Klinisk indsats 6: Eksistentiel dimension i rehabilitering

Der er tale om et uddrag af teksten uden brug af referencer. Ønsker du at få den samlede tekst, kan du downloade den kliniske indsats som PDF nederst på denne side.

Baggrund (forkortet version)

Når mennesker bliver ramt af livstruende sygdom, herunder kræft, opstår der hos mange et behov for at finde mening, håb og tro. Nationale og internationale videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at en alvorlig kræftsygdom medfører spørgsmål af eksistentiel og åndelig karakter hos det enkelte menneske.

Dette er også adresseret i Sundhedsstyrelsens Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. Her betones, at indsatsen kan bestå af samtale om eksistentielle og åndelige spørgsmål.

I Danmark peger erfaringer på, at den eksistentielle dimension i kommunal rehabilitering ikke systematisk imødekommes. Hvorimod det specialiserede palliative felt, herunder hospice, gennem år har opbygget erfaring og forskning indenfor dette område.

Ifm. et standard rehabiliteringsforløb indgår afdækning af eksistentielle behov, her angiver mange deltagere et behov vedrørende eksistens og tro.

Formål

  • At deltagerne oplever rum til italesættelse og anerkendelse af ofte modsatrettede følelser ift. det at være menneske og være eksistentielt ramt.
  • At deltagerne præsenteres for begreber som mening/meningsløshed, håb/håbløshed, liv/død og angst og indgår lyttende eller bidragende til dialog om disse menneskelige begreber.
  • At deltagerne oplever forskellige religiøse, åndelige eller spirituelle ståsteder blive anerkendt.

Indhold

Oplægget om eksistens foregår gruppebaseret. Det tager udgangspunkt i en fænomenologisk tolkning af livet.

Underviseren er ofte præst i den danske folkekirke og er som sådan ikke neutral i egen livstydning, men forkyndelse er ikke hensigten.

I oplægget etableres et åbent og fortroligt rum, hvor alle, uanset religiøs anskuelse eller ej, kan deltage. Dermed rettes opmærksomheden mod, at mennesker kan føle sig meget skrøbelige, når talen falder på eksistentiel ensomhed, som alvorlig sygdom ofte medfører, og som i mange tilfælde er velkendt af andre.

Spejlingen opleves ofte som en lettelse for den enkelte, fordi tabuet er brudt. To, der deler samme ensomhed, kan mindske følelsen af at være alene.

Arbejdsmetoden er fænomenologisk, og baggrunden er eksistentialistisk baggrundsfilosofi. Der arbejdes med en tilgang, hvor udgangspunktet er verden, som den af mange opleves, snarere end, hvordan man kan føle, den burde være. I gruppeoplæggene beskrives:

  • Hvordan den enkelte deltager eventuelt kan føle, at hans/hendes liv er.
  • Hvad ønsket og håbet er for livet.
  • Hvad han/hun frygter ifm. det ønske.

Der gives eventuelt bud på, hvordan man kan være lige der i livet; enten som raskmeldt, med recidiv eller som uhelbredeligt syg.

Der er altid mulighed for dialog, idet deltagernes konkrete situation og baggrund, uddannelse og alder naturligvis gør livet såre forskelligt.

Der skabes en dialog om det menneskelige ansvar ved at være i verden. Det er endvidere målet, at tilhørerne ikke føler, at sygdom og lidelse i enhver henseende reducerer dem og deres livskvalitet og sætter dem på standby, men i stedet at påvise at de bliver, og allerede er blevet, anderledes.

Denne ændring og bevidstgørelse kan medføre et håb til livet, ligesom der også peges på en mulig tolkningsnøgle, som indbefatter et hinsidigt håb, der kan tale livet op i en kompliceret situation. Grundtvigs salmeskat inddrages ofte i sessionen.

Tids- og læringsrum

Sessionen foregår om tirsdagen i 5-dagesopholdet i dagligstuen og varer ca. halvanden time efterfulgt af kaffe, hvor præsten fortsat er til stede og klar til dialog – evt. også med deltagervalgte sange og salmer.

Deltagerne har desuden mulighed for at vælge individuel samtale med samme fokus og oplægsholder efter aftale.

Kompetencer

Den dialogbaserede undervisning varetages af udvalgte præster, der har stor relevant viden og erfaringer med eksistentielle og åndelige forhold i relation til mennesker med livstruende sygdomme eller erfaring med særlige grupper, fx unge med/efter kræft.

Undervisningen kan også varetages af andre, fx filosoffer eller sygeplejerser med fornødne efter-/videreuddannelser og erfaring.

Læs mere i rapporten (åbner e-magasin)

Download klinisk indsats nr. 6 som PDF