Klinisk indsats 8: Søvnbesvær

Der er tale om et uddrag af teksten uden brug af referencer. Ønsker du at få den samlede tekst, kan du downloade den kliniske indsats som PDF nederst på denne side.

Baggrund (forkortet version)

Søvnbesvær opleves af 30-50 % af mennesker, der har eller har haft kræft, og søvnbesvær er sammen med fatigue et af de hyppigste symptomer ifm. en kræftdiagnose.

Søvnbesvær kan relatere sig til flere andre senfølger, som mennesker ifm. en kræftdiagnose kan være generet af, såsom smerter, kræftrelateret fatigue og depression. Symptomerne kan forstærke hinandens effekt.

Til at øge søvnkvaliteten anbefales fysisk aktivitet i de vågne timer og brug af afspændingsteknikker.

Psykologiske interventioner anbefales, hvis der fx er ubearbejdede hændelser stammende fra kræftforløbet eller andre tidligere hændelser, hvilket kan forstærkes af sygdommen og dens implikationer for den enkelte.

Søvnhygiejne, som bl.a. dækker over soveværelsets indretning, kulde/varme og mørke, kan have stor betydning for søvnkvaliteten.

Formål

  • At deltagerne opnår viden om, hvordan søvnproblemer, som; besvær ved at falde i søvn, sove igennem og/eller for tidlig opvågning, manifesterer sig.
  • At deltagerne forstår mulige årsagssammenhænge, og hvordan de selv kan justere søvnvaner og dermed forbedre søvnkvaliteten.
  • At styrke deltagernes tro på at kunne håndtere deres søvnproblemer.

Indhold

Med underviseren som facilitator og formidler af viden er samspillet deltagerne imellem vigtig i denne proces, derfor vægtes aktiv deltagelse højt.

Læreprocessen i undervisningen handler om videns- og erfaringsudveksling.

Undervisningen tilrettelægges derfor som en vekslen mellem faglige oplæg fra underviseren og dialog mellem både underviser og deltagere samt deltagerne imellem. Ud fra deltagernes behov, som vurderes ud fra PRO, vælger underviseren, hvilket område der skal vægtes i sessionen.

Sessionen har fokus på deltagernes oplevelse med deres søvn. Gennem en videns- og erfaringsudveksling med underviseren og deltagerne imellem er det hensigten, at den enkelte skal opleve sig styrket og få en begyndende tro på at kunne ændre på søvnvaner og søvnhygiejne.

Emner i undervisningen:

  • Hvorfor søvn er vigtig?
  • Søvnbesvær og årsagssammenhænge.
  • Viden om søvnhygiejne og en opmærksomhed på, at justeringer kan øge søvnkvaliteten.
  • Hvilke dokumenterede tiltag virker mod søvnbesvær.
  • Hvordan deltagerne kan vurdere egne søvnvaner samt reflektere over, hvordan søvnen kan forbedres hos den enkelte.
  • Introduktion til en individuel øvelse om søvnvaner og søvnhygiejne.

Tids- og læringsrum

Undervisningen foregår som gruppesessioner med max 10 deltagere og en varighed på ca. 45 minutter.

Der gøres overvejelser om, hvordan deltagere og underviser i lokalet er placeret ift. hinanden, hvordan belysning, kulde/varme, siddekomfort og ”hyggelig” indretning kan være med til at facilitere et behageligt og trygt læringsmiljø.

Kompetencer

Undervisning i søvn forestås af sygeplejerske med kompetencer svarende til generel viden om kræftsygdomme, specifik viden om senfølger og søvnbesvær, samt viden om hvilke søvnvaner
der kan fremme søvnkvaliteten.

Underviser med søvnvejlederefteruddannelse foretrækkes. Desuden kræves erfaring i gruppebaseret undervisning med mennesker med livstruende sygdomme samt grundlæggende terapeutiske kompetencer.

Læs mere i rapporten (åbner e-magasin)

Download klinisk indsats nr. 8 som PDF

Download Bilag 7. Skema vedrørende søvnvaner