Basal palliation er kommet langt – men der er stadig plads til forbedringer

Anitas oplevelser med basal palliativ indsats i forbindelse med sin søsters sygdomsforløb blev afsættet for konferencen:

Den basale palliation er kommet langt de seneste 20 år. Men der er fortsat behov for at udvikle kvaliteten og sørge for, at indsatsen når ud til de mennesker, der har brug for den. Det var et centralt budskab, da 180 deltagere mødtes til konference om kvalitet i basal palliation arrangeret af REHPA, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Kræftens Bekæmpelse

– For 20 år siden kom vi for sent i gang, hvis vi overhovedet kom i gang. Forløbene var ikke koordinerede, og vi kaldte det ikke palliation på de medicinske afdelinger. Vi er kommet langt, men er vi kommet langt nok? Det er ikke nok, at vi kan se det i databaser og på grafer, for at vi er kommet langt nok, skal udviklingen kunne mærkes hos patienterne og borgerne.

Sådan sagde Heidi Bergenholtz, lektor ved REHPA, da hun på konferencen gav en status på kvaliteten i den basale palliation.

Selvom den basale palliation har fået større opmærksomhed, og der også er fulgt økonomiske midler med til at føre initiativer ud i livet, er der stadig potentiale til at udvikle feltet. Bl.a. er det stadig oftest mennesker med kræft, der modtager basal palliation, selvom der er kommet større opmærksomhed på palliative behov hos mennesker med andre diagnoser.

Samtidig er det vigtigt at udvikle og anvende data på kvalitet uden at miste blikket for de sider af palliationen, der ikke umiddelbart kan måles.

– Der er et nødvendigt fokus på at måle på den basale palliative indsats, men det er vigtigt, at vi husker, at ikke alt kan måles. Databaser over bl.a. kvaliteten af indsatsen er vigtige, men de kan ikke stå alene, sagde Heidi Bergenholtz.

Nye kvalitetsstandarder skal styrke indsatsen tæt på borgeren

En del af kvalitetsudviklingen skal ske tættere på borgerne. På konferencen løftede Sundhedsstyrelsen sløret for indholdet i de kommende kvalitetsstandarder for kommunal sygepleje og basal palliation i kommunerne. Standarderne er i høring og forventes udgivet den 1. december 2026 og at træde i kraft den 1. januar 2027.

Standarderne lægger fx vægt på, at palliative behov skal identificeres og vurderes løbende – uanset borgerens diagnose.

–  Det er ikke afhængigt af en diagnose, om en borger har behov for en palliativ indsats. Om en borger har behov for en palliativ indsats, kan identificeres med forskellige redskaber, som SPICT eller Surprise Question. Det er også vigtigt at få borgerens egen vurdering af symptomer og livskvalitet, når det er muligt. Og det skal gentages, når situationen ændrer sig, sagde Helle Stentoft Dalum, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

Kvalitetsstandarderne lægger også op til, at alle medarbejdere i den kommunale sygepleje skal have grundlæggende viden om palliation, og at der skal være adgang til faglig sparring.

Det er vigtigt, fordi medarbejdere i den kommunale sygepleje ofte varetager opgaverne alene i borgerens hjem.

–  Det, der foregår tæt på borgeren, skal styrkes, og det skal nationale rammer være med til at sikre. Den kommunale sygepleje får en central rolle i at sikre tryghed, kontinuitet og lindring for borgerne. Der er mange opgaver, hvor medarbejdere står alene i borgerens hjem. Her er sparring vigtig, så både medarbejdere og borgeren føler sig trygge, sagde Helle Stentoft Dalum.

Viden skal omsættes til praksis – på tværs af sektorer

Nationale rammer og kvalitetsstandarder er én del af kvalitetsudviklingen. En anden er at viden bliver omsat til ændringer i den daglige praksis.

Det arbejder KiAP – Kvalitet i Almen Praksis – bl.a. med gennem såkaldte klyngepakker. Det er faglige forløb, som praktiserende læger kan bruge på deres klyngemøder til at drøfte ny viden, implementering i klinikken og erfaringer med kolleger.

