Spring til hovedindhold

Video sætter skub i samtaler om plejehjemsbeboeres sidste tid

Aalborg Kommune har lavet en ny video, der skal hjælpe medarbejdere på kommunens plejehjem til at tale med beboerne og de pårørende om den sidste tid

– Der har været stor forskel på, hvordan vores plejehjem har arbejdet med forventningerne til den sidste tid inden. Nogen har arbejdet meget med det, andre lidt mindre. Derfor har vi lavet en video, som både skal fortælle om projektet til vores nuværende og kommende medarbejdere, men også skal sætte fokus på, at det er vigtigt at tale om døden og den sidste tid med sine pårørende.

Tobias Bøgeskov Eriksen, konsulent i Aalborg Kommune

Før sommerferien lancerede Aalborg Kommune videoen, der sætter fokus på plejehjemsbeboernes ønsker til deres sidste tid.

– Vi er blevet mere opmærksomme på at tage en snak om beboernes ønsker tidligt. Allerede ved indflytningssamtalen taler vi om den sidste tid. Det bliver mere og mere naturligt for os, som personale, at tale om både personalet imellem, med beboerne og deres pårørende.

Tina Olsen, plejehjemsleder på Markusgården i Aalborg

Bruger video som samtalestarter

Udover at have fokus på at tage samtalen om den sidste tid med beboerne allerede, når de flytter ind, er medarbejderne på Markusgården også blevet mere opmærksomme på de pårørende efter et dødsfald.

– Jeg synes, vi har fået et andet fokus på at give plads til de pårørende. Selvom det er deres mor på 89, der dør, så er det stadig deres mor. Det kommer man i krise over, uanset hvor gammel man er. Der har vi haft nogle gode samtaler om, hvordan vi bedst imødekommer de pårørende.

Tina Olsen

På Markusgården og på flere andre plejehjem bliver videoen brugt på personalemøder. Den bliver også brugt som en læringsplatform for nye og nuværende medarbejdere og elever og studerende.

– Vi bruger videoen som en samtalestarter ved vores personalemøder. Vi evaluerer nogle af de forløb, der er gået rigtigt godt og nogle af dem, hvor vi kunne have gjort noget anderledes. Samtidig bruger vi også filmen aktivt til uddannelse og undervisning af vores elever.

Tina Olsen

Den 3. oktober deltager Aalborg Kommune i en nationale læringsdag Nye løsninger i Ældreplejen, arrangeret af Sundhedsstyrelsen. Her har de videoen med og deler erfaringer om projektet.

Ifølge Tobias Bøgeskov Eriksen vil Aalborg Kommune også gerne udbrede videoen og dens budskaber til andre medarbejdergrupper såsom udkørende hjemmehjælp.

Se filmen og se mere om Læringsdagen

Til top