Spring til hovedindhold

Digitalt understøttede rehabiliteringsindsatser til personer med livstruende sygdom

Digitalisering af sundheds- og rehabiliteringsområdet er i hastig udvikling og indgår som et centralt element i både nationale og internationale strategier for fremtidens sundhedsvæsen. Samtidig er feltet komplekst, og digitale løsninger spænder fra monitorering og telemedicin til egentlige rehabiliteringsindsatser med forskellige formål, målgrupper og anvendelsesområder.

For personer med livstruende sygdomme er der et voksende potentiale for at understøtte rehabilitering gennem digitale løsninger. Viden på området er imidlertid fragmenteret, og der mangler et systematisk overblik over, hvordan digitalt understøttede rehabiliteringsindsatser anvendes på tværs af forskellige dimensioner af funktionsevne – fysisk, psykisk, kognitiv og social.

Formålet med projektet er gennem en systematisk kortlægning af forskningslitteraturen at skabe et anvendelsesorienteret vidensgrundlag for, hvordan digitale løsninger kan understøtte rehabilitering til personer med udvalgte livstruende sygdomme.

Projektet omfatter personer med:

  • Kræft
  • Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
  • Hjertesvigt
  • Parkinsons sygdom
  • Amyotrofisk lateral sklerose (ALS)
  • Demenssygdomme
  • Nyresvigt.

Sygdomsgrupperne repræsenterer forskellige sygdomsforløb og udfordringer relateret til fysisk, psykisk, kognitiv og social funktionsevne.

Projektet undersøger følgende forskningsspørgsmål:

  • Hvilke digitalt understøttede rehabiliteringsindsatser rettet mod forskellige dimensioner af funktionsevne kan identificeres i den eksisterende litteratur?
  • Hvordan fordeler de identificerede digitalt understøttede rehabiliteringsindsatser sig på tværs af de udvalgte livstruende sygdomme?
  • Hvilke mønstre, videnshuller og udviklingspotentialer kan identificeres på baggrund af den kortlagte litteratur?

Metode

Projektet gennemføres som et scoping review, hvor forskningslitteraturen om digitalt understøttede rehabiliteringsindsatser kortlægges systematisk på tværs af sygdomsgrupper og et heterogent forskningsfelt.

Der gennemføres systematiske litteratursøgninger i MEDLINE, Embase, PsycINFO og CINAHL. De identificerede studier screenes efter fastlagte kriterier, hvorefter data fra de inkluderede studier kortlægges med fokus på bl.a. målgruppe, rehabiliteringsindsats, funktionsevne og digital understøttelse.

Analysen gennemføres som en deskriptiv og struktureret kortlægning. Der undersøges bl.a., hvordan rehabiliteringsindsatserne fordeler sig på tværs af sygdomsgrupper, forskellige dimensioner af funktionsevne og former for digital understøttelse, samt hvilke mønstre og videnshuller der kan identificeres. Der lægges særligt vægt på, hvordan indsatserne relaterer sig til aktivitet og deltagelse i hverdagslivet.

Formidling

Resultaterne formidles i en REHPA-rapport og en videnskabelig artikel.

REHPA-rapporten vil ud over selve kortlægningen perspektivere resultaterne i relation til dansk rehabiliteringspraksis og den videre udvikling af digitalt understøttet rehabilitering. Perspektiveringen kan kvalificeres gennem dialog med REHPAs rehabiliteringsnetværk.

Den videnskabelige artikel vil have fokus på den deskriptive kortlægning af forskningslitteraturen.

Projektgruppe

Til top