REHPA er nu officielt åbnet som Danmarks nationale Videncenter for Rehabilitering og Palliation.
Solen skinnede om kap med REHPAs stolte centerchef og medarbejdere, da vi fredag den 9. juni kunne byde 180 gæster velkommen til REHPAs officielle åbning og efterfølgende faglige seminar. Åbningen blev fejret med festtaler af regionsrådsformand Stephanie Lose, Region Syddanmark, afdelingschef Laila Walther, Kræftens Bekæmpelse, centerchef Jette Vibe-Petersen, Center for Kræft og Sundhed, centerleder Ann-Dorthe Zwisler og Christine Mandrup-Rehr, som er tidligere deltager på et REHPA-ophold.
Vi takker for de mange flotte og ambitiøse ord, som dagens talere gav REHPA med på vejen. Vi er glade og stolte over at være kommet godt i gang med forskning, udvikling og rehabiliteringsophold inden for palliation og rehabilitering til gavn for både patienter og fagprofessionelle i Danmark.
REHPAs åbning og de tre professortiltrædelser blev livestreamet på dagen.
Download åbningspræsentationerne
Efter åbningen kom det faglige i højsædet med tiltrædelsesforelæsninger af tre professorer i REHPA. Den første på talerstolen var adjungeret professor ved REHPA, Syddansk Universitet Rod Taylor, som holdt en meget underholdende og personlig forelæsning om hans arbejde med rehabilitering og internationalt samarbejde. Rod Taylor er professor i Health Services Research på University of Exeter Medical School, England.
Download Rod Taylors præsentation
Næste professortiltrædelse var David Clark, som ligeledes er adjungeret professor i REHPA, Syddansk Universitet. David Clark gav os et historisk blik over palliation og dens udvikling og understregede, at ønsket om at lindre døende mennesker har eksisteret gennem tiderne. Clark talte om den internationale udvikling af hospice og palliation og viste os, at lægens og medicinens rolle i palliation har udviklet sig gennem tiden og fortsat gør det. David Clark er professor i Medical Sociology på University of Glasgow, Skotland.
REHPAs centerleder, professor Ann-Dorthe Zwisler sluttede det faglige seminar med professortiltrædelsen under overskriften ”Rehabilitation and Palliative Care – from my heart to cancer and back”. Ann-Dorthe gav et billede af sin rejse med forskning, udvikling og implementering af rehabilitering på hjerteområdet, og hvordan der kan drages paralleller til cancerområdet. Forelæsningen blev afsluttet med nogle overvejelser omkring, hvordan hjerteområdet kan lære fra cancerområdet i forhold til målrettede palliative indsatser.
Download Ann-Dorthe Zwislers præsentation
Festlighederne fortsatte på Nyborg Slot, hvor den historiske riddersal satte en smuk ramme for afslutning af REHPAs åbning og professortiltrædelserne, der blev fejret med taler, musik og glade mennesker.
En stor tak til alle, som deltog på dagen fra alle os i REHPA.