Spring til hovedindhold

REHPA Forskningsklinik

REHPA Forskningsklinik udvikler og forsker i, rehabilitering og palliation, der kan hjælpe og støtte mennesker med livstruende sygdom.

REHPA Forskningsklinik i Nyborg er en del af REHPA. Forskningsklinikken tilbyder forløb til mennesker med livstruende sygdom fx kræft-, hjerte- eller multisygdom, der har et behov for rehabilitering og lindring. I udvalgte projekter inddrager vi også nære pårørende. Deltagerne kommer fra hele landet.

Forskningsklinikken spiller en vigtig rolle i meget af den forskning REHPA bedriver. I forskningsklinikken indsamler vi data på baggrund af deltagerne på forløbene. Data bruges til at udvikle og forske i rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdom. Vi samarbejder gerne med eksterne partnere om udviklings- eller forskningsprojekter med en klinisk intervention.

På siden her kan du få en fornemmelse af, hvad vi kan tilbyde – både til deltagerne og til et projekt.

Hvem er vi?

Forskningsklinikkens medarbejderstab er tværfaglig. Den tæller fysioterapeuter, ergoterapeut, psykolog, sygeplejersker og læge samt ernærings- og social- og sundhedsassistenter.

Medarbejderne har en særlig viden om og kompetencer inden for – især generiske – rehabiliterende og lindrende indsatser samt behovsafdækning. I takt med at projekter for forskellige målgrupper finder vej til forskningsklinikken, bygger vi oven på vores eksisterende viden og kompetencer. Det gør vi bl.a. via referencegrupper og i tæt samarbejde med eksterne fagpersoner med relevant og aktuel ekspertise i forhold til projektets og forløbets mål.

Forløb i forskningsklinikken

Den grundlæggende målsætning for forskningsklinikken er at:

  • Afprøve projektbaserede indsatser og interventioner til målgruppen – eventuelt forud for afprøvning i kommuner, på hospitaler eller sammen med eksterne parter
  • Udvikle viden om rehabilitering og palliation til underprioriterede målgrupper, fx sårbare, multisyge, mennesker med organsvigt m.fl. og i nogle sammenhænge deres nære pårørende
  • Udbyde gruppebaserede, tværfagligt koordinerede standardforløb for patienter med eller efter kræftsygdom (se mere i rapporten ’Praksisbeskrivelser – Forskningsklinik REHPA. Standard rehabiliteringsforløb for mennesker med eller efter kræft’)
  • Tilbyde rehabilitering til op mod 420 deltagere pr. år
  • Bidrage til REHPAs formidlings- og netværksaktiviteter.

Det gør vi bl.a. gennem vores forløb. Forskningsklinikken skelner overordnet mellem forløb baserede på et udviklings- eller forskningsprojekt, fx et pilot- eller feasibilitystudie, og vores såkaldte standardforløb.

Et REHPA-forløb i forskningsklinikken hjælper både deltagerne og giver klinikere og forskere unik, klinisk og forskningsbaseret viden.

REHPA-forløb

Deltagerne på rehabiliteringsforløb bidrager til indsamling af værdifuld tværfaglig og tværvidenskabelig viden om rehabilitering og palliation ved kræft og anden livstruende sygdom. Forløbene har fokus på særlige områder, hvor der mangler dokumenteret viden og/eller klinisk erfaring inden for rehabilitering og lindring.

Aktiviteterne i forskningsklinikken varetages af en bredt sammensat tværfaglig gruppe af interne og eksterne fagprofessionelle med specialviden inden for netop de områder, der er i fokus på forløbet. Alle ophold ’går på to ben’ og har både et formål om at imødekomme konkrete rehabiliteringsbehov og behov for lindring hos den enkelte deltager samt at indsamle ny klinisk forskningsbaseret viden.

Viden indsamlet i forbindelse med de kliniske ophold udbredes til fagprofessionelle via workshops og netværk samt via videnskabelige artikler, rapporter, notater og elektronisk formidling.

Udviklings- og forskningsbaserede forløb

Forskningsklinikken udgør en ramme for forløb, der er baseret på et udviklings- eller forskningsprojekt, hvad end det er fostret internt i REHPA eller eksternt. Vi justerer forløbet i overensstemmelse med projektets formål. Med andre ord sætter projektet retning for opholdets kliniske indhold og form, varighed, behov for opfølgning, valg af metoder, særlige inklusionskriterier mv.

Til eksempel har de projektbaserede forløb over tid haft fokus på atrieflimren, benamputation, senfølger efter covid-19, unge med og efter kræft, overlevere efter hjertestop samt kræftrelaterede smerter.

Det er også muligt for eksterne forskere/projektledere at samarbejde med REHPA om projektidéer, der ønskes afprøvet i egen setting.

Forsker med projektidé

Står du, som forsker, med et projekt, der kræver brugerinvolverende processer, afprøvning af kliniske elementer, kliniske interventioner m.v., og hvor forskningsklinikken kan fungere som ramme, så tag fat i REHPAs forskningsleder eller kliniske leder.

Standardforløb

Hvert år udbyder forskningsklinikken en række standardforløb til mennesker, der enten har afsluttet en kræftbehandling, eller som lever med uhelbredelig kræftsygdom.

Et standardforløb er et koordineret og tværfagligt rehabiliteringsforløb, der tager udgangspunkt i den bio-psyko-sociale tilgang. Standardforløbene har fokus på livskvalitet, funktion, aktivitet, deltagelse og styrkelse af deltagernes handlekompetencer.

Metodisk arbejder vi med:

  • Rehabiliteringsprocessen
  • Sundhedspædagogik
  • ’Motiverende Intervention’ (MI)
  • ’Total Pain’ (lindring)
  • Den psykologiske tilgang ‘Acceptance and Commitment Therapy’ (ACT).

