Spring til hovedindhold

Livsafslutning og død på skemaet

Et nyt fag på Syddansk Universitet (SDU) skal løfte sundhedsprofessionelles kompetencer om død og livsafslutninger.

SDU udbyder til august valgfaget ’Livsafslutning og død i det danske samfund og sundhedsvæsen’. Faget udbydes som sommerskole uge 33 og 34 til kandidatstuderende på fysioterapi, ergoterapi, jordemodervidenskab, klinisk sygepleje og på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse. Faget kan også tages som enkeltstående valgfag for alle med en bachelorgrad i en sundhedsfaglig uddannelse.

– Det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle har en viden om den palliative indsats, men også mere generelt om menneskelige og samfundsmæssige forhold, som har betydning ved livsafslutning og død.

Ane Bonnerup Vind, videncenterchef for REHPA

Det nye fag er blevet oprettet på baggrund af efterspørgsel fra deltagere ved minikonferencen på SDU: Hvordan bliver vi bedre til at dø?

– Både konferencen på SDU og samfundsdiskussionen i det hele taget har understreget behovet for at styrke kompetencerne på området. Danske Regioner har i deres Nærhedsudspil understreget, at det palliative område skal fylde mere på de sundhedsfaglige uddannelser. Den ambition er vi med til at løfte ved sammen med SDU at være med til at udvikle og tilbyde dette fag, siger Ane Bonnerup Vind, videncenterchef for REHPA.

Hun fortsætter:

– Det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle har en viden om den palliative indsats, men også mere generelt om menneskelige og samfundsmæssige forhold, som har betydning ved livsafslutning og død.

I dybden med palliation

De studerende får mulighed for at dykke ned i de etiske, eksistentielle, psykologiske, kulturelle og sociale aspekter forbundet med livsafslutning og død. Et vigtigt omdrejningspunkt er palliation som praksisfelt, men faget er relevant for alle, der har med døende og deres pårørende at gøre i deres faglige praksis.

Vibeke Graven

– Vi vil gå i dybden med de fagprofessionelles rolle i forhold til samtaler om døden med døende, deres pårørende og med den bredere offentlighed. Samtidig får de studerende indblik i den nyeste interdisciplinære og praksisrettede forskning i centrale områder af palliation og thanatologi (læren om døden), siger seniorforsker ved REHPA Vibeke Graven, der er fagansvarlig for faget.

De studerende får viden om den historiske og kulturelle baggrund for udviklingen af palliation som et tværprofessionelt praksisfelt i sundhedsvæsnet.

– En tværprofessionel tilgang er vigtig for at kunne lindre lidelse forbundet med livsafslutning og død. Det er vigtigt, at alle faggrupper har viden om, at lidelse er et komplekst hele af fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle/åndelige aspekter, siger Vibeke Graven.

Faget beskæftiger sig også med praksisnære værktøjer og metoder.

– De studerende får en forståelse af centrale tilgange og redskaber, der understøtter den palliative indsats i praksis, både fysisk, psykisk, socialt, eksistentielt og åndeligt. De vil også forholde sig til sociale problemer, som ensomhed og social isolation, ved alvorlig sygdom samt ulighed og uretfærdighed i adgangen til sundhedsvæsnets tilbud både nationalt og globalt. I sidste ende skal den viden bidrage til bedre palliation, siger Vibeke Graven.

Du kan tilmelde dig faget fra midt i maj.

Læs mere om faget

Til top