Ifølge Thomas Bo Drivsholm, lægefaglig leder hos KiAP, spiller praktiserende læger en vigtig rolle i den basale palliation. Men det kræver samarbejde på tværs af sundhedsvæsnets sektorer at sikre sammenhængende forløb.

–  På hospitalet har de fokus på den sygdom, patienten er blevet indlagt med. Hos den praktiserende læge kommer patienten ikke kun med sin diabetes, men måske også andre sygdomme og problemer, som betyder, at fokus på at hjælpe er et andet sted. Og i kommunen har de fokus på funktionsniveauet; kan borgeren selv komme ud af sengen, på toilettet og til sociale ting?

De forskellige faglige perspektiver er nødvendige, men de skal bringes sammen, hvis borgeren skal opleve et sammenhængende forløb.

– Selvom vi har fokus på forskellige ting, mangler der ikke vilje til at samarbejde på tværs. Det svære er at skabe fælles data, fælles rum og fælles forståelse, sagde Thomas Bo Drivsholm.

Han afsluttede sit oplæg med en personlig betragtning:

–  Læger kan i løbet af få minutter nå at udveksle uendeligt mange informationer om en patient gennem en mundtlig overlevering. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen. Vi skal have fokus på at flytte information fremfor at flytte patienten.

Samarbejde og systematik skal styrke kvaliteten

Efter de 3 plenumoplæg kunne deltagerne på konferencen vælge mellem 4 forskellige parallelsessioner.

I konferencens 4 parallelsessioner blev der sat fokus på, hvordan kvaliteten i den basale palliation kan styrkes i praksis. Der var desuden særligt fokus på betydningen af tidlig indsats, systematisk behovsvurdering og bedre planlægning.

Sessionerne handlede om:

• Tidlig og systematisk palliativ indsats
• Den nære palliation: kommune i front
• Sammen om den sidste tid: tværsektoriel planlægning i praksis
• Integrerede modeller og rettidig palliativ indsats på tværs af det basale og specialiserede niveauer

En vigtig pointe var, at lindring er en fælles opgave, der kræver tværfagligt samarbejde og koordinering – både i kommunerne, på hospitalerne og i almen praksis. Det gælder ikke mindst i forbindelse med udskrivelse af mennesker i den sidste levetid, hvor grundig planlægning er afgørende for, at patienter og pårørende oplever tryghed og sammenhæng.

Også behovet for at tænke den basale og specialiserede palliation tættere sammen blev fremhævet. En mere behovstilpasset tilgang, hvor samarbejdet mellem de forskellige niveauer styrkes, kan være med til at sørge for, at mennesker med palliative behov får den rette indsats på det rette tidspunkt – uanset diagnose og sygdomsforløb.

Kvalitet handler også om det, der ikke kan måles

På tværs af dagens oplæg og sessioner stod en central pointe tilbage:

Kvalitet i basal palliation handler både om systematik, faglige kompetencer og sammenhæng i patientforløbene. Men kvalitet handler også om det enkelte menneskes behov, oplevelser og livskvalitet – og om de menneskelige og eksistentielle aspekter af palliationen, som ikke altid kan indfanges i data og målinger.

Konferencen blev rundet af med et inspirationsoplæg ved professor emeritus Christian Busch, tidligere hospitalspræst på Rigshospitalet. Med afsæt i palliationens menneskelige og eksistentielle dimensioner satte han fokus på alt det, der ikke kan måles – hverken i palliationen eller i livet og døden.

– Kunsten i den medicinske samtale er at kunne bevæge sig med patienten gennem det bakkede landskab, som deres følelser kan være, når de er alvorligt syge. Peter Kemp sagde: lidelse udelukker ikke lykke. Jeg mener, at palliationen kan være med til at skabe et rum, hvor der er plads til begge dele, sagde Christian Busch.

En del af palliationen er at tale med patienten eller borgeren om døden og om ønsker til fremtidig pleje og behandling. Men den samtale skal, ifølge Christian Busch, foregå på det rigtige tidspunkt.

– Vi skal være opmærksomme på, at samtalen finder sted, når patienten er klar til det. Det er overgreb, hvis vi tvinger patienten til at tale om den forestående død, men det er et undergreb ikke at tilbyde at tale med patienten om døden.