Spring til hovedindhold

Temadag: Civilsamfundsindsatser ved livstruende sygdom

Deltag i REHPAs gratis temadag den 19. november 2026 fra kl. 10.00-15.30 hos REHPA, Nyborg i Træningssalen.

På temadagen formidler REHPA-forskere resultater fra en ny kortlægning. Derudover deler danske og internationale forskere viden om:

  • frivilligt arbejdes særlige karakter
  • navigatorindsatser
  • frivilligt arbejde, der bidrager til, at mennesker med alvorlig sygdom får den nødvendige hjælp og støtte. 

Der er gratis ubegrænset parkering ved Nyborg Sygehus. Kommer du med tog, tager det ca. 15 minutter at gå til REHPA. Det er også muligt at fange en bus fra stationen.

Målgruppe

Alle er velkomne.

Målgruppen er særligt civilsamfunds- og offentlige aktører med interesse for samarbejdet om mennesker berørt af livstruende sygdom, fx patientorganisationer, koordinatorer i kommuner og på hospitaler.

Program

09.30: Ankomst – morgenkaffe & brød

10.00: Velkomst & intro til dagens indhold v. Ane Bonnerup Vind, videncenterchef, REHPA

10.10: Hovedresultater fra REHPA-kortlægningen ’Civilsamfundsindsatser relateret til livstruende sygdom’ v. Vibeke Graven, seniorforsker, REHPA og Jette Thuesen, lektor, REHPA

Hvad kan civilsamfundet bidrage med, når livstruende sygdom er en del af livet? Med afsæt i kortlægningens hovedresultater rejser oplægget en række spørgsmål til diskussion om indsatsernes primære indhold, målgrupper samt samarbejdet mellem civilsamfunds- og offentlige aktører.
Kortlægningen er baseret på hjemmesideanalyse, spørgeskemaundersøgelse samt kvalitative interviews.

11.00: Pause

11.15: ”Vi kommer for at være” – om frivillige vågeres omsorg for personer ved livets afslutning v. Laura Skifter Andersen, analytiker i Sundhed og Ældreliv, VIVE
Vågetjenesternes formål og motto er, at ingen skal dø alene, medmindre de selv ønsker det. Frivillige i de danske vågetjenester er til stede ved døende personer, hvis der ikke er pårørende, eller hvis de pårørende har brug for støtte eller aflastning. I modsætning til fagprofessionelle, som ofte ”kommer for at gøre”, er vågeres opgave ”at være”: at yde nærværende omsorg i livets afslutning. Men hvad betyder det ”at være” hos et døende menneske som frivillig våger?
Oplægget tager afsæt i rapporten ’At være med døden – Om danske vågeres uformelle omsorg ved livets afslutning’ (link til PDF), der udkom i maj 2026.

12.00: Frokost

12.45: Frivillige som navigatorer for ældre mennesker med kræft – erfaringer fra EU NAVIGATE v. Davide Ferraris, principal investigator, LILT Milano, Italien og Maja Furlan De Brito, seniorforsker, Coimbra Universitet, Portugal
Hvordan kan frivillige hjælpe ældre mennesker med kræft og deres pårørende med at finde vej i et komplekst sundhedssystem?
Det er omdrejningspunktet for EU NAVIGATE, et EU-finansieret projekt der udvikler og afprøver frivilligbaseret støtte i seks europæiske lande. Med spørgsmålet ”Hvad er vigtigst for dig i dag?” som udgangspunkt tilbyder uddannede frivillige støtte, hjælper med at skabe overblik og finde relevante tilbud og styrker mennesker med kræft og deres pårørende i at træffe beslutninger om deres behandling og hverdag.
Oplægget deler erfaringer og læring fra projektet med særligt fokus på samarbejdet mellem forskning, kræftorganisationer og civilsamfund i Portugal og Italien.
Oplægget er på engelsk.

13.45: Pause

14.00: Potentialer og barrierer ved samspillet mellem den frivillige og den offentlige sektor på sundhedsområdet v. Bjarne Ibsen, professor emeritus, Syddansk Universitet
Den frivillige sektor har stor betydning for et sundt liv. Men frivilligheden kunne have meget større betydning, hvis den frivillige sektor ”reformeres”, så foreninger og frivillige i højere grad engagerer sig på sundhedsområdet. For det første er der behov for mange flere lokalt baserede foreninger og grupper, hvor frivillige kan engagere sig indenfor sundhed og sygdom. Undersøgelser viser, at forholdsvis få foreninger og frivillige yder en indsats i forhold til sygdom og forebyggelse. For det andet er der behov for bedre rammer for samarbejdet mellem den frivillige og den offentlige sektor på sundhedsområdet. Nyere forskning viser, hvad der er fremmende for et sådant samarbejde.

14.45: Kaffepause

15.00: Fremtidsperspektiver, udfordringer og forandringspotentialer i det fremtidige samarbejde mellem civilsamfunds- og offentlige aktører om indsatser relateret til livstruende sygdom v. Vibeke Graven, seniorforsker, REHPA og Jette Thuesen, lektor, REHPA

15.30: Tak for i dag.

Praktisk information

Gå via Nyborg Sygehus’ hovedindgang og følg skiltene til REHPA Rehabiliteringsforløb til Træningssalen.

Der er gratis ubegrænset parkering ved Nyborg Sygehus.

Kommer du med toget, tager det ca. 15 minutter at gå fra Nyborg Station.

Tilmelding

Tilmelding sker via Conference Manager senest den 8. november 2026.

Hvis du har særlige kosthensyn, skal du melde det via dette korte skema i SurveyXact senest den 8. november 2026.

Til top