Forfatter: Cathrine Mikkelsen, fysioterapeut, yogalærer og master i naturbaseret terapi og sundhedsfremme, REHPA
Baggrund
Fysisk aktivitet og bevægelse er i dag en vigtig del af rehabiliteringstilbuddet til mennesker, der har eller har haft kræft, og kan være med til at forbedre kræftpatienters livskvalitet under og efter behandlingen (1).
For generelle senfølger efter kræft anbefales fysisk aktivitet enten superviseret eller på egen hånd, herunder kredsløbstræning af moderat til hård intensitet, funktionel styrketræning eller en kombination heraf som en del af et multikomponent program, der retter sig mod kræftrelateret træthed (fatigue), psykisk belastning i form af angst og depression samt kognitive udfordringer (2-8).
Mennesker med kræft, der har palliative behov og fx fatigue, anbefales fysisk aktivitet med større opmærksomhed mod superviseret træning (9).
Desuden anbefaler Sundhedsstyrelsen, at ældre over 65 år, i tillæg til de generelle anbefalinger for fysisk aktivitet, træner deres balance og bevægelighed min. tre gange om ugen (10).
Brug af naturen inden for sundheds- og rehabiliteringsområdet vinder i disse år frem (11).
Et scoping review af Olson et al. (12) viser, at både det at opholde sig i naturen og deltagelse i naturbaseret rehabilitering, understøtter fysisk aktivitet, social interaktion og livskvalitet med positiv effekt på parametre som aerob fitness, stress, angst og depression samt fatigue hos kræftoverlevere. Det viser endvidere, at naturen opleves som den vigtigste ressource til mestring af et kræftforløb, da naturen tilbyder en tryg ramme, der stimuler til refleksion og aktivitet, hvori nye perspektiver kan opstå (12).
I en dansk kontekst, arbejder flere af landets kommuner i dag med systematisk inddragelse af naturen i rehabiliteringsindsatser til mennesker med forskellige diagnoser, herunder kræft (11). Erfaringerne viser bl.a., at det at inddrage naturen synes at have potentiale til at øge deltagernes evne til at genetablere forbindelsen til det omgivende samfund, samt øger deres selvvurderede oplevelse af trivsel, livskvalitet, fysisk form og mentalt helbred (13, 14).
Ortega-Goméz et al. konkluderer ligeledes i et systematisk review, at udendørs fysisk aktivitet forbedrer kræftoverleveres fysiske og mentale helbred og øger deres motivation for motion (15).
Med udgangspunkt i ACT som tilgang og den enkeltes værdier, som fundament for forandring, er målet at motivere deltagerne til mere aktivitet i hverdagen for at fremme deres funktionsevne og livskvalitet. Du kan læse yderligere på siden om REHPA som kontekst i afsnittet Acceptance and Commitment Therapy som fælles tilgang på tværs af professioner og om værdier og handleplaner i indsatsen af samme navn via dette link.
Formål
Formålet med indsatsen Fysisk aktivitet og bevægelse i naturen er, at deltagerne:
- gennem forskellige bevægelsesaktiviteter i naturen motiveres til mere fysisk aktivitet i hverdagen for at vedligeholde eller fremme funktionsevnen – med udgangspunkt i den enkeltes formåen, værdier og ønsker.
- får viden om og erfaringer med fysisk aktivitet og bevægelse i naturen.
- oplever et socialt fællesskab gennem fysisk aktivitet og bevægelse i naturen.
- oplever tryghed under fysisk aktivitet og bevægelse i naturen.
Indhold
Følgende elementer indgår i denne kliniske indsats, der kan tilpasses det lokale naturmiljøs muligheder:
- Introduktion til formål, herunder hvordan naturen kan bruges til at understøtte fysisk aktivitet og bevægelse i hverdagen.
- Kort overblik over indhold.
- Opvarmning, der skal vække kroppen, forberede deltagerne, skabe stemning, opnå nærhed, blødgøre vævet og varme led og muskler op.
- Gang/løb i forskelligt tempo og på forskelligt terræn/underlag, eksempelvis bakker/skrænter, samt andre øvelser med fokus på kredsløbstræning.
