringsforløbet er slut, og hvad fortæller dit valgte kort om det?

Tids- og læringsrum

Den fælles præsentation foregår på første dag efter frokost.

Der er afsat godt en time, hvilket giver ca. to til tre minutters præsentationstid pr. deltager, ved 20 deltagere og forløbsleders indledning.

Kompetencer

Professionel viden og erfaringer inden for rehabilitering eller patientundervisning af mennesker med kræftsygdom.

Erfaringer med gruppeprocesser og gruppeledelse, herunder være engageret rollemodel.

Grundlæggende terapeutiske kompetencer.

Læs mere i rapporten (åbner e-magasin)

Download klinisk indsats nr. 3 som PDF