Spring til hovedindhold

App støtter rehabilitering til personer, der har eller har haft kræft

Det Digitale Sundhedscenter har udviklet et nyt forløb i appen ‘Mit liv – min sundhed’. Forløbet ‘Kræfter’ giver viden og værktøjer til rehabilitering og til at øge sundhed og livskvalitet hos personer, der har eller har haft kræft.

– Jeg synes, appen har et stort potentiale. Den kan understøtte og supplere et kommunalt rehabiliteringstilbud, siger Claudia Freitag, fysioterapeut ved Sundhedskurser i Vejle Kommune.

Hun har sammen med flere kollegaer været med til at udvikle den nye kræft-del af appen ‘Mit liv – min sundhed’.

Det Digitale Sundhedscenter, som er et partnerskab mellem Region Syddanmark, 30 kommuner samt relevante patientforeninger, har været projektleder på udviklingen af appen ‘Mit liv – min sundhed’. Patientforeninger, jobcentre og kommuner har været med i hele processen med at udvikle appen, der kan fungere som et digitalt rehabiliteringstilbud.

I appen kan borgere selv tilrettelægge deres eget forløb og vælge, hvilke temaer der er relevante for dem. I oktober 2025 er der kommet en række nye temaer til, der handler om kræft. Den nye del af appen er henvendt til borgere, der enten har eller har haft kræft.

Pjece om appen 'Mit liv - min sundhed' med kræfter

– Det har været en omfattende, men utroligt interessant, proces at være med til at udvikle indholdet til den nye del af appen. Hvert fagområde har haft relevante fagpersoner tilknyttet, og der har været en stor ydmyghed om den viden, fagpersonerne har budt ind med. Det er endt som en lille maggiterning af koncentreret viden, der er formidlet, så alle kan forstå det, siger Marie-Louise Hartvig, der er diætist ved Sundhedskurser i Vejle Kommune, og som også har været med til at udvælge indhold.

Fagudtryk: nej tak

Appen kan bruges af alle borgere, der ønsker viden om og værktøjer til at øge deres sundhed og livskvalitet. Det har været vigtigt, at teksterne i appen er i et letforståeligt sprog.

Ud over kræft er der også forløb til borgere med KOL, diabetes, hjertesygdomme og smerter samt forløb om rygestop og sunde vaner. Fælles for alle forløbene er et fokus på at bruge et borgernært sprog uden brug af fagtermer.

– Appen er henvendt til alle borgere og kan bruges både derhjemme eller i sammenhæng med et kommunalt rehabiliteringsforløb. Jeg ser, at den fx vil være god til at hjælpe borgere til at holde fast i de ting, de har fået med sig fra et rehabiliteringstilbud. Den kan downloades af alle, og derfor skal den også kunne bruges uden yderligere instruktioner. Jeg synes, det er et godt redskab til at understøtte borgerne i deres rehabiliteringsproces, siger Jette Thuesen, lektor ved REHPA, der også har været med til at udvikle appen.

Viden holdes ajour

I appen er der udover forskellige forløb også mulighed for, at borgerne selv kan notere, hvordan de har det. De kan planlægge og se aktiviteter. Samtidig kan appen hjælpe med at minde om aktiviteter.

Der er også tips til mental sundhed og øvelser, der kan give ro, og forslag til, hvordan borgerne kan inddrage deres pårørende.

Det Digitale Sundhedscenter vedligeholder den viden, der ligger i appen.

Appen kan frit downloades i App Store eller Google Play.

Læs mere om appen hos Det Digitale Sundhedscenter.

Til top