Gennem tre år er TelePal.dk blevet testet som et supplement til den palliative indsats. Den digitale platform gør det muligt at modtage palliativ behandling på afstand. Og det er en succes, lyder det fra gruppen bag projektet.
Udfør palliativ behandling for patienter via en skærm. Sådan lyder konceptet for TelePal.dk, når det er skåret helt ind til benet.
Helt så simpelt er det dog ikke. For bag skærmen gemmer der sig en digital platform, som både giver patienter og pårørende adgang til viden om palliation og mulighed for at kommunikere med sundhedsprofessionelle. Via platformen kan de chatte, ringe eller holde videokonsultationer med bl.a. egen læge, Enhed for Lindrende Behandling og hjemmesygeplejersker.
Projektet har kørt mellem 2021-2024 og er blevet testet som et lodtrækningsforsøg med 182 patienter, hvor den ene halvdel af patientgruppen har haft adgang til platformen, mens den anden halvdel har fået sædvanlig pleje. Og det virker, lyder konklusionen.
– Det har øget tilgængeligheden og skabt tryghed for patienterne, og det var en del af formålet med projektet, siger Birthe Dinesen, der er professor og leder af Laboratoriet for Velfærdsteknologi – Digital Sundhed & Rehabilitering ved Aalborg Universitet.
Hun lægger også vægt på, at platformen har været med til at nedbringe antallet af ambulante besøg. Og så påpeger hun, at det også har et godt økonomiske aspekt.
– Patienterne er lige så glade for det her, som hvis de ikke havde haft platformen. De oplever altså ikke en ringere service – tværtimod. Og sundhedsøkonomisk får vi stor effekt for en lille omkostning, så det taler ind i den nye sundhedsstrukturreform, siger hun.
Et af de tiltag, der har øget tilgængeligheden for patienterne, er en beskedfunktion, der gør det muligt for patienter at chatte med sundhedspersonalet om deres udfordringer eller bekymringer. Ifølge Birthe Dinesen skaber funktionen en mere direkte kontakt, og så giver den også mulighed for, at patienterne kan få mere ro – fx hvis tankerne stjæler deres nattesøvn. For selvom de ikke får svar på deres beskeder om natten, gør funktionen det alligevel muligt for dem at få sendt en besked afsted og på den måde komme af med de tanker, der ellers kan holde patienterne vågne.
Sanne Broch Skov, der er projektsygeplejerske i Enhed for Lindrende Behandling ved Esbjerg & Grindsted Sygehus, har også oplevet, at særligt chatfunktionen har fungeret godt.
– Det giver en stor tryghed blandt patienterne. Deres beskeder har affødt, at vi har ringet til dem hurtigere, end vi ellers ville. Hvis en patient fx har haft en dårlig nat og skrevet til mig, begynder jeg dagen med at undersøge, hvad der er galt – på baggrund af beskeden. Vedkommende ville have fået hjælp alligevel, men det kan betyde, at jeg ændrer mine planer, forklarer hun.
TelePal.dk fungerer som et multiværktøj, der – foruden chatfunktionen – gør det muligt at have videosamtaler på tværs af sektorer, har fælles kalender og noter, hvor behandlere kan udveksle korte beskeder, private noter for patienter, overblik over patientforløb og generel information om palliativ behandling, symptomer og praktiske spørgsmål for mennesker med uhelbredelig sygdom.
Birthe Dinesen nævner også, at TelePal.dk skaber tryghed og gør det lettere at være pårørende. Eksempelvis kan familiemedlemmer eller venner deltage i svære samtaler på afstand, hvilket er en fordel, hvis de ikke har plejeorlov. Hun giver også et eksempel på, at afstanden kan være det lettere for den, der er syg, da hun fortæller om Lars, som var med i hele forløbet.
– Han sagde, at hans iPad var hans sygehus, fordi han kunne klare det meste derfra. Så han havde sygehuset der, og så var det fysiske sygehus ellers gemt væk, forklarer hun.
Ifølge Birthe Dinesen er platformen udviklet som et supplement til den traditionelle ambulante palliative indsats med et ønske om at forbedre det arbejde, der allerede bliver gjort af Enhed for Lindrende Behandling. Det er altså ikke planen at droppe de fysiske besøg hos patienterne. Men det kan lette koordineringsarbejdet for fagpersoner, fordi de typisk har første besøg ude ved patienterne, men kan klare meget digitalt.
Også Sanne Broch Skov har oplevet TelePal.dk som et godt supplement til det vanlige arbejde.
– Det har tilført gode værktøjer uden at have givet en masse nye opgaver. Vi har ikke mindre kontakt med patienterne, men vores indsats er blevet styrket – særligt den non-verbale del. Med video kan vi se deres kropsholdning og farve i ansigtet, og vi kan se deres mimik og fornemme deres overskud – eller mangel på samme. Det gør, at vi kan fange meget mere, når vi taler med dem og handle ud fra det, siger Sanne Broch Skov.
TelePal.dk er blevet afprøvet i praksis i Enhed for Lindrende Behandling på Esbjerg & Grindsted Sygehus, der har været med til at udvikle platformen sammen med Center for Innovative Medicinske Teknologier (CIMT) på Odense Universitetshospital og Aalborg Universitet.
Som en del af projektet er patienterne løbende blevet bedt om at svare på en række spørgsmål om deres livskvalitet og tryghed, ligesom de har udfyldt en EORTC-smertescore, der altså har givet et indblik i patienternes ve og vel. Det har gjort det muligt for behandlerne at følge med i patienternes tilstand.
Forsøget er støttet af Kræftens Bekæmpelse, Esbjerg & Grindsted Sygehus, CIMT på OUH og Aalborg Universitet.
Fremtiden for TelePal.dk kan Birthe Dinesen ikke lægge frem, men klart er det, at hun og gruppen bag ikke har tænkt sig at droppe værktøjet – tværtimod.
– Vi har så fine resultater, at vi skal køre videre med det, siger hun og forklarer, at man skal finde ud af, hvordan TelePal.dk, der er software udviklet på universitetet, kan implementeres i det daglige arbejde.