REHPA bidrager med viden, der kan anvendes i og gavne praksis, og som kan præge og underbygge beslutninger, der vedrører rehabilitering ved livstruende sygdom og palliation. På den måde skaber vi værdi for vores brugere – fagpersoner, myndigheder, borgere o.a. – som er drevet af samme målsætning: Livskvalitet for mennesker med og efter livstruende sygdom og deres pårørende.
REHPAs formål, ramme og opgave, som nationalt videncenter for rehabilitering og palliation, er givet med et aftalenotat fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet (rev. dec. 2025). Med et solidt afsæt i, og respektfuld videreførelse af, vores virke siden 2015 er denne opgave omsat i REHPAs strategi for perioden 2026-2030. Strategien suppleres af en række fokuserede delstrategier og rammepapirer.
Med sine seks ambitioner udstikker ’Strategi 2030’ kursen for REHPAs opgave som videncenter. Den giver fælles retning og prioritet for vores kernefunktioner – videndeling, klinisk udvikling, forskning, dokumentation og myndighedsbetjening – men også plads til et nødvendigtsamspil med vores omgivelser.
Som nationalt videncenter har REHPA en særlig position og dermed et særligt ansvar for at række ud til det samlede felt. Derfor har vi fokus på at sikre overblik, brobygning og samskabelse, på tværs af fag og specialer, afdelinger og sektorer, som forudsætning for at indfri strategiens ambitioner.
Alle REHPAs aktiviteter inden for Forskning og Dokumentation omhandler rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdom. REHPA har særligt strategisk fokus på 1) afdækning af rehabiliteringsbehov på tværs af sygdomsgrupper, 2) koordinering og kombination af rehabilitering og palliation, samt 3) basal palliation. Strategien beskriver de strategiske fokusområder i flere detaljer.
Fundraising-indsatsen skal bidrage til indtægter til videreudvikling og udvikling af især de områder, som ikke finansieres via finanslovsmidler, og som hænger sammen med de strategiske fokusområder i ‘REHPA Strategi for Forskning og Dokumentation 2023-2025’ og ‘REHPA Strategi 2025’ – dokumenterne ligger herunder.
Brugerinddragelse medvirker til, at REHPA er afstemt med de kontekster, vi arbejder ind i og sammen med. En målsætning er, at vores aktiviteter og produkter opleves relevante, praksisnære og anvendelige af brugerne. Derfor tager vi brugernes stemme alvorligt gennem systematisk inddragelse i forskning, (klinisk) udvikling, dokumentation og videndeling.
Strategien præciserer REHPAs brugerskare og udstikker retningen for, hvordan vi, som videncenter, arbejder meningsfuldt med brugerinvolvering.
Forskningsklinikken tilbyder forløb baseret på kliniske udviklings- eller forskningsprojekter og standardforløb. Alle forløb har fokus enten på rehabilitering eller på kombinationen af rehabilitering og palliation (KRP).
Målgruppen er mennesker med livstruende sygdom, fx kræft-, hjerte- eller multisygdom, der har et behov for rehabilitering og lindring – og i udvalgte projekter også deres nære pårørende.
Forskningsklinikken har erfaring med projekter, der afprøver indsatser af både monofaglig og tværfaglig karakter.
REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation har i samråd med vores Advisory Board og Rådgivende Styregruppe udarbejdet en samlet strategi for videncentret frem mod 2025.
Det er REHPAs ambition, at strategien frem mod 2025 bidrager til at styrke vores organisatoriske identitet og rollen som nationalt videncenter for rehabilitering og palliation med henblik på at indfri REHPAs vision om at understøtte livskvaliteten for mennesker med livstruende sygdom og deres pårørende.