- Øvelser med fokus på funktionel styrketræning med brug af elementer i naturen, hvor det er muligt, eksempelvis mavebøjninger siddende på en stor sten, armbøjninger op ad et træ.
- Øvelser med fokus på bevægelighed, koordination og balance med brug af elementer i naturen, eksempelvis forskelligt terræn/underlag, balancesten eller lignende.
- Sanseøvelser med brug af naturens indtryk/stimuli, fx lyde, dufte og kropslige fornemmelser.
- Udstrækning og afspænding.
- Afrunding og refleksion over oplevelser og erfaringer fra dagens session, og hvordan deltagerne kan bruge dette, når de kommer hjem.
Underviseren tilpasser løbende undervisningen undervejs samt tilbyder og instruerer i individuelt tilpassede modifikationer af øvelserne efter behov.
Valg af længde, terræn og tempo for gå- eller løbetur kan ligeledes justeres efter behov, og der kan forekomme variationer i, hvordan de enkelte elementer vægtes i sessionen alt efter deltagernes forudsætninger og terrænets muligheder samt skiftende vejrforhold.
Du finder inspiration og links til relevante øvelser i det udleverede arbejdshæfte (download arbejdsarket som PDF).
Tids- og læringsrum
Den kliniske indsats gennemføres som gruppeundervisning med max 10 deltagere pr. hold.
Indsatsen foregår på 5-dagesopholdet og varer 75 min. i alt.
Indsatsen finder sted udendørs ved REHPA Forskningsklinik i Nyborg, hvor der er et større grønt rekreativt område, der hører til Nyborg Sygehus. Området er langt og åbent med spredt beplantning, som inkluderer et blandet plant og bakket græsområde med enkelte klynger af træer og buske. Det grønne område grænser op til et fredet område med stier omkring voldanlægget ved Nyborg Slot.
Kompetencer
Indsatsen varetages af en fysioterapeut, der har indsigt i kræftsygdomme, behandling og senfølger, og som på den baggrund er i stand til at forholde sig anerkendende til de forudsætninger, de enkelte deltagere måtte have.
Der kræves desuden erfaring med holdundervisning i naturen, herunder didaktisk og pædagogisk erfaring med instruktion og tilpasning af aktiviteter til omgivelsernes muligheder og begrænsninger.
Materialer
Du er velkommen til at bruge REHPAs materiale helt eller delvis i dit møde med borgere, der lever med eller efter kræft:
Indsatsen opererer ikke med undervisningsslides.
Referencer
- Martínez-Vizcaíno, V., Cavero-Redondo, I., Reina-Gutíerrez, S., Gracia-Marco, L., Gil-Cosano, J.J., Bizzozero-Peroni, B., Rodriguez-Artalejo, F., Ubago-Guisado, E. (2023). Review Comparative effects of different types of exercise on health-related quality of life during and after active cancer treatment: A systematic review and network meta-analysis. Journal of Sport and Health Science. 2023;12:726-738. doi: https://doi.org/10.1016/j.jshs.2023.01.002
- Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (2025a). Kræftrelateret træthed. Screening, udredning og behandling af patienter over 18 år, der har afsluttet primær behandling. Kliniske Retningslinjer, Kræft Version 1. Tilgået online (18.09.2025): Kræftrelateret træthed – Screening, udredning og behandling af patienter over 18 år, der har afsluttet primær kræftbehandling
- Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (2025b). Angst, depression og frygt for tilbagefald af kræft – Screening, vurdering og håndtering. Kliniske Retningslinjer, Kræft Version 1. Tilgået online (18.09.2025): Angst, depression og frygt for til-bagefald af kræft – Screening, vurdering og håndtering
- Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (2025c). Kognitive vanskeligheder efter kræft- og kræftbehandling – Screening, vurdering og behandling. Kliniske Retningslinjer, Kræft Version 1. Tilgået online (18.09.2025): Kognitive vanskeligheder efter kræft- og kræftbehandling – Screening, vurdering og behandling
- Fabi, A., Bhargava, R., Fatigoni, S., Guglielmo, M., Horneber, M., Roila, F., Weis, J., Jordan, K. & Ripamonti, C. I., on behalf of the ESMO Guidelines Committee (2020). Cancer-related fatigue: ESMO Clinical Practice Guidelines for diagnosis and treatment. Ann Oncol. June 2020;31(6):713–23.
