Ph.d.-projekt: Hvordan får flere ældre mulighed for at dø i eget hjem?

Mere tryghed. Mere værdighed. En sidste tid, der giver mening.

Mange ældre har et ønske om at dø i eget hjem, men ofte er det ikke tilfældet, fordi de bliver indlagt på hospitalet, hvor de modtager uønsket behandling og dør. Det gør de, fordi de ender med at takke ”ja” til at blive indlagt af frygt for smerter uden lindring, utryghed og bekymringen om at være en byrde.

Derfor har Charlotte Hald, der er ph.d.-studerende sygeplejerske ved Regionshospitalet Randers, sat sig for at udvikle og afprøve en tværsektoriel samarbejdsmodel til planlægningen af den sidste levetid for hjemmeboende ældre. Den skal også støtte indsatsen for at dele de ældres ønsker til den sidste levetid som pleje, behandling, dødssted og hospitalsindlæggelse.

Charlotte Hald har arbejdet som bl.a hjemmesygeplejerske og udviklingssygeplejerske på hospice. Gennem årene har hun set en gruppe borgere, hvis palliative problemstillinger ikke er komplekse nok til at komme på hospice, men for komplekse til at være i eget hjem. Derfor ender de på hospitalet.

– Flere og flere har kroniske medicinske lidelser, der igen og igen gør dem syge, så de bliver indlagt på hospitalet – fx med lungebetændelse. Mange ender altså med at bruge deres sidste tid på at rykke frem og tilbage mellem deres hjem og hospitalet i stedet for at tilbringe tiden derhjemme sammen med familien, siger Charlotte Hald og forklarer, at ca. hver tredje over 85 år dør på et hospital, trods et stort ønske om at dø i eget hjem.

For Charlotte Hald er det her felt vigtigt at forske i. Hun har derfor selv udviklet projektprotokollen og søgt penge til ph.d.-projektet, der nu er hendes arbejde frem til den forventede afslutning i 2026.

– Jeg var måske lidt naiv, siger Charlotte Hald, inden hun fortsætter:

– Det er komplekst og svært, men jeg tænkte, at der selvfølgelig må gøres noget ved det her, når der er en masse forskning, som viser, at det går galt. Jeg har et oprigtigt ønske om at hjælpe den her gruppe mennesker, siger Charlotte Hald.

Hun er ved at lægge sidste hånd på et scoping review, som er evidensgrundlaget for den endelige model. Her har hun kortlagt forskningen om planlægning af den sidste levetid på tværs af det, der på engelsk beskrives som ”health care facilities”. Særligt har det været vigtigt for Charlotte Hald at zoome ind på det punkt, hvor patienterne overgår fra ét sted til et andet.

– Vi kortlægger, hvordan man har arbejdet med hjemmeboende ældre i den sidste tid, og hvordan man sikrer sig, at viden følger med den ældre, når vedkommende flyttes. Vi ser også på, hvilke sundhedsprofessionelle der er involveret i planlægningen, og hvordan de kommunikerer med hinanden. Og så ser vi på, hvordan de taler med de ældre om den sidste levetid, hvordan de bygger interventionerne, og hvad de består af, forklarer hun.

Et frirum for kreative ideer

Charlotte Hald har også afviklet fire workshops med læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fra hospitaler, almen praksis og kommunal hjemmepleje. De er med til at give hende kvalitative data til den sidste del af projektet, som er udviklingen og afprøvningen af den tværsektorielle samarbejdsmodel.

På workshoppene får Charlotte Hald hjælp fra deltagerne til at brainstorme og komme med ideer. Forud har hun skrevet nogle cases baseret på oplevelser med patienter, som hun har fået praktiserende læger og sundhedspersonale til at efterprøve. På den måde sikrer hun, at casene stemmer overens med virkeligheden blandt sundhedsprofessionelle.

Når hun præsenterer casene på en af workshoppene, bliver deltagerne samtidig bedt om at tænke ud af boksen i en sådan grad, at de i første omgang helt skal undlade at tænke på begrænsninger og økonomi. Det er en metode, som Charlotte Hald refererer til som ‘Fremtidsværksted’.

– Alt er tilladt med den her metode. De får simpelthen bare lov til at fantasere om det mest ideelle, de kan forestille sig i forhold til, hvordan patientens forløb skal se ud, forklarer hun og fortsætter med næste step i metoden:

– Bagefter ser vi så på, hvilke forhindringer og barrierer der er. Derefter bliver vi mere konkrete ved at sortere det fra, som vi, allerede fra starten, ved, er umuligt. Når det er gjort, står vi tilbage med nogle inputs til realistiske scenarier, som jeg så arbejder videre med, siger Charlotte Hald og beskriver det som en ”inspirerende, kreativ proces”.

Næste step i Charlottes Halds ph.d.-projekt er at lægge sig fast på en model. Og det er ikke så let, for det er et nyt og komplekst forskningsområde.

– Det er svært at vide, hvornår det er det rigtige tidspunkt at begynde at tale om den sidste levetid. For det er en begivenhed, der siger noget om, at de ældre har brug for hjælp, og hvornår tager man den snak med nogen, som bor i eget hjem? Er det, når de er 65 år eller 85 år? Eller er det, når de har været indlagt tre gange det sidste halve år? Der er ikke et entydigt svar, afslutter Charlotte Hald om det sted i projektet, hun befinder sig i nu.

Hendes ph.d.-projekt bliver udarbejdet i samarbejde med Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers, REHPA, Norddjurs Kommune og Almen Praksis.

Projektgruppen består – foruden Charlotte Hald – af hovedvejleder Pia Dreyer, professor i sygepleje ved Aarhus Universitetshospital, Mette Raunkiær, forskningsleder og professor ved REHPA, og Mette Kjærgaard Nielsen, ekstern lektor ved Forskningsenheden for Almen Medicin på Aarhus Universitet.