På Gudenå Hospice har de siden 2022 afprøvet en række ergoterapeutiske indsatser, og nu kan medarbejderne ikke forestille sig et hospice uden en fast ergoterapeut. Projektet er mundet ud i en fastansat ergoterapeut og en manual, der kan inspirere andre hospicer til at gå samme vej.
– Vi ville gerne have mere rehabiliterende perspektiver ind på vores hospice. Når vi havde ’Livskvalitetssamtaler’ med patienterne, var det tydeligt, at flere havde drømme om forskellige aktiviteter og om at bevare deres funktionsniveau så længe som muligt, fortæller Karen Sloth, sygeplejeske og master i rehabilitering.
– Patienterne ønskede ikke blot at ligge under dynen, og derfor ansatte vi en ergoterapeut til et projekt, der skulle bidrage ind i den rehabiliterende tilgang, supplerer Kirsten Ørom Larsen, hospiceleder på Gudenå Hospice
I tre år har Eike Farmann Nielsen, ergoterapeut, afprøvet syv forskellige interventioner med fokus på at øge patienternes oplevelse af livskvalitet og med ergoterapeutisk faglighed.
– Patienterne oplever en tilfredsstillelse i at være deltagende i dagligdags aktiviteter og at kunne være aktivt deltagende i deres liv så længe som muligt, fortæller Eike.
Hun fortsætter:
– Der er forskel på, hvilke aktiviteter patienterne ønsker at lave. Nogen finder stor glæde, lindring og får ro på deres nervesystem ved at deltage i kreative aktiviteter. Det kan give en pause hos dem, hvis de for eksempel har meget angst.
Mange af patienterne og deres pårørende oplever også stor glæde ved at kunne deltage i måltider så længe som muligt, uden de skal bruge unødigt mange kræfter på det.
Rigtig mange patienter har et stort ønske om selv at kunne varetage deres personlige hygiejne eller måske blot dele af den. Det lader sig ofte gøre, når aktiviteten og omgivelserne tilpasses deres ændrede funktionsniveau. Patienterne fortæller, at det giver dem en oplevelse af kontrol og mulighed for at holde fast i deres værdighed.
De syv interventioner, Eike Farmann Nielsen har afprøvet, fokuserer på ADL aktiviteter – almindelige dagligdags aktiviteter, glædesskabende aktiviteter (kreative aktiviteter), indsatser mod dysfagi – vanskeligheder med at spise og drikke – og en intervention mod neurologiske udfordringer.
De afprøvede interventioner er:
Interventionerne bliver beskrevet i en manual, der beskriver projektet. Manualen er en inspiration til, hvordan andre hospicer kan arbejde med ergoterapeutiske tiltag.
Det treårige projekt er mundet ud i en fastansættelse af ergoterapeuten på Gudenå Hospice.
– Den ergoterapeutiske tilgang supplerer de andre faggrupper utroligt godt. Især sygeplejerskernes arbejde suppleres godt. Først var nogen lidt bekymrede for, om en ergoterapeut kunne komme til at overtage de sjoveste eller mest inspirerende af sygeplejeopgaverne, men alle i huset kan se en mening med det ergoterapeutiske blik i hverdagen, siger Kirsten Sloth.
Thilde Bødtker, der er udviklingssygeplejerske, tilføjer:
– Jeg synes, vi lærer af Eikes tilgang til patienterne, og det gør en forskel, at hun er i huset. Hvis ikke hun er her, så mangler vi hendes måde at arbejde med patienterne.
Som det er lige nu, er der ikke andre hospicer i Danmark, der har fastansat en ergoterapeut.
– Jeg kan slet ikke forestille mig at have et hospice uden en ergoterapeut tilknyttet. Alle patienter kan have glæde af en ergoterapeutisk tilgang til deres forløb, indskyder Karen Sloth, der er sygeplejerske på Gudenå Hospice.
Alle fire ansatte ved Gudenå Hospice understreger, at det er vigtigt, at det er en ergoterapeut, der har særligt fokus på en rehabiliterende tilgang i sit arbejde.
– For mange patienter og deres pårørende er det konfronterende at opleve funktionstab, og det kræver, at man står godt på sin egen faglighed, og jeg har erfaret, at min neurofaglige baggrund er særdeles brugbar ind i det palliative arbejde på hospice, siger Eike Farmann Nielsen.
Fra starten af projektet har professor Karen la Cour været tilknyttet projektet. Hun har bidraget med faglig vejledning og god støtte gennem hele projektperioden, fortæller Eike.
I løbet af projektperioden har der også været tilknyttet en kandidatstuderende, der så nærmere på, om og hvilken værdi patienterne oplevede ved at udfører kreative aktiviteter.
Projektgruppen har præsenteret projektet på EAPC2025 (European Association of Palliative Care) verdenskongres i Finland.
– Vi er nysgerrige på, hvordan de bruger ergoterapeuter andre steder. Og når ikke der er andre hospicer i Danmark med en fast tilknyttet ergoterapeut, er det dejligt at kunne få inspiration og sparring fra andre lande. Vi har opbygget et lille internationalt netværk, hvor vi kan sparre med ergoterapeuter fra Australien, Canada og Litauen, siger Eike Farmann Nielsen.
Hvis du vil vide mere om projektet eller have indblik i manualen, er du velkommen til at kontakte Gudenå Hospice. Find kontaktinformationer via deres hjemmeside