Spring til hovedindhold

At være med det svære – en ACT baseret tilgang

Forfatter: Christina Maar Andersen, klinisk psykolog, ph.d., REHPA

Baggrund

At leve med og efter kræft indebærer ofte en række komplekse og langvarige fysiske, psykiske og sociale udfordringer. Nye undersøgelser og dokumentation peger på et betydeligt behov for indsatser, der adresserer senfølger og understøtter kræftoverleveres livskvalitet og mentale sundhed (1, 2).

Ifølge Barometerundersøgelsen (åbner PDF), 2023, der er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse (2), oplever en stor andel af kræftoverlevere vedvarende belastninger, som:

  • Træthed
  • Angst
  • Depression
  • Frygt for tilbagefald.

Dette stemmer overens med fund i REHPAs egne opgørelser, der viser et markant omfang af psykologiske og eksistentielle problemstillinger i tiden efter et kræftforløb (1).

Sundhedsstyrelsen har gennem en række publikationer (3, 4) dokumenteret, at senfølger efter kræft er udbredte og kan påvirke både fysisk og psykisk funktionsevne. Nye kliniske og tværgående retningslinjer om generelle senfølger (går til dmcg.dk), der er udgivet i sommeren 2025, fremhæver især et psykologisk symptombillede, hvor depression, angst og frygt for tilbagefald udgør et symptomcluster, med depression som en særlig ”driver” i udviklingen af psykiske senfølger (5).

Ifølge de europæiske, kliniske retningslinjer fra ESMO (6) kan en kræftdiagnose opleves som en dybtgående trussel, der ryster grundlaget for den syges hverdag og udfordrer individets forventninger til livet. Det stemmer overens med tidligere teoretiske beskrivelser af eksistentielle kriser (7, 8). Mange kræftoverlevere beskriver følelser af kontroltab, identitetsforandringer, belastninger i nære relationer samt et behov for at (gen)finde mening og retning i livet (9, 10).

Disse forandringer kan føre til en bred vifte af reaktioner – fra midlertidig nedtrykthed og træthed til alvorligere tilstande, som angst og depression (9, 10, 11). Symptomerne kan være vedvarende og i nogle tilfælde kroniske. De har konsekvenser for både aktivitet, deltagelse og funktionsevne i hverdagslivet og på arbejdsmarkedet. Det er derfor centralt, at rehabiliteringsindsatser anerkender og adresserer både de psykiske og eksistentielle behov, der opstår efter et kræftforløb.

De psykiske, sociale og eksistentielle aspekter er nært forbundne og integreres i indsatsen, som tager afsæt i en psykoedukativ og støttende tilgang (12, 13).

Indsatsen bygger desuden på principperne i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), en metode der i flere videnskabelige studier har vist sig effektiv til at fremme psykologisk tilpasning hos mennesker med kræft (14, 15). Se evt. yderligere på siden om REHPA som kontekst i afsnittet Acceptance and Commitment Therapy som fælles tilgang på tværs af professioner.

Formål

Formålet med indsatsen At være med det svære er, at:

  • Støtte deltagerne i at leve et så meningsfuldt liv som muligt – på trods af de fysiske, psykiske og eksistentielle belastninger, som et kræftforløb kan medføre.

Indsatsens varighed er justeret ud fra deltagernes behov og respons. Tidligere blev indholdet gennemført som én samlet indsats på 150 minutter, hvilket viste sig at være belastende for flere deltagere – både energimæssigt og psykisk. Forløbet er derfor blevet opdelt i to kortere indsatser á hver 75 minutter samme dag:

  • Formiddagssession: Psykiske reaktioner i et kræftforløb. Her formidles viden om almindelige psykiske og eksistentielle reaktioner i forbindelse med en kræftdiagnose, med fokus på normalisering og fælles genkendelse.
  • Eftermiddagssession: At håndtere svære tanker og følelser. Denne del er mere praksisnær. Her introduceres deltagerne til konkrete øvelser inspireret af ACT, med fokus på at kunne håndtere tanker og følelser uden at lade sig styre af dem.

