Naturen kan skabe rum for både mestring, lindring og livsglæde

Hvordan kan naturen bruges i rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdom? Og hvad sker der, når man skaber et rum, hvor deltagerne ikke først og fremmest skal tale om det svære, men kan være sammen om at gøre, sanse og opleve?

Det er nogle af spørgsmålene bag projektet Forbundet af Natur, hvor Center for Kræft og Sundhed København har udviklet metoden Naturbaseret Rehabiliterende Palliation. Metoden er udviklet med udgangspunkt i evidensbaseret praksis. Den er afprøvet i fem naturforløb for unge voksne mellem 25 og 45 år med uhelbredelig kræft.

En forskningsbaseret evaluering udarbejdet af Københavns Universitet viste, at deltagerne oplevede en signifikant større forbundethed til naturen, sig selv, andre, nuet og noget større. Evalueringen viste også signifikant reduceret belastning samt øget resiliens og vitalitet. Med andre ord – deltagerne fandt strategier til at finde ro og glæde i hverdagen.

Metoden er beskrevet i en metodeguide. Den skal gøre det muligt for andre fagpersoner at arbejde videre med naturbaseret rehabiliterende palliation.

– Det er en ny måde at arbejde med sociale og eksistentielle udfordringer uden at vi behøver være i hovedet og i samtalen, men deltagerne kan komme frem til nogle erkendelser på en anden måde, når vi er i naturen, siger Maria Fray, klinisk diætist, master i naturbaseret terapi og sundhedsfremme.

Maria Fray og Carina Wedell Andersen, specialkonsulent har været nogle af de drivende kræfter bag projektet.

Når rehabilitering og palliation mødes

For mennesker med livstruende sygdom kan belastningen være både fysisk, psykisk, social og eksistentiel. For unge mennesker rammer sygdommen på et tidspunkt, hvor identitet, relationer og forestillinger om fremtiden er under udvikling. Det kan skabe en særlig form for eksistentiel ensomhed.

I Naturbaseret Rehabiliterende Palliation er ambitionen ikke at vælge mellem rehabilitering og palliation. De to perspektiver tænkes sammen: Deltagerne har brug for hjælp til både at leve, mens de kan, og lindre den lidelse, der er forbundet med at vide at de skal dø. Ved at arbejde med det dobbelte perspektiv med mestring og lindring, bliver de virksomme mekanismer tæt forbundet og påvirker hinanden.

– Mennesker har ikke nødvendigvis et sprog for deres eksistentielle behov eller ved, hvad der kan lindre deres lidelse og sorg. Virkningsmekanismerne er komplekse, og det prøver vi at tilgodese med metoden.  Vi vil gerne skabe et rum, hvor deltagerne kan erfare og kan opdage, hvad der giver mening og lindring for dem. Derfor er der heller ikke fastlagt specifikke individuelle mål for deltagerne, siger Carina Wedell Andersen.

Mere gøren og væren – mindre fokus på at tænke og tale

Et centralt element i metoden er, at sygdommen ikke er i centrum. Deltagerne mødes om aktiviteter i naturen – det, der i metoden beskrives som et fælles tredje.

Det kan for eksempel være at bygge en hængekøje, arbejde med naturmaterialer eller lave sanselige øvelser. Aktiviteterne er tilrettelagt, så der både er noget, man gør, og plads til at være i og med naturen. Gennem naturen, aktiviteterne og fællesskabet kan deltagerne opleve forbundethed med naturen, sig selv, andre, nuet og noget større.

Det betyder også, at de eksistentielle temaer ikke nødvendigvis behøver at blive taget op som en samtale. Det er en vigtig pointe i arbejdet. Noget kan opstå gennem kroppen og sanserne, gennem en oplevelse eller et møde med naturen. Først bagefter bliver det til noget, man kan sætte ord på.

– Der opstår erkendelser man sjældent kan samtale sig til. Der er naturen en kæmpe gave, siger Carina Wedell Andersen.

Metodeguiden beskriver blandt andet, hvordan naturens skønhed kan give anledning til dybe indsigter, adgang til minder og giver en oplevelse af ro, som deltagerne ikke nødvendigvis selv har et sprog for.

