En ny kortlægning fra REHPA giver et samlet overblik over civilsamfundsindsatser for mennesker berørt af livstruende sygdomme og tilstande.
Indsatserne bidrager bl.a. med psykosocial og eksistentiel støtte, praktisk hjælp og fællesskaber. Der er dog også udfordringer med at nå alle målgrupper. Og der er brug for fortsat at arbejde med, hvordan civilsamfund og offentlige aktører sammen kan udvikle indsatser, der matcher behovene hos mennesker berørt af livstruende sygdom.
For mennesker, der lever med livstruende sygdom, kan civilsamfundets indsatser være et vigtigt supplement til de offentlige tilbud. Frivillige organisationer og andre civilsamfundsaktører arbejder med støtte, nærvær og fællesskaber, der kan gøre en forskel i hverdagen – både for den sygdomsramte og de pårørende.
Det viser en ny kortlægning fra REHPA.
Kortlægningen undersøger:
Kortlægningen bidrager med et overblik over civilsamfundsindsatserne, deres målgrupper og samarbejdet med offentlige aktører.

– Civilsamfundsindsatserne kan ofte bidrage med en anden form for relation end de professionelle aktører. Det kan være nærvær, samtaler og fællesskaber, hvor der er plads til personen bag diagnosen. Indsatserne er særligt rettet mod at understøtte livskvalitet gennem psykosocial og eksistentiel støtte – det handler mere konkret om praktisk hjælp, samtaler og deltagelse i hverdagslivet for både patienter og pårørende, fortæller Vibeke Graven, seniorforsker ved REHPA og hovedforfatter til rapporten.
En frivilligkoordinator på et sygehus siger i rapporten:
”… den frivillige er jo den eneste i det her tværfaglige samarbejde, som ikke kender en diagnose, og det vil sige, at man møder personen. Og det giver jo den syge en frihed i at få lov til at være, kun Erna.”
Kortlægningen bygger på tre delstudier:
Målgruppen for rapporten er sundhedsprofessionelle, forskere, koordinatorer, planlæggere og andre, som fagligt beskæftiger sig med civilsamfundsindsatser for mennesker med livstruende sygdomme og tilstande.
Civilsamfundsindsatserne spænder bredt. Uddannelse og oplysning, sociale aktiviteter, individuel rådgivning og tilbud til pårørende er blandt de hyppigst registrerede indsatser hos de frivillige organisationer. Derudover indgår civilsamfundsaktører i bl.a. våge- og besøgstjenester, praktisk hjælp og aflastning samt aktiviteter, der understøtter fysisk aktivitet og deltagelse i hverdagslivet.
– Interviewene peger på, at indsatserne kan skabe mening i hverdagen, modvirke ensomhed og bidrage til lindring af de fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle belastninger, der kan følge med at være berørt af livstruende sygdom. Civilsamfundsaktører kan desuden fungere som brobyggere, der hjælper mennesker med at navigere i sundhedsvæsnet og skabe større sammenhæng i deres sygdomsforløb, siger Vibeke Graven.
Selvom der findes en bred vifte af tilbud, viser kortlægningen også, at ikke alle har lige adgang til civilsamfundets indsatser.
– Særligt mennesker med psykisk sårbarhed, mennesker i socialt udsatte positioner og mennesker med anden etnisk eller kulturel baggrund kan være vanskelige at nå. Det samme gælder mennesker, der ikke selv opsøger eller tager imod tilbud om støtte, siger Vibeke Graven.
Barriererne handler både om sociale, kulturelle og relationelle forhold og om mere praktiske og organisatoriske udfordringer. Det kan være manglende kendskab til tilbuddene, geografiske afstande, vanskeligheder med at rekruttere frivillige eller begrænsede muligheder for at følge op på kontakten til borgerne.
– Vores kortlægning peger med andre ord på, at civilsamfundet heller ikke når de grupper, som også kan være vanskelige at nå for det offentlige sundhedsvæsen. Det understreger behovet for, at offentlige og frivillige aktører samarbejder om at identificere behov og udvikle indsatser, der er tilpasset forskellige målgrupper, understreger Vibeke Graven.
Samarbejdet mellem civilsamfund og offentlige aktører varierer fra lokale, uformelle relationer til mere formaliserede samarbejder. Kortlægningen viser dog, at civilsamfundsaktørerne især inddrages, når indsatserne skal føres ud i livet. Ofte er de i mindre grad involveret i planlægning, idéudvikling og evaluering.
Samtidig er der forskel på, hvor vigtigt forskellige forhold vurderes at være for et godt samarbejde, og hvor udbredte de opleves at være i praksis. Det gælder fx klare aftaler om roller, opgaver og ansvar samt gensidigt kendskab og tillid mellem aktørerne.
– De ressourcer, der skal understøtte samarbejdet, spiller en væsentlig rolle. Bl.a. adgang til lokaler, økonomisk støtte, koordinatorfunktioner og tid til at samarbejde. Særligt civilsamfundsaktørerne oplever, at de tilgængelige ressourcer ikke matcher behovet, forklarer Vibeke Graven.
Et velfungerende samarbejde handler samtidig om at respektere, at frivillige og professionelle arbejder ud fra forskellige værdier og logikker.
– Det er vigtigt at værne om civilsamfundets særlige kvaliteter og undgå, at frivillige alene bliver en ressource til at løse offentlige opgaver, siger Vibeke Graven.
Kortlægningen peger på et behov for, at civilsamfundsaktører og offentlige institutioner i højere grad samarbejder om strategier for indsatser til mennesker berørt af livstruende sygdom.
Særligt 4 områder bliver fremhævet kortlægningen:
– Kortlægningen bidrager med et vidensgrundlag for de faglige og organisatoriske drøftelser af civilsamfundets rolle i rehabiliterende og palliative forløb – og hvilke rammer der skal til for at skabe et bæredygtigt samarbejde mellem civilsamfundet og det offentlige, siger Vibeke Graven.