Ny ph.d. sætter fokus på håbets betydning i rehabilitering
Håb er en vigtig del af rehabiliteringen. En ny ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet viser, at håb ikke blot er et ønsket resultat af rehabilitering, men noget der udvikler sig gennem hele rehabiliteringsforløbet, og som fagprofessionelle kan være med til at understøtte.
Camilla Højgaard Nejst har skrevet ph.d.-afhandlingen ’Hope in the rehabilitation of people with acquired brain injury’. Afhandlingen er gennemført som en erhvervs-ph.d. med afsæt i rehabiliteringspraksis på Neurorehabilitering – København og i samarbejde med Aalborg Universitet. Dermed kobler projektet forskningsbaseret viden og erfaringer fra den kliniske hverdag.
Afhandlingen bygger på et systematisk litteraturstudie, et etnografisk feltstudie og interviews med både mennesker med erhvervet hjerneskade og rehabiliteringsprofessionelle. Formålet har været at undersøge, hvordan håb opleves og praktiseres af personer med erhvervet hjerneskade igennem deres rehabiliteringsforløb, og hvordan rehabiliteringsprofessionelle undersøger, forholder sig til og responderer på dette håb i praksis. På tværs af studierne forstås håb ikke som en fast størrelse, men som en dynamisk, sanset og relationel praksis, der formes af tid, krop og relationer.
Afhandlingen understøtter den bio-psyko-sociale forståelse af rehabilitering, der også ligger til grund for Hvidbog om rehabilitering (link til PDF), hvor ”den enkelte persons behov, håb, ressourcer og hele livssituation skal danne afsæt for al aktivitet i rehabilitering”. Håb udgør dermed et centralt element i rehabiliteringsprocessen.
– Et centralt fund er, at håb ikke er en fast størrelse. Håb bevæger sig mellem optimisme og tvivl, mellem fremskridt og usikkerhed, og kan i perioder træde i baggrunden eller afløses af håbløshed. Derfor handler rehabilitering ikke blot om at støtte håb, men også om at kunne være til stede i de perioder, hvor håbet vakler, siger Camilla Højgaard Nejst.
Håb udvikler sig gennem rehabiliteringsforløbet
For mennesker med erhvervet hjerneskade handler håb derfor ikke nødvendigvis om at vende tilbage til livet, som det var før. Det handler i høj grad om gradvist at skabe mening, finde nye muligheder og udvikle troen på, at et meningsfuldt hverdagsliv fortsat er muligt.
– Håb forbindes ofte med at gøre fremskridt i rehabiliteringen og med forestillingen om at vende tilbage til livet, der det var før skaden. Men afhandlingen peger på, at håb også kan findes i de aktiviteter, relationer og erfaringer, som hjælper mennesker med at skabe mening og fodfæste i en forandret livssituation. Håb udvikler sig gennem hele rehabiliteringsforløbet og kan bevæge sig mellem håb og håbløshed, efterhånden som nye muligheder, udfordringer og erkendelser melder sig, fortæller Camilla Højgaard Nejst.
Håb er også en faglig opgave
Når håb forstås som en dynamisk og foranderlig del af rehabiliteringsforløbet, bliver det også en faglig opgave at være opmærksom på, hvordan håb kommer til udtryk, ændrer form og i perioder træder i baggrunden.
Afhandlingen peger på, at håb ikke uden videre kan skabes eller overdrages af andre. Rehabiliteringsprofessionelles opgave er snarere at få øje på, undersøge, forstå og respondere på de håbsprocesser, der udspiller sig gennem rehabiliteringsforløbet. Det indebærer også at kunne møde personen i de perioder, hvor håbet mindskes eller afløses af håbsløshed.
Denne del af afhandlingen retter særligt opmærksomheden mod de kompetencer og kvaliteter, som fagprofessionelle har brug for i arbejdet med håb. Resultaterne peger på, at det kræver sensitivitet og omsorg at respondere på håb, når det svækkes, og at disse kompetencer ikke altid indgår tydeligt i rehabiliteringsprofessionelles uddannelsesmæssige grundlag.
Arbejdet med håb og håbløshed kalder således ikke kun på funktionelle og praktiske rehabiliteringskompetencer. Det forudsætter også opmærksomhed på menneskets psykosociale og eksistentielle erfaringer samt relationelle kompetencer og kvaliteter, der gør det muligt at være nærværende og blive i situationer præget af usikkerhed, krise eller håbløshed.
Afhandlingen bidrager dermed med perspektiver, som kan supplere eksisterende rehabiliteringskompetencemodeller som for eksempel den Wade præsenterede i artiklen What attributes should a specialist in rehabilitation have? Seven suggested specialist Capabilities in Practice fra 2020.
– Vi taler ofte om håb som noget positivt, men håb og håbløshed er tæt forbundne. Hvis håb skal have en aktiv plads i rehabiliteringen, kræver det, at fagprofessionelle kan forstå og navigere i dette spænd frem for blot at forsøge at fastholde optimismen, siger Camilla Højgaard Nejst.