Indhold

Den samlede indsats introducerer deltagerne til de mest almindelige psykiske reaktioner på livstruende sygdom, herunder senfølger og behov for rehabilitering.

Hensigten er, at deltagerne opnår øget forståelse for deres egne følelsesmæssige reaktioner. Samtidig præsenteres de for konkrete redskaber og strategier, der kan hjælpe dem til at håndtere svære tanker og følelser i hverdagen og dermed bidrage til at øge deres livskvalitet.

Gennem korte oplæg formidler underviseren teori og empiri om psykiske reaktioner, som de kan opleves i livet med og efter kræft.

Der tages udgangspunkt i deltagernes egne situationer med henblik på at lære om det almene i reaktionerne samt at spejle sig i andres erfaringer.

Når deltagerne deler erfaringer, kan det skabe genkendelse og fællesskab – og samtidig hjælper erfaringsudvekslingen med at anerkende og legitimere de svære følelser og tanker, som mange tidligere har stået med alene (16).

Gruppedialogen understøtter en proces, hvor deltagerne opmuntres til at forholde sig åbent til de nye livsvilkår og gradvist give slip på tidligere forestillinger om fremtiden – for at kunne identificere og forfølge nye muligheder i det liv, der er opstået på baggrund af sygdommen.

Det faglige indhold forankres og udfoldes yderligere gennem øvelser i mindre grupper og i plenum. Øvelserne indgår i deltagernes arbejdsark (PDF).

Underviseren faciliterer dialogen, støtter deltagernes følelsesmæssige udtryk og understøtter deres indbyrdes interaktion.

Deltagerne arbejder med alle seks ACT-kerneprocesser:

  1. Accept
  2. Kontakt med nuet
  3. Defusion
  4. Selvet som kontekst
  5. Værdier
  6. Engagerede handlinger (17).

Se evt. yderligere på siden om REHPA som kontekst i afsnittet Acceptance and Commitment Therapy som fælles tilgang på tværs af professioner.

Deltagere, der vurderes meget psykisk belastede – evt. af anden psykisk sygdom – og hvis screeningsdata, ifølge de indsamlede PRO-data (patientrapporterede oplysninger), indikerer opmærksomhed på bl.a. angst og depression, får i den individuelle samtale adresseret dette for at afklare yderligere behov for behandling.

Læs mere om indsamling af data forud for rehabiliteringsforløbet på siden om REHPA som kontekst via dette link.

Tids- og læringsrum

Indsatsen er gruppebaseret og gennemføres bedst i grupper på seks til 10 deltagere – et format der balancerer mulighed for deltagelse med plads til fordybelse.

Indsatsen er opdelt i to à hver ca. 75 minutter, som afholdes på tredjedagen af forløbets første ophold – én om formiddagen og én efter frokost.

Underviseren overvejer, hvordan deltagere og underviser er placeret i forhold til hinanden i lokalet, så alle kan se hinanden, men med særligt fokus på at der er en naturlig øjenkontakt med underviseren, da nogle deltagere foretrækker dette, når der tales om et sårbart emne.

Underviseren skal ses som formidler af teori, empiri og øvelser samt facilitator for interaktionen mellem deltagerne.

Indsatsen veksler mellem faglige oplæg fra underviseren, dialog mellem deltagere og underviser, bl.a. gennem inddragelse af deltagernes egne erfaringer, samt øvelser fra ACT-metoden (17).

Samspillet mellem deltagerne er vigtigt og vægtes derfor højt, da aktiv deltagelse fremmer læring og trivsel (19). At kunne spejle sig i andre, dele erfaringer, normalisere sine oplevelser og få inspiration til strategier til at leve et meningsfyldt liv bidrager til deltagernes øgede følelse af kontrol og handlekraft (20, 21).

