Spring til hovedindhold

Kursus om ’Kilder til mening – kortmetoden’

Du lærer at anvende ‘Kilder til mening – kortmetoden’ i rehabilitering, hvor patienter/borgere lever med eller efter en livstruende sygdom. Derudover hører du om baggrunden for metoden og afprøver den. Du får dit eget sæt kort og undervisningsmateriale, så du kan implementere metoden i din egen praksis. Derudover tilbyder vi efterfølgende virtuel sparring i gruppe, hvor dine erfaringer med metoden i din egen praksis reflekteres og giver inspiration til dig selv og andre.

’Kilder til mening – kortmetoden’ er en forskningsbaseret metode udviklet af Tatjana Schnell og Peter la Cour til at understøtte den enkeltes mulighed for at kortlægge og udforske kilder til personlig mening og dermed et mere meningsfuldt liv med mere retning og mindre eksistentiel lidelse.

Gennem årene er metoden videreudviklet til et gruppekoncept i REHPA Forskningsklinik. I forskningsklinikken bruges denne metode i arbejdet med at identificere værdibaserede engagerede handlinger mod et meningsfuldt liv. Identifikation af værdier er en vigtigt del af tilgangen ’Acceptance and Commitment Therapy’ (ACT).    

Målgruppe

Sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer, læger m.v. ansat i kommuner og regioner, der arbejder med patienter og borgere med livstruende sygdomme i både gruppebaserede og individuelle rehabiliteringsindsatser i kommuner, det nære sundhedsvæsen, senfølgeklinikker, specialhospitaler etc.     

Kursusprogram

08.30: Lokaler tilgængelige m. kaffe og bolle/frugt

09.00: Introduktion til dagen, kursister og undervisere v. sygeplejerske, cand.scient.san. Anne Egelund Petersen, REHPA

09.30: Livstruende sygdom, eksistens og Kilder til mening-kortmetoden v. psykolog, lektor Nina Rottmann, Syddansk Universitet

10.15: Kaffepause

10.30: ’Kilder til mening – kortmetoden’ som gruppemetode. Identifikation af egne værdier, som fundament for værdibaserede engagerede handlinger i rehabilitering v. psykolog, ph.d. Christina Maar Andersen, REHPA

12.30: Frokostsandwich

13.15: ’Kilder til mening – kortmetoden’ som gruppemetode. Identifikation af egne værdier, som fundament for værdibaserede engagerede handlinger i rehabilitering v. psykolog, ph.d. Christina Maar Andersen, REHPA 

14.15: Kaffe m. sødt

14.30: Brug af ’Kilder til mening – kortmetoden’ i patient-pårørende samtaler ifm. kommunal hjerterehabilitering. Erfaringer fra et igangværende forskningsprojekt v. Nina Rottmann

15.00: Aftaler vedr. sparring på implementeringspraksis, evaluering, kursusbevis og afslutning v. Anne Egelund Petersen

15.30: Tak for i dag.

Udbytte

Kurset giver dig:

  • Viden om den eksistentielle dimension i rehabilitering, hvor målgruppen er patienter/borgere med livstruende sygdomme.
  • Kompetencer til at anvende ’Kilder til mening – kortmetoden’ i din praksis med at understøtte patientens/borgernes egne værdier og mening individuelt og i gruppeinterventioner.
  • Redskabet ’Kilder til mening – kortmetoden’ samt undervisningsmateriale, der understøtter din brug af metoden i gruppesammenhæng i rehabilitering.
  • Tilbud om deltagelse i sparringsgruppe og virtuel sparring v. underviser/kursusleder x 1 – afviklet før den 1. februar 2027.  
  • Kursusbevis.
  • Forplejning.

Undervisere

Nina Rottmann er lektor ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og klinisk psykolog med praksisuddannelse inden for sundheds- og rehabiliteringspsykologi. Ninas forskning fokuserer på livet med kronisk eller livstruende sygdom, med særlig vægt på relationelle og eksistentielle temaer. Hun undersøger bl.a., hvordan vi kan støtte mennesker i at skabe personlig mening i livet med sygdom tæt på – både individuelt og i nære relationer.

Christina Maar Andersen er ph.d. og klinisk psykolog ved REHPA med praksisuddannelse inden for sundheds- og rehabiliteringspsykologi. Christina har mange års erfaring i arbejdet med mennesker, der lever med livstruende eller kronisk sygdom. Christina arbejder med udgangspunkt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), hvor værdier er et grundlæggende element. Christina har fokus på, hvordan mennesker kan leve med det, der er svært, og samtidig bevarer retning og handlekraft i forhold til det, der er vigtigt for dem. Hun er optaget af, hvordan ACT, som tilgang og terapi, kan støtte mennesker i at håndtere lidelse, fastholde håb og skabe livskvalitet og mening i livet.

Kursusleder

Anne Egelund Petersen er forløbsleder og underviser i REHPA Forskningsklinik, uddannet sygeplejerske og cand.scient.san. Anne har flere års erfaring med undervisning i indsatser inden for rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdom, herunder har hun arbejdet med ’Kilder til mening – kortmetoden’ i klinisk praksis på REHPA.

Praktiske oplysninger

Dato: Fredag den 2. oktober 2026 kl. 09.00-15.30. Kaffe fra kl. 08.30.

Sted: REHPAs rehabiliteringslokaler på Nyborg Sygehus, Vestergade 17B, 5800 Nyborg. Brug hovedindgangen og følg skiltene til REHPA Rehabiliteringsophold.

Varighed: 1 dag fra 09.00-15.30 i REHPAs lokaler, der er tilgængelige fra kl. 08.30.

Forplejning: Der serveres formiddagsbolle, sandwich, frugt, kaffe/te og vand. 

Pris: Kursuspris inklusive forplejning 1.250 + moms.
Betaling sker via elektronisk fakturering fra Odense Universitetshospital, Region Syddanmark.

Kurset afvikles med minimum 16 deltagere. I modsat fald bliver kurset aflyst.

Tilmelding sker via Conference Manager senest den 1. september 2026. Der er begrænset antal pladser, der købes efter først til mølle-princippet.
Har du særlige kosthensyn meldes de separat via kort skema i SurveyXact – også senest den 1. september 2026.

OBS: Tilmelding er bindende. Bliver du forhindret, kan du give din plads til en kollega, send information til rehpa@rsyd.dk

Ved tilmelding bliver du spurgt, om du planlægger at implementere denne metode i din praksis. Dette af hensyn til planlægning af den efterfølgende sparring i gruppe.

Arrangører og kontakt

Har du spørgsmål angående kurset, kan du kontakte:

Christina.Maar.Andersen@rsyd.dk – psykolog og underviser på kurset.

Til top