Man skal sgu tale med børn

Maria Aagesen, ph.d., cand.scient.fys. begyndte det sammenlagte netværksmøde med at fortælle om kræftrehabilitering til unge voksne.

Herefter fortalte Elisabeth Rokkjær Hammer, der er hospitalspræst i palliativt team og Børne og unge palliativt team på Odense Universitetshospital, om at tale med børn om håb og sorg.

– Håbet gror i set-heden. Det, ikke at blive set, kan vi ikke tåle, når vi er i sorg. Derfor er det vigtigt at blive ved med at se børn i sorg. Det er vigtigt at blive ved med at være nysgerrig og spørge dem, hvad der fylder i deres liv. Indimellem tror vi voksne, at vi ved, hvordan børn har det uden at spørge dem, sagde Elisabeth Rokkjær Hammer.

Vi har alle et ansvar

Elisabeth Rokkjær Hammer delte mange af de oplevelser, hun har haft som præst i det palliative team. Til daglig arbejder hun tæt sammen med Dorte T. Viftrup, psykolog, ph.d. ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet. Dorthe har forsket i børn, sorg og åndelig støtte til børn. Både forskning og erfaring peger på, at børn af alvorligt syge forældre har større risiko for at udvikle følelses- og adfærdsmæssige problemer end jævnaldrende kammerater med raske forældre. De kan få permanente problemer med tillid og relation. Hvis deres forældre dør, øger det risikoen for depression, posttraumatisk stress, affektive lidelser, fysiske helbredsproblemer og flere andre problemer, også i sociale relationer og uddannelse senere i livet.

Men risiciene kan minimeres, hvis børn og unge bliver støttet af voksne og får mulighed for at tale om deres eksistentielle og åndelige tanker i tiden op til og efter deres forældres død.

– Vi – alle os i sundhedsvæsnet samt lærere, pædagoger, ja alle har et ansvar for at se de her børn. Det kræver ikke meget, og alle kan gøre det. Det er vigtigt at spørge børnene, hvad de har lyst til, og hvordan de har det, og så skal vi lytte til, hvad de siger, fortalte Elisabeth Rokkjær Hammer.

Dorte T. Viftrup skriver: “Børn og unge efterlades ofte alene uden voksne til støtte og samtale om deres tanker om død, Gud, tro, efterliv, mening med det hele, håb, bekymring for fremtiden og identitet, både i forhold til deres almene dannelse og i mødet med særligt svære livsomstændigheder.”

Mangler sprog for eksistentielle emner

Elisabeth Rokkjær Hammer påpegede, at voksne (og børn) ofte har mistet noget sproglighed til at tale om eksistentielle emner. Det kræver, at man som voksen kan være i tristheden sammen med barnet eller den unge.

– Dorte plejer at sige, at vi er åndelige analfabeter. Vi skal være medarbejder på børns håb, og det kræver, at vi ikke altid gør noget, men også har mod til bare at være der sammen med barnet. Og nogen gange bare sidde ved siden af og se ned i afgrunden sammen med dem.

En af deltagerne på netværket pointerede, at det kan være svært for de studerende at have mod til at stå i de svære situationer.

– De studerende tror, de skal mere, end de skal. De skal egentligt blot have modet til at være der. Og hvis ikke de har mod til at tale om det svære for barnet, så kan de spørge ind til barnets hverdag, og hvad der interesser barnet. Jeg ved utroligt meget om neglelak og topcoating. Det er ikke altid, der er behov for at tale om det, der er svært. Der skal være plads til at tale om alt det andet også, lige fra heste og fodbold, til den kommende gymnasiefest. Det er de små håbsrum, der gør forskellen, sagde Elisabeth Rokkjær Hammer.

Meningsfulde håbsrum og relationer

Elisabeth fortalte om tre forskellige slags håb:

• Håb, som rettet mod noget konkret.
• Håb, som mening.
• Håb, som rækker ud over døden.

Det konkrete håb er, som Elisabeth sagde med et glimt i øjet, lægernes yndlings håb: ”Denne gang virker min mors kur” eller: ”Min far dør ikke af kræften, for han har altid været megastærk. Lægerne, de kan sige, hvad de vil.”

– Håb som mening, er det håb, der opstår i fælleskaber. Det er det håb, der spirer, der hvor der er omsorg. Det handler om at holde fast i, at livet kan give mening. Håb, som mening, har ofte noget med relationer at gøre. Det kan være svært at holde fast i, at livet kan give mening på trods, når man står midt i sorgen. Det skal vi andre hjælpe med, sagde Elisabeth.

Håbet, der rækker ud over døden, handler om at kunne have et fællesskab med den døde på trods af døden.

– Vi kan ikke fjerne dødens smerte, men der kan stå noget ved siden af. Vi kan finde en trøst i at have sendt den døde et sted hen, hvor de har det godt. Det behøver man ikke være religiøs for at tro på, fortalte Elisabeth.

Efter hendes oplæg diskuterede deltagerne, hvordan sundhedsprofessionelle fra SOSU-skolerne og professionshøjskolerne kan arbejde sammen om børn og unge, som er i berøring med rehabilitering eller palliation.

– Det passer godt ind i, hvad vores studerende og elever efterlyser. De oplever også at have kontakt med flere og flere yngre mennesker, der har brug for rehabilitering og/eller palliation.

Plads til bredde og monofaglighed

De to netværk for SOSU-skolerne og professionshøjskolerne har været slået sammen de sidste par gange for at skabe netværk på tværs af professioner.

– Det giver noget godt, at vi kan mødes på tværs af faglighederne. Det giver noget bredde til netværket, sagde en af deltagerne.

En anden supplerede:

– Det er godt, vi også har tid mere monofagligt. Begge dele giver rigtig god mening og er relevant. Det er inspirerende at komme her og høre om det seneste nye.

Næste netværksmøde bliver endnu et fælles møde. Det afholdes i Nyborg den 24. september 2025. Programmet er endnu ikke fastlagt, men det er allerede nu muligt at tilmelde sig