Efter aktiviteten modtager deltagerne slides fra oplægget som støtte til refleksion og eventuel opfølgning.

Kompetencer

Indsatsen bør varetages af en psykolog eller anden fagperson med tilsvarende kvalifikationer og specialviden om de psykiske reaktioner, der kan opstå ved livstruende sygdom.

Det er desuden vigtigt, at underviseren har erfaring med procesledelse, undervisning og facilitering af gruppeprocesser med mennesker, der lever med eller efter kræft.

Det kræver omhyggelig kontekstafklaring at understøtte en tryg og meningsfuld proces, hvor svære emner kan deles og rummes i fællesskab med blik for den enkeltes behov for støtte og dermed både faglighed og empati.

Tilpasning

Tilpasning af indsatsen sker gennem deltagernes inddragelse af egne erfaringer og reaktioner, som bruges aktivt i dialogen og i de ACT-baserede øvelser.

Indholdet tilpasses desuden løbende i gruppen, når deltagernes delinger åbner for temaer og perspektiver, der gøres relevante og meningsfulde for fællesskabet.

Materialer

Du er velkommen til at bruge REHPAs materiale helt eller delvis i dit møde med borgere, der lever med eller efter kræft:

Ønsker du at indsætte REHPAs slides helt eller delvist i din organisations PowerPoint-skabelon? Så kan du gøre følgende:

  • Markér de ønskede slides i den downloadede fil.
  • Kopiér slidesene (fx CTRL+C).
  • Åbn en tom PPS-skabelon eller den præsentation, hvor slidesene skal indgå.
  • Indsæt ved at højre-klikke der, hvor du vil indsætte slidesene, og vælg: Brug destinationstema.
  • Det kan give anledning til få justeringer af farver eller tekststørrelser.

