Klinisk indsats 9: Kræft og psyke

Der er tale om et uddrag af teksten uden brug af referencer. Ønsker du at få den samlede tekst, kan du downloade den kliniske indsats som PDF nederst på denne side.

Baggrund (forkortet)

At få en livstruende sygdom ind på livet kan opleves som en trussel. Sygdommen ryster fundamentet for ens dagligdag og forventningerne til det liv, man kendte.

Mennesker, der har fået kræft, skal ikke kun håndtere behandlingen, dens bivirkninger og de fysiske senfølger, der kan påvirke hverdagen. Disse ændringer kan medføre varierende psykiske reaktioner, som fx spænder fra mild tristhed, træthed og vrede til svære symptomer på angst og depression.

Det er således vigtigt at adressere psykiske reaktioner og udfordringer i rehabiliteringen.

Psykiske forhold er nært forbundne med sociale og eksistentielle forhold, som alle omtales i Kræft og psykesessionen, der er baseret på en psykoedukativ og støttende tilgang.

Formål

Formålet med aktiviteten Kræft og psyke er at bidrage til deltagernes mestring af hverdagslivet.

Deltagerne skal:

  • Blive bevidste om de mest almindelige psykiske reaktioner på sygdom, behandling og følgevirkninger
  • Opnå en bedre forståelse for deres egne reaktioner
  • Blive bevidste om coping-strategier og handlemuligheder, der kan være hensigtsmæssige i deres situation.

Indhold

Aktiviteten er gruppebaseret. Gennem korte oplæg formidles teori og empiri om psykiske reaktioner, sådan som de kan opleves i livet med og efter alvorlig sygdom.

Der tages udgangspunkt i deltagernes egne situationer med henblik på at lære om det almene i reaktionerne samt at spejle sig i de andres erfaringer. Det kan bidrage til at anerkende og legitimere de svære følelser, tanker og handlinger, som den enkelte måtte have oplevet og måske føler sig alene med.

Der faciliteres udtryk af følelser og støttende interaktioner mellem deltagerne, og de opmuntres til at bruge aktiv og problemfokuseret coping, hvor der arbejdes med at analysere et problem og overveje, hvilke muligheder der er for at tackle det.

Gennem dialogen i gruppen kan sessionen også opmuntre deltagerne til at turde se de nye ændrede vilkår i øjnene og slippe gamle forestillinger om fremtiden for i stedet at finde nye muligheder i de ændrede vilkår.

Denne viden arbejdes der videre med i øvelser i mindre grupper og i plenum.

Underviseren faciliterer dialog i gruppen, deltagernes udtryk af følelser og deres indbyrdes interaktioner.

Følgende emner adresseres:

  • Psykiske reaktioner ifm. livstruende sygdom
  • Følelser som vrede, tristhed, angst og glæde, håndtering af følelser
  • Psykiske lidelser, som angst og depression og behandlingsmuligheder
  • Selvopfattelse og identitet
  • Sociale relationer, herunder fx kommunikation i nære relationer og netværk.

Emner vægtes alt efter gruppesammensætningen og deltagernes behov.

Tids- og læringsrum

Aktiviteten ligger midt på 5-dagesopholdet, typisk om onsdagen.

På dette tidspunkt er gruppen etableret, og deltagerne er trygge ved hinanden. Dette er en forudsætning for åbne og personlige samtaler. Der er sat 150 minutter af til aktiviteten. Erfaringsmæssigt fungerer grupperne bedst, når de består af seks til 10 deltagere.

Efter 5-dagesopholdet sendes slides fra oplægget til deltagerne.

Kompetencer

Gruppen skal faciliteres af en psykolog eller fagperson med lignende kompetencer, der har specialviden om psykiske reaktioner ifm. livstruende sygdom.

Læs mere i rapporten (åbner e-magasin)

Download klinisk indsats nr. 9 som PDF