Spring til hovedindhold

Tværsektorielt og tværfagligt samarbejde i børnepalliation

Det er vigtigt at give familier med livstruede eller livsbegrænsede syge børn mulighed for at få plads til hverdagen. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde i børnepalliationen. Det var temaet ved den årlige børnepalliations-dag.

Til den årlige temadag om børnepalliation summede samtalerne livligt. Spørgelysten til oplæggene var stor, og der blev erfaringsudvekslet i pauserne. Både pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, fysio- ergo-, musik og psykoterapeuter, psykologer, læger samt en enkelt jordemoder og en sundhedsplejerske var blandt deltagerne.

Deltagere ved den årlige temadag om børnepalliation

I år var temaet tværsektorielt og tværfagligt samarbejde. Det er en forudsætning for at skabe sammenhængende og meningsfulde forløb for familier med alvorligt syge børn.

Erfaringer fra Oslo: Børnepalliative teams tæt på familierne

I dagens første oplæg fortalte de to professorer Anette Winger og Heidi Holmen fra Oslo Metropolitan University om erfaringer med og forskningsresultater fra det børnepalliative ressourceteam i Søndre Nordstrand-distriktet – en kommune i Oslo og digitale muligheder i hjemmebaseret palliativ pleje.

Professorer Anette Winger fra Oslo Metropolitan University

Annette Winger fortalte, hvordan man i ressource teamet arbejder tæt på familiernes hverdag, hvilket styrker kontinuiteten og reducerer kompleksiteten i forløbene – til glæde for familierne.

Hun fremhævede desuden, hvordan lokalt forankrede tværfaglige team kan være med til at skabe større tryghed, hurtigere beslutningsgange og en mere smidig koordinering mellem sundhedsvæsenets aktører.

Digitale muligheder i hjemmebaseret palliation

Professor Heidi Holmen dykkede ned i de digitale løsninger i hjemmebaseret palliativ indsats til børn, som de har afprøvet. Hun understregede, at teknologi ikke kan erstatte relationer, men kan være et vigtigt supplement.

Professor Heidi Holmen fra Oslo Metropolitan University

– Det, vi hører igen og igen, er, at familierne har lyst til at være så meget sammen som muligt. Her kan digitale redskaber være en hjælp, fortalte Heidi Holmen.

Digitale platforme kan blandt andet understøtte symptomhåndtering, skabe lettere adgang til fagprofessionelle og give familier en følelse af større nærhed og fleksibilitet i forløbet.

Nogle af de redskaber de bruger i Norge er automatisk påmindelse om aftaler, personlig opgaveliste med oversigt over dagens opgaver, sikker chat og videokonsultation og mulighed for at sende billeder sikkert til behandlere samt overvågning af vitale værdier og andre parametre gennem integrerede enheder eller med manuel indtastning.

Helhedsorienterede forløb kræver plads til hinandens fagligheder

Maja Abitz, overlæge i Palliativt Team for Børn og Unge på Rigshospitalet, holdt også oplæg på temadagen. Hun fortalte om, hvordan helhedsorienterede og hjemmenære palliative forløb kan styrkes gennem tæt samarbejde på tværs af fagligheder og sektorer.

Maja Abitz, overlæge i Palliativt Team for Børn og Unge på Rigshospitalet

– Det er vigtigt, at faglighederne giver plads til hinanden i hvert enkelt forløb. Der er ikke nogen fagligheder, der skal overskygge de andre – vi skal se på, hvad barnet og familien har brug for. Det er det, der er det vigtige, lød det fra Maja Abitz.

Hun pegede blandt andet på betydningen af tydelig rollefordeling, fælles mål og løbende dialog mellem hospital, kommune og civilsamfund for at skabe trygge og fleksible forløb med familien i centrum.

– Det er vigtigt at give familierne plads til hverdagen. Det kræver tryghed og tillid til de professionelle og til, at de professionelle taler sammen om familiens behov. Forældrene har ofte rigeligt at gøre med at holde styr på barnets forløb, og der er det vigtigt, at vi hjælper dem og støtter dem, bedst muligt. Og det gør vi, når vi taler sammen, sagde Maja Abitz.

Temadagen bød også på oplæg om overgangen mellem specialiseret palliation og kommune. Desuden fik deltagerne et kommunalt perspektiv på sagsbehandling, samarbejde, støtte og hjælpemidler, når børn har brug for palliation.

Temadagen var arrangeret af:

  • Steen Peter Nielsen, Kræftens Bekæmpelse
  • Camilla Lykke, Akademia, Sankt Lukas Stiftelsen
  • Lisbeth Refshauge Højer, Hospice Djursland og Børne- og Ungehospice Strandbakkehuset
  • Martin Lehmann Boesen, Børnepalliativt Team Region Syd
  • Hilde Skrudland, FamilieFokus, Aarhus
  • Olav Nørgaard
  • Mette Raunkiær, REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, SDU og OUH.

Temadagen blev afholdt med støtte fra Kræftens Bekæmpelse.

Til top