Referencer

  1. Refer, I. F., Hulsbæk, S., Jarlbæk, L., Bonnerup Vind, A., & Mikkelsen, T. B. (2024). Rehabiliteringsbehov hos mennesker med livstruende sygdom: Opgørelse af selvrapporterede rehabiliteringsbehov blandt deltagere i forløb ved REHPA Forskningsklinik 2018–2023 (REHPA-notat, februar 2024). REHPA – Videncenter for Rehabilitering og Palliation. https://www.rehpa.dk/wp-content/uploads/2024/02/Notat_CORNER_final.pdf
  2. Kræftens Bekæmpelse. (2023). Kræftpatienters behov og oplevelser med sundhedsvæsenet under udredning og behandling: Barometerundersøgelsen 2023, del 1. Kræftens Bekæmpelse.
  3. Sundhedsstyrelsen. (2017). Vidensopsamling på senfølger efter kræft hos voksne (ISBN: 978-87-7104-919-0).
  4. Sundhedsstyrelsen. (2018). Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. https://www.sst.dk/udgivelser/2018/Forloebsprogram-for-rehabilitering-og-palliation-i-forbindelse-med-kraeft
  5. Christiansen, P., Christensen, P., Jensen, A. B., Johansen, C., & Zachariae, B. (2025). Introduktion til kliniske retningslinjer for generelle, tværgående senfølger efter kræft og kræftbehandling. (Klinisk retningslinje/Clinical Practice Guideline). Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut/Danske Multidisciplinære Cancergrupper. https://www.dmcg.dk/siteassets/kliniske-retningslinjer/opdelt-paa-dmcg/tvargaende-retningslinjer/introduktion-til-kliniske-retningslinjer-for-generelle-senfolger-29-08-2025.pdf
  6. Grassi L, Caruso R, Riba MB, Lloyd-Williams M, Kissane D, Rodin G, McFarland D, Campos-Ródenas R, Zachariae R, Santini D, Ripamonti CI; ESMO Guidelines Committee. Electronic address: clinicalguidelines@esmo.org. Anxiety and depression in adult cancer patients: ESMO Clinical Practice Guideline. ESMO Open. 2023 Apr;8(2):101155. doi: 10.1016/j.esmoop.2023.101155. Epub 2023 Mar 14. PMID: 37087199; PMCID: PMC10163167.
  7. Jacobsen, B. (1998). Eksistensens psykologi. København: Hans Reitzel.
  8. Yalom, I. D. (1980). Existential psychotherapy. New York, NY: Basic Books.
  9. Zachariae, B., & Mehlsen, M. (Red.). (2020). Livet efter kræft: Senfølger og andre udfordringer efter afsluttet kræftbehandling. FADL’s Forlag.
  10. Pedersen, S. S., Roessler, K. K., Andersen, T. E., Johnsen, A. T., & Pouwer, F. (Eds.). (2022). Textbook of Applied Medical Psychology: A multidisciplinary approach. Syddansk Universitetsforlag.
  11. Brochmann, N., Flachs, E. M., Christensen, A. I., Bak, M., Andersen, C. L., Juel, K., … Rottmann, N. (2019). Anxiety and depression in patients with Philadelphia-negative myeloproliferative neoplasms: A nationwide population-based survey in Denmark. Clinical Epidemiology, 11, 23–33. https://doi.org/10.2147/CLEP.S162688
  12. Classen, C. C., & Spiegel, D. (2011). Supportive-expressive group psychotherapy. In M. Watson & D. W. Kissane (Eds.), Handbook of psychotherapy in cancer care (pp. 105–117). Chichester: John Wiley & Sons.
  13. Fawzy, F. I., & Fawzy, N. W. (2011). A short term, structured, psychoeducational intervention for newly diagnosed cancer patients. In M. Watson & D. W. Kissane (Eds.), Handbook of psychotherapy in cancer care (pp. 119–135). Chichester: John Wiley & Sons.
  14. Mathew, A., Doorenbos, A. Z., Jang, M. K., & Hershberger, P. E. (2021). Acceptance and commitment therapy in adult cancer survivors: A systematic review and conceptual model. Journal of Cancer Survivorship, 15(3), 427–451.
  15. Kanzler, K. E., Robinson, P. J., McGeary, D. D., Mintz, J., Kilpela, L. S., Finley, E. P., McGeary, C., Lopez, E. J., Velligan, D., Munante, M., Tsevat, J., Houston, B., Mathias, C. W., Potter, J. S., & Pugh, J. (2022). Addressing chronic pain with Focused Acceptance and Commitment Therapy in integrated primary care: Findings from a mixed methods pilot randomized controlled trial. BMC Primary Care, 23(1), 77. https://doi.org/10.1186/s12875-022-01690-2
  16. Bruun, Meldgaard Louise; Hauptmann, Line Kirstine (2021).  Kognitiv remediering. Dansk psykologisk forlag.
  17. Harris, R. (2021). ACT – Teori og praksis. Acceptance and Commitment Therapy. Dansk Psykologisk Forlag.
  18. Glintborg, C. (Ed.). (2021). Rehabiliteringspsykologi: en introduktion i teori og praksis. Aarhus Universitetsforlag. ISBN 9788771842647.
  19. Simovska, V., Jensen, J. M., & Carlsson, M. (Eds.). (2024). Sundhedspædagogik i sundhedsfremme (2. udg.). Gads Forlag.
  20. Davison, K. P., Pennebaker, J. W., & Dickerson, S. S. (2000). Who talks? The social psychology of illness support groups. American Psychologist, 55(2), 205–217. https://doi.org/10.1037/0003-066X.55.2.205
  21. Docherty, A. (2004). Experience, functions and benefits of a cancer support group. Patient Education and Counseling, 55(1), 87–93. https://doi.org/10.1016/j.pec.2003.08.002

Udgivet marts 2026. Senest opdateret marts 2026.

Del
Del pa Facebook
Del pa mail

Måske også noget for dig …

Til top