Se eller gense de tre oplæg fra webinaret.
REHPA inviterede fagpersoner, der beskæftiger sig med rehabilitering og/eller palliation til personer med livstruende sygdom i kommunal eller regional sammenhæng og undervisere, fx på professionshøjskoler og SOSU-skoler, til gratis webinar den 20. november 2025.
Webinaret fulgte op på udgivelsen af bogen ’Rehabilitering og Palliation – sammenhæng ved livstruende sygdom’ (2025) (link til PDF af bogen), der er et tillæg til ’Hvidbog om rehabilitering’.
Hvordan ser det ud, når vi koordinerer rehabilitering og palliation (KRP)? Hvem skal vi gøre det for, og hvorfor? Hvordan får vi det til at ske i praksis?
REHPAs lektor Jette Thuesen lagde ud med et oplæg om den teori og de begreber, der kommer i spil, når rehabilitering og palliation koordineres – fagligt og for en person med livstruende sygdom.
Herefter fortalte professor Lisbeth Minet, der arbejder på Geriatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital og på Klinisk Institut ved Syddansk Universitet, om, hvordan palliation og rehabilitering spiller sammen i den geriatriske patient Annas forløb.
Til sidst foldede Jette Thuesen ud, hvordan du kan arbejde med fortællingerne i en undervisningssituation på en uddannelse eller i en medarbejdergruppe ved hjælp af vignetmetoden.
I videoen finder du links til fortællingerne og bogen, så du let kan bruge de ressourcer, som oplægsholderne taler om.
Underteksterne er autogenerede, hvorfor der kan være fejl, men vi arbejder løbende på at kvalitetssikre dem.
På webinaret viste vi også en video med patientens stemme, hvor Dorte, der har uhelbredelig kræft, fortæller om sit forløb ved Odense Kommunes Center for Kræftrehabilitering og Palliation.