Der er en stigende erkendelse af, at patientens pårørende er en vigtig ressource i alle faser af patientforløbet.
Familiesygepleje handler grundlæggende om at se patienten, men ”tænke familie”. Der er en stigende erkendelse af, at patientens pårørende er en vigtig ressource i alle faser af patientforløbet. Det går stærkt i det moderne danske sundhedsvæsen, og det meste af patienternes liv leves derhjemme med mere eller mindre sporadiske besøg hos/af sundhedsprofessionelle.
Alligevel har vi hængt bagefter med at betragte familien som en ressource, og hvordan bruges den ressource uden at misbruge den? Det er netop det, Familiesygepleje handler om.
Familiesygepleje er et internationalt anerkendt felt, som REHPA også har fokus på. Fredag den 11. november 2016 havde REHPA besøg af den internationalt anerkendte senior forsker, Elisabeth Coyne, sygeplejerske, ph.d. fra Griffith University i Brisbane, Australien. Elisabeth Coynes forskningsområde handler især om involveringen af hele familien, når et menneske bliver ramt af kræft.
Elisabeth har et tæt forskningssamarbejde med forsker Karin Dieperink fra REHPA, og deres fremtidige samarbejde vil fokusere på, hvordan hele familien involveres og støttes bedre i rehabilitering og palliation.