Den 6. maj 2026 kl. 13-15 inviterer REHPA til gratis webinar om helhedspleje med et rehabiliterende sigte – indledende vurdering af borgerens behov og situation. Webinaret afvikles via Webex – tilmeldte modtager link pr. mail på dagen for webinaret.
Helhedspleje er et centralt element i den nye ældrelov. Med helhedsplejen skal borgerne modtage en helhedsorienteret indsats med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte, hvor den enkelte borgers behov og livssituation står i centrum. Det er ikke nyt, men for mange kommuner giver overgangen til helhedspleje en anledning til at udvikle indsatser og tilgange yderligere – herunder den indledende vurdering.
Hvordan foretager vi den indledende vurdering, så vi får den nødvendige viden om borgerens tilstand, situation, behov og ønsker, så vi kan tilrettelægge og udføre helhedsplejen, så den er netop forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende? Det er mange kommuner optagede af.
På dette webinar hører vi fra nogle af kommunerne.
Formålet er at dele viden og erfaringer om den indledende vurdering, som helhedsplejen skal baseres på. Derudover er formålet – om nødvendigt – at understøtte videre udvikling og eventuel netværksdannelse.
Målgrupperne for webinaret er:
13.00: Velkommen v. Jette Thuesen, lektor, REHPA
13.05: Rehabilitering i den ny ældrelov v. Heidi Hesselberg Lauritzen, specialkonsulent, Kommunernes Landsforening, Sundhed & Ældre
Med den nye ældrelov og indførelsen af helhedspleje får kommunerne større frihed til at organisere, tilrettelægge og udmønte indsatserne lokalt og efter borgernes behov. Kommunerne skal sikre, at helhedsplejen bygger på et stærkt forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Når kommunerne systematisk arbejder forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende, styrker det både borgernes mulighed for at mestre eget hverdagsliv og bidrager til en mere bæredygtig ældrepleje. Det kræver systematiske vurderinger af borgernes behov og potentialer – og at rehabilitering fastholdes som et grundlæggende fagligt ståsted i tilgange, indsatser og forløb.
13.10: Borgerrejsen – en rød tråd i borgerens forløb v. Katrine Lund Kragbak, specialkonsulent, Sundhedsstyrelsen, Enhed for Ældre og Demens
Sundhedsstyrelsen udgav i 2025 videns- og inspirationspakken om helhedspleje. Som en del af pakken er der udviklet en borgerrejse, der illustrerer særlige situationer, som kan udspille sig i et helhedsplejeforløb.
Borgerrejsen er udviklet af Sundhedsstyrelsen med råd og vejledning fra ledere og medarbejdere, der arbejder med helhedspleje i praksis, samt fra pårørende med erfaring på området.
Sundhedsstyrelsens videns- og inspirationspakke peger på, at en god opstart er udgangspunktet for at understøtte en helhedsorienteret indsats og skabe en rød tråd i borgerforløbet – både for borgere, der bor i eget hjem, og for borgere på plejehjem.
13.20: SViRE – PRO-skema til et nuanceret billede af borgerens situation v. Gorm Riisager Rabølle, specialkonsulent, Slagelse Kommune, Sundhed og Ældre
Slagelse Kommune har udviklet og tester lige nu det borgerrettede PRO-skema ’SViRE’. SViRE anvendes forud for visitation, re-visitation og i forbindelse med opfølgning. Skemaet bygger primært på evidensbaserede og validerede spørgeskemaer, som knytter sig til rammebetingelserne i Sundhedsstyrelsens ’Håndbog om rehabilitering’. Formålet er at give et nuanceret billede af borgerens situation ved udfyldelse af de 13 pleje- og omsorgstilstande i FS3. Skemaet inddrager borgerens egen oplevede funktionsevne, understøtter visitators dialog og vurdering samt giver mulighed for løbende monitorering af, om rammebetingelserne opfyldes, og om der er behov for revurdering.
13.40: Værdibaserede beslutninger på et solidt grundlag v. Helene Honoré, Specialkonsulent, ph.d., Aarhus Kommune, Magistraten for Sundhed og Omsorg, Pleje- og Rehabilitering, Distrikt Nord
I Aarhus Kommune anvender vi strukturerede og systematiske vurderinger af funktionsevne med WHODAS 2.0 som en del af helhedspleje-vurderingen. Vi har gennemført to prøveprojekter og bevæger os imod en bred opskalering. WHODAS 2.0 giver os mulighed for at følge borgerens funktionsevne over tid. Det styrker vores beslutningskompetence og skaber tydeligere indikationer for handling – også i dialoger med pårørende og borgere, hvor ulighed i sundhed og ydelser ellers let kunne forekomme. På langt sigt forventer vi gevinster som tidligere opsporing af skrøbelighed foruden en mere ensartet og faglig styrket praksis.
14.00: Pause
14.10: Opstartssamtalen – et greb i sikringen af helhedspleje? v. Simone Guri Isja Holst Larsen, faglig konsulent, Greve Kommune, Sundhed og Pleje
Hvordan skaber vi en god og fælles start på borgerens forløb i helhedsplejen? I Greve har vi arbejdet med udviklingen af en ny ”opstartssamtale”, i forbindelse med vores omstilling til faste tværfaglige teams og helhedspleje. Der vil være fokus på formål, proces og de erfaringer vi har gjort os.
14.30: Erfaringsudveksling i breakout rooms og online opsamling
Grupperne drøfter erfaringer og mulige behov for netværk og/eller en temadag.
14.50: Kort opsamling på onlinesvar og evt. videre initiativer
15.00: Tak for i dag.
Webinaret er gratis.
Du tilmelder dig senest den 6. maj 2026 kl. 09.00 via Conference Manager.
Tilmeldte deltagere modtager link til webinaret i Webex på mail om formiddagen på dagen for afholdelsen.