- Grassi, L., Caruso, R., Riba, M.B., Lloyd-Williams, M., Kissane, D., Rodin, G., McFarland, D., Campos-Ródenas, R., Zachariae, R., Santini, D., Ripamonti, C.I. (2023); ESMO Guidelines Committee. Electronic address: clinicalguidelines@esmo.org. Anxiety and depression in adult cancer patients: ESMO Clinical Practice Guideline. ESMO Open. 2023 Apr;8(2):101155. doi: 10.1016/j.esmoop.2023.101155. Epub 2023 Mar 14. PMID: 37087199; PMCID: PMC10163167.
- iPAAC (Innovative partnership for action against cancer) (2021). Guide: Practices and recommendations for the management of cognitive impairment after cancer. Tilgået online (18.09.2025): practices-recommendations-cancer-cognitive-impairements.pdf
- Mustian, K., Lacchetti, C, Suzanna, Z., & Bower, J.E. (2024). Management of fatigue in adult survivors of cancer: American Society of Clinical Oncology – Society for Integrative Oncology (ASCO-SIO) Guideline Update Clinical Insights. ASCO JCO Oncol Pract. Vol 20, issue 12. doi: https://doi.org/10.1200/OP.24.00372
- DMCGpal (2018). Fysisk træning til lindring af cancerrelateret fatigue (CRF) – hos patienter over 18 år, der har kræft og er i tidlig og sen palliation. Sekretariatet for Kliniske Retningslinjer på Kræftområdet, RKKP. Tilgået online 17.04.2025: https://www.dmcg.dk/siteassets/kliniske-retningslinjer—skabeloner-og-vejledninger/kliniske-retningslinjer-opdelt-pa-dmcg/dmcg-pal/dmcg-pal_fysisk_traning_crf_281020.pdf
- Sundhedsstyrelsen (2024). Anbefalinger om fysisk aktivitet for ældre 65+. Tilgået online: 19.09.2025: Anbefalinger om fysisk aktivitet for ældre: 65+ | Fagperson | Sundhedsstyrelsen
- Madsen, L. S., Poulsen D. V., Sørensen, T. B., Vibholm, P., Mygind, O., Maribo, T. (2022). Vi skal mere ud: Grønbog om naturen som ressource i sundhedsindsatser. 1. udgave, 1. oplag. Aarhus: Rehabiliteringsforum Danmark.
- Olson, E. R. T., Olson, A. A., Discoll, M., Vermeesch, A. L. (2023). Nature-Based Interventions and Exposure among Cancer Survivors: A Scoping Review. Int J Environ Res Public Health. 2023 Jan 29;(20):2376. DOI: 10.3390/ijerph20032376
- Andkjær, S., Klein-Wengel, T. T., Ishøj, A. & Petersen, C. B. (2021). Being and doing in the outdoors brings something extra! Evaluating the Danish Healthy in Nature Project, International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-being, 16:1, 1983947.https://doi.org/10.1080/17482631.2021.1983947
- Jensen, L. B., Elnegaard, C. (2021). Projekt – Aktiv i Naturen [Internet]. [tilgået 15. september 2022]. Tilgængelig hos: https://sundhed.svendborg.dk/sundhedshus/ projekt-aktiv-i-naturen
- Ortega-Gómez, S., Di Bartolo, L., Velissari, J., Gomes, B., Pusa, S., Thaller, J., Papakonstantinou, S., Kirkar, M., Iannitto, E., Moura, N., Nogueira, C., Ponce-González, J.G., Baxter, R., Tavares, P., Vantarakis, A., Bianco, A., Carbonell-Baeza, A., Jiménez-Pavón, D.; OACCUs consortium. Exploring the health benefits of outdoor exercise for cancer survivors: a systematic review of more than 700 individuals. Syst Rev. 2025 May 7;14(1):101. doi: 10.1186/s13643-025-02834-y. PMID: 40336008; PMCID: PMC12057126.
Udgivet marts 2026. Senest opdateret marts 2026.