Bogen ’Livets afslutning i hospitalets verden’ beskriver, hvordan den basale palliation hver dag bliver sat i spil på afdelingerne på Sjællands Universitetshospital i Køge, Roskilde og Nykøbing Falster.
Projekter om og forskning i basal palliation på sygehusene kan være svær at komme i gang med. Men det betyder ikke, at der ikke foregår masser af god basal palliation på sygehusene.
Heidi Bergenholtz, lektor i basal palliation ved REHPA og Sjællands Universitetshospital, har været redaktør på bogen ’Livets afslutning i hospitalets verden’. Bogen kaster lys på nogle af de mange initiativer og ildsjæle, der bærer den basale palliation på Sjællands Universitetshospital i Køge, Roskilde og Nykøbing Falster.
I forordet til bogen skriver lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Morten Ziebell:
“Omsorg, nærvær og fordybelse har sværere og sværere kår, ikke kun i sundhedsvæsenet, men i samfundet generelt. Men disse begreber er særdeles vigtige antidoter til den [accelererede tidsalder som Hartmut Rosa omtalte denne tid]. Og uden dem vil selve essensen, der binder os mennesker sammen, forsvinde og efterlade os ensomme.”

– Vi ønsker at dele nogle af alle de mange initiativer til basal palliation, som, ildsjæle hver dag sikrer, sker rundt om på de forskellige afdelinger. Det behøver ikke være store forskningsprojekter eller innovative tiltag. Der sker så meget god basal palliation, som fortjener at få opmærksomhed. Ofte bliver de ting, som medarbejdere på hospitalsafdelingerne gør, usynlige, siger Heidi Bergenholtz.
Bogen er henvendt til alle med interesse i den palliative indsats. Den er skrevet af sygeplejersker og læger. Det sidste kapitel i bogen er skrevet af en pårørende, der fortæller om sin oplevelse med basal palliation.
Hvert kapitel er skrevet forskelligt – noget i dagbogsform, noget som erfaringsopsamling og andet som en mere teoretisk tilgang til basal palliation.
Et af kapitlerne handler om planlægning, udførelse og håndtering af det palliative sygeplejefaglige forskningsprojekt: Palliativ Nefrologisk Indsats (PALNEFI) på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Nykøbing Falster. Kapitlet giver i dagbogsform et indblik i, hvordan det er at skulle forske, arbejde i klinikken og udvikle praksis på samme tid.
– Jeg håber, at bogen kan inspirere andre til at tage fat på den basale palliation. Vi vil gerne fortælle, at basal palliation ikke behøver at begynde med stort anlagt projekter. Samtidig ønsker vi at skildre, hvordan sådanne projekter kan lade sig gøre i en travl hverdag. Bogen er en antologi, hvor alle forfattere giver deres perspektiv på, hvad basal palliation er i deres hverdag, fortæller Heidi Bergenholtz.
Bogen kan frit downloades som PDF via Region Sjællands hjemmeside