Nyt temahæfte sætter fokus på rehabiliteringskompetencer

Hvad skal man kunne for at være en god rehabiliteringsfagperson? Og hvordan lærer man det? De spørgsmål forsøger et nyt temahæfte at svare på.

Helt overordnet handler det om T-formede kompetencer. Der er behov for både dybdekompetencer og breddekompetencer. Man skal være dygtig til sit eget fag – men det er lige så vigtigt, at man kan arbejde sammen på tværs af fag, enheder og sektorer, og at man kan koble det, man selv og andre gør, til borgernes hverdagsliv. Ud over det er der brug for stærke relationelle kompetencer, og der er brug for faglige kvaliteter i form af evnen til nærvær – også i situationer af håbløshed og magtesløshed.

Det nye temahæfte ’Rehabiliteringskompetencer i teori og praksis’ (link til PDF) henvender sig til undervisere og vejledere på uddannelsesinstitutioner og i rehabiliteringspraksis. Derudover er det relevant for ledere og andre fagprofessionelle, der arbejder med rehabilitering.

Temahæftet er en forlængelse af ’Hvidbog om rehabilitering’, der beskriver og definerer rehabiliteringens værdier og principper. Hvidbogen går dog ikke i dybden med de kompetencer, der er nødvendige for at omsætte principperne til praksis. Derfor tog Rehabiliteringsforum Danmark initiativ til at udarbejde temahæftet.

– Det er de professionelles kompetencer inden for rehabilitering, der er med til at sikre kvaliteten af de forløb, som mennesker med behov for rehabilitering tilbydes. Derfor bør vi sætte rehabiliteringskompetencer på dagsordenen. Det bidrager temahæftet til, siger Jette Thuesen, lektor ved REHPA og medforfatter på temahæftet ’Rehabiliteringskompetencer i teori og praksis’.

Fire cases kobler teorier

De kompetencer, som Jette Thuesen refererer til, skal ikke forstås som et abstrakt begreb. Det handler om kompetencer, der udvikles, deles og bringes i spil hver dag i samspillet mellem uddannelse og praksis.

Rehabilitering foregår i mange forskellige rammer – på hospitaler, i personers egne hjem og på plejecentre. Samtidig kræver rehabilitering ofte komplekse indsatser på tværs af fagligheder og professioner. Det stiller krav om en tværfaglig tilgang, hvor de professionelle samarbejder tæt med personen, der er i et rehabiliteringsforløb, samt dennes pårørende og netværk.

Hvordan lærer man så disse kompetencer og kvaliteter?

Temahæftet beskriver en række læringsmotorer i form af læringsteorier, der understøtter læring i forskellige kontekster. Læring finder sted på uddannelsesinstitutioner – men læring finder også sted i hverdagens praksis, når arbejdet tilrettelægges og organiseres med blik for interprofessionel læring, praksisrefleksion, og dobbeltkredslæring. Temahæftet behandler bl.a. temaerne:

• Hvad er rehabiliteringskompetencer?
• Udvikling af rehabiliteringskompetencer
• Lærings- og udviklingsmiljøer på uddannelsesinstitutioner og i rehabiliteringspraksis
• Organisering og ledelse af udvikling og understøttelse af rehabiliteringskompetencer
• Udfordringer og fremtidsperspektiver.

For at koble de faglige perspektiver til konkrete erfaringer fra rehabiliteringspraksis tager temahæftet udgangspunkt i fire cases. De illustrerer, hvordan rehabiliteringskompetencer kommer til udtryk i forskellige praksissammenhænge.

Casene handler om:

• interprofessionel læring
• kobling mellem teori og rehabiliteringspraksis
• organisatorisk læring og praksisnetværk
• organisering og ledelse i udvikling af rehabiliteringskompetencer.

Hæftet afsluttes med en række refleksionsspørgsmål til de enkelte cases. Spørgsmålene skal inspirere læseren til at forholde sig til temaerne og undersøge, hvordan de kan bringes i spil i egen praksis. De kan bruges som inspiration i undervisning eller udvikling af rehabiliteringskompetencer på uddannelsesinstitutioner, i praksis og i organisationer.

Læs hele temahæftet som PDF her: ’Rehabiliteringskompetencer i teori og praksis’