REHPA modtager 3 millioner fra ’Knæk Cancer’ som del af et større forskningsprojekt og etablering af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS).
Kræftens Bekæmpelse har uddelt 20 mio. kr. fra Knæk Cancer-indsamlingen 2018 til etablering af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS). REHPA indgår som samarbejdspartner i centeret med en ’arbejdspakke’, der modtager ca. 3 millioner til et projekt om social ulighed i rehabilitering og palliation.
Projektet, som REHPA er ansvarlig for, har til formål at udvikle en model for fremme af social lighed i kommunal rehabilitering og palliation. Det vil bl.a. ske via kortlægning af eksisterende indsatser, interviews med borgere/bruger og fagprofessionelle, samt registerkoblingsstudier af kræftforløb.
Læs mere om projektet: Kommunal rehabilitering og palliation til socialt sårbare mennesker med kræft (del af COMPAS)
Projektet ledes af professor og forskningsleder Karen la Cour i tæt samarbejde med professor Helle Timm, seniorforsker Lene Jarlbæk og postdoc Marc Sampedro Pilegaard.
Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) er ledet af læge og professor Susanne Dalton fra Kræftens Bekæmpelse. Ledelsen af centret bliver fysisk forankret i Region Sjælland, mens forskningen vil finde sted landet over. Læs mere om Dansk forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) – link til www.cancer.dk