– Målet med den rehabiliterende palliation er at reducere mængden af belastning og samtidig øge livsglæden blandt nogle meget belastede mennesker. Deltagerne har i evalueringen fortalt at de både har oplevet mere ro, glæde, håb og sågar lykke ved at opholde sig i naturen på denne måde, siger Maria Fray.

Et fællesskab, hvor sygdommen ikke fylder det hele

Fællesskabet er en anden central del af metoden.

For unge mennesker med uhelbredelig sygdom kan det være svært at føle sig hjemme i eksisterende rehabiliteringstilbud hvor gennemsnitsalderen blandt deltagerne er høj. De beskriver en særlig eksistentiel ensomhed, selv om de har familie, venner og kolleger omkring sig.

I naturforløbene mødes deltagerne med andre, der står i en lignende livssituation. Når man sidder omkring bålet, bygger noget sammen eller bevæger sig gennem naturen, kan samtalen opstå mere uformelt. Man kan bevæge sig ind og ud af det svære.

Det giver mulighed for både at være den, der lever med alvorlig sygdom, og bare at være det menneske man er.

Naturen som mere end en kulisse

I metoden er naturen ikke blot stedet, hvor forløbet foregår. Naturen er en aktiv del af metoden.

De konkrete aktiviteter tager blandt andet afsæt i naturens elementer – jord, luft, vand og ild – og i det, man kan sanse og erfare i naturen. Naturen kan samtidig fungere som en ramme for refleksion, forbundethed og nye perspektiver på livet.

– Forbindende facilitering er et centralt greb i metoden. Her skaber fagpersonerne samspil mellem menneske, natur og aktivitet. Metodens andet centrale greb er måden, hvorpå de omsorgsfulde rum og rammer holdes.  Virkningen opstår ikke nødvendigvis lineært, men i en dynamisk vekselvirkning, fortæller Carina Wedell Andersen.

En metode – ikke en færdig opskrift

Metodeguiden beskriver blandt andet metodens teoretiske afsæt, grundelementerne natur, menneske, eksistens og tid, den forbindende facilitering og en række konkrete aktiviteter. Den indeholder også råd om rum og rammer, rekruttering, valg af sted og planlægning af et naturforløb.

Men metodeguiden er ikke en konceptmanual, der kan kopieres én til én, men en guide til andre sundhedsprofessionelle med en naturfaglig overbygning, så de kan designe forløb for deres målgrupper.

Forløbet er designet til unge voksne med uhelbredelig kræft, men når metoden Naturbaseret rehabiliterende palliation skal anvendes til andre målgrupper, skal forløbet tilpasses den konkrete målgruppe, fagligheden og det naturmiljø, man arbejder i.

Det kræver derfor både faglighed, forberedelse og mod at arbejde med metoden. Når døden er med omkring bålet, skal fagpersonen kunne rumme, at der ikke altid findes et svar, der kan tales frem.

– Man skal kunne være med døden som fagprofessionel for at kunne holde det rum. Det er ikke et rum, hvor ting skal fikses og det er ikke en samtalegruppe, men et rum med plads til dybde og alvor men hvor der ofte alligevel kan skabes en let stemning med plads til grin. Vores erfaringer er at deltagerne finder lindring af deres eksistentielle ensomhed og lidelse, og de opdager skønhed og mærker glæde og taknemmelighed på trods af sygdom. Deltagerne mærker det og vi som fagpersoner kan observere det, siger Maria Fray.

Nyt forløb på vej

I Center for Kræft og Sundhed er ambitionen at fortsætte arbejdet med naturbaseret rehabiliterende palliation i naturforløb for unge voksne med uhelbredelig kræft. Næste forløb starter 3. marts 2027.

Læs mere om forløbet

Metodeguiden og den tilhørende digitale værktøjskasse Naturterapi på egen hånd skal være med til at gøre erfaringerne tilgængelige for andre fagpersoner, der ønsker at arbejde med naturen som en del af rehabilitering og palliation, så metoden udbredes i andre dele af landet og for andre målgrupper.

For måske kan noget af det, vi ellers forsøger at tale os frem til, også opstå på andre måder. I naturen.
I kroppen. Og i fællesskabet.

Det er intentionen at afholde en temadag om forløbet i løbet af 2027. Dato for en temadag vil blive delt på REHPAs medier.