Spring til hovedindhold

REHPA-forløb er som et ophold på Hogwarts

En vigtig del af REHPA-forløbene er mødet med ligesindede. En anden vigtig del er de værktøjer, deltagerne får, som gør en forskel i deltagernes hverdag.

Deltagerne på REHPAs forløb nævner, som regel, det helt unikke fællesskab, de oplever på REHPA, når de fortæller om forløbet. Dette fællesskab, følelsen af at blive forstået og at møde andre i samme situation, er også det, der har gjort størst indtryk på deltagerne på REHPA-forløbet for unge voksne mellem 18 og 39 år, der har eller har haft kræft.

– Jeg sammenligner det med at have været på Hogwarts, at være hos REHPA. Hos REHPA mødte jeg andre unge med kræft. De forstod mig, uden at jeg behøvede at forklare. Vi forstod hinanden, og hvad vi hver især har oplevet. Da jeg kom hjem efter opholdet, kunne jeg bedre være sammen med mine ”muggler”-venner, der ikke har samme forståelse for det at have haft kræft, siger Pernille Hartington.

Pernille og Daniel afsluttede deres på unge-forløb hos REHPA i maj 2023.

Pernille deltog på et unge-forløb i foråret 2023. Daniel Larsen var med på samme forløb og er enig med Pernille.

– Man føler sig hjemme og kan være sig selv på en anden måde. Jeg fik både energi og bedre værktøjer til at udtrykke, hvad jeg tænker og føler derhjemme. Derhjemme prøver jeg at tilpasse mig og skjuler nok også meget af det, jeg fik talt om hos REHPA. I mit netværk er jeg stemplet som “kræft-Daniel”. Hos REHPA var jeg bare Daniel, der har alle haft kræft, siger Daniel.

Mænd skal deltage noget mere i den slags forløb

Han kommer med en klar anbefaling:

Mænd skal deltage noget mere i den slags forløb. De får meget mere ud af det, end de kan forestille sig. Jeg har selv manglet nogen at spejle mig i, men det kunne jeg hos REHPA. Og det har været uvurderligt.

Daniel

Ud over det umiddelbare fællesskab fortæller både Pernille og Daniel, at opholdet gav dem nye værktøjer, som de bruger i deres hverdag.

– Jeg fik et boost og et spark til at tænke anderledes. Jeg blev motiveret til at handle og se på det, der er nu. Samtidig hjalp det mig til at erkende, at jeg ikke kommer tilbage til den, jeg var, men at jeg skal lære den, jeg er nu, at kende. Det er jeg slet ikke færdig med efter forløbet hos REHPA, men det hjalp mig godt på vej, siger Pernille.

Hun fortsætter:

– Vi fik nogle energiskemaer, som jeg bruger meget. Jeg er blevet mere bevidst om at lytte til og respektere kroppens signaler. Jeg er mindre dømmende over for mig selv og for andre. Der kan godt være ting, jeg ikke kan en dag, men det er ok. Der er et energiregnskab, der skal gå op, så det er ok, at jeg passer på mig selv.

Eksempel på et energiforvaltningsskema, der indgår på én af forløbets sessioner.

Også Daniel har ændret flere ting i sin hverdag efter forløbet.

– Jeg er blevet bedre til at leve i nuet og nyde øjeblikket. Det har hjulpet mig at skemalægge for en uge ad gangen. Så behøver jeg ikke tænke på, hvordan jeg forvalter min energi, men kan koncentrere mig om at være i nuet og nyde det. Samtidigt har det været godt at komme i gang med noget fysisk aktivitet igen og komme ned i kroppen. Det er ikke hård fysisk træning, men for mig har det været et startskud til at være mere aktiv, siger Daniel.

Spejler sig i jævnaldrene

Et REHPA-forløb kan meget, mener både Daniel og Pernille, men det kan ikke alt.

– Vi kan tale om det hele her. På sygehuset bliver alting meget kræftspecifikt, men på REHPA er der plads til den udvidede del. Alligevel kan jeg godt mangle redskaber til at håndtere panik- og dødsangst. Det kræver meget energi at holde frygten i skak i hverdagen. Til gengæld kunne jeg tale med de andre deltagere om det. Jeg er ikke den eneste, der er holdt op med at købe nye ting, fordi det jo er fjollet at bruge penge på, hvis jeg ikke er her til at bruge dem, siger Pernille.

Den frygt kender Daniel også.

– Man skal lære at navigere i det, og det er svært at holde op med at tænke, at min familie ikke har brug for, at jeg har købt en ny skjorte, hvis jeg alligevel ikke er her til at bruge den. Men her kender vi alle den følelse, siger Daniel.

At genkende sine egne tanker og bekymringer hos jævnaldrene har været vigtigt for Daniel.

– Vi har fælles tanker om sorg og frygt for tilbagefald. Der er mange ting, vi er uenige om, men det skiller os ikke ad. Det er rart at kunne spejle sig i nogle jævnaldrene og møde ligesindede. Jeg har opdaget, at alle de irrationelle tanker, jeg har, ikke er ualmindelige. Her kan jeg høre, at det er helt normale tanker i min situation, siger Daniel.

– Derhjemme er jeg blevet bedre til at søge omsorg og sige, når jeg gerne vil have en krammer. Det er rart og vigtigt at kunne, og jeg tror, det gør det lidt lettere for mine omgivelser. Filteret var væk på REHPA, og vi var mere ærlige, end vi er derhjemme. Det er nok noget, jeg tog med mig hjem og forsøger at gøre mere af dér også.

REHPA-forløb for unge voksne

Kender du en ung voksen mellem 18 og 39 år, der kunne have glæde af et rehabiliteringsforløb, som taler ind i livet som ung med kræft, så har REHPA Forskningsklinik to årlige forløb for målgruppen – ét i foråret og ét i efteråret. Du kan læse mere om REHPA-forløbet for unge voksne med eller efter kræft, og hvordan du henviser din patient på rehpa.dk.

Til top