På standardforløb anvender vi brugerinvolverende undervisning og processer, forskellige typer af tests, øvelser og peer-to-peer. Deltagernes værdier, håb, mål og handleplaner støttes af gruppeprocesser og individuelle samtaler med vores forskellige fagpersoner.

Et standardforløb strækker sig over en periode på op til 12 uger. Det indledes typisk med en uges ophold på REHPA, en hjemmeperiode, hvor deltagerne arbejder selvstændigt efter aftalte planer, og rundes af med opfølgning, der kan være et kort ophold, en virtuel samtale eller andet evt. i samspil med en kommune.

Der er plads til 20 deltagere på et standardforløb. Deltagerne henvises af læge og visiteres på baggrund af definerede inklusionskriterier. Som forskningsklinik optager vi ikke almen venteliste.

Systematisk dataindsamling

På alle forløb samler vi systematisk patientrapporterede oplysninger (PRO) til REHPA Forskningsdatabase.

Forskningsklinikken anvender udvalgte PRO-data i form af et dialogstøtteark i rehabiliteringsprocesserne. Disse PRO-data giver os bl.a. information om deltagernes livskvalitet, selvoplevede helbred, søvn, fatigue, angst, depression, seksualitet og KRAM-faktorer.

Datasættet kan suppleres med andre kvantitative og kvalitative data afhængigt af forløbets forskningsspørgsmål og målgrupper – også til andre databaser.

Du kan som forsker søge om adgang til REHPA Forskningsdatabase. Kontakt vores datamanager på dm-rehpa@rsyd.dk for mere information.

Rammer og vilkår

Forskningsklinikken holder til i egne lokaler på Nyborg Sygehus, hvor vi har udsigt til voldene omkring Nyborg Slot – et historisk naturområde der med fordel kan inddrages i forløbets aktiviteter. Vores undervisnings- og overnatningsfaciliteter er indbydende indrettet med inspiration fra lindrende arkitektur.

Uanset om du ønsker at henvise en borger/patient til et forløb eller går med en projektidé, så skal du være opmærksom på følgende:

  • REHPA har plads til max 20 voksne deltagere pr. forløb (fra 18 år)
  • Deltagerne skal være lægehenviste
  • Visitation sker ca. fire uger før et forløb på baggrund af inklusionskriterier, lægehenvisning og selvrapporterede behov (PRO)
  • Forskningsklinikken udreder som standard ikke og sender derfor ikke genoptræningsplan til kommunen.

Bemærk også, at deltagerne skal:

  • Være selvhjulpne ift. personlig hygiejne og medicin; vi tilbyder ikke pleje eller lægefaglig bistand
  • Være egnet til gruppeaktiviteter, som er den primære form
  • Acceptere at bidrage til forskning og udvikling
  • Indlægges administrativt på Odense Universitetshospital.
  • Du finder information om aktuelle forløb og henvisning af borgere/patienter på rehpa.dk.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere.

Læs mere om muligheder for samarbejde i profilfolderen for REHPA Forskningsklinik

Studieophold for fagprofessionelle

Er du interesseret i klinisk rehabilitering til mennesker med livstruende sygdomme?
Så er der flere muligheder for at indgå i et studieophold i REHPA Forskningsklinik.

Du kan søge om:

  • At deltage på en enkelt studiedag, hvor du dels indgår på lige fod med forløbets deltagere, og dels indgår i en sparringssamtale med en af klinikkens forløbsledere. Her kan du stille spørgsmål, og I kan udveksle viden og kliniske erfaringer.  
  • At deltage i to eller op til fem dage, hvor du indgår i et rehabiliteringsforløb og deltager på lige fod med forløbets deltagere. Her aftaler du med en af klinikkens forløbsledere, hvornår I har sparringssamtaler undervejs i forløbet, så det passer jer begge.

Forskningsklinikken har flere formål

Først og fremmest er forskningsklinikkens formål at modtage patienter og pårørende fra hele landet til at deltage i forskellige typer af gruppebaserede rehabiliteringsforløb. Disse kan være protokollerede forløb, hvor udvalgte indsatser afprøves, eller det kan være forskningsklinikkens standardforløb for mennesker med og efter kræft.

Deltagerne (patienter og evt. pårørende) er lægehenviste og visiteret i forhold til inklusionskriterier og behov for rehabilitering og evt. palliation. Patientrapporterede data (PRO) danner grundlag for behovsvurdering og som dialogstøtte i individuelle samtaler og facilitering af undervisningsprocesser.

Gennem forløbene udvikler REHPA nye kliniske erfaringer og forskningsbaseret viden til inspiration for de kliniske felter i kommuner og regioner.  

Du har mulighed for at vælge mellem flere typer forløb knyttet til forskellige projekter – alt efter din kliniske profession, praksis og behov.

Et forløb på REHPA omfatter typisk et indledende internatophold på fire-fem dage, efterfulgt af en hjemmeperiode fra seks til 12 uger. I hjemmeperioden forventes det, at deltagerne arbejder med deres egne formulerede mål og værdibaserede, engagerede handlinger. Forløbet afsluttes med et opfølgningsophold på typisk to dage. Lejlighedsvis afsluttes forløbet i stedet med en virtuel opfølgning.

Du finder oversigt over, hvilke forløb der afholdes hvornår på rehpa.dk

Studieopholdet

På et studieophold hos REHPA Forskningsklinik får du mulighed for at:

  • Få introduktion til REHPAs organisation, forskningsklinikken og øvrige forskningsindsatser alt efter din interesse
  • Deltage i det gruppebaserede rehabiliteringsforløb på lige fod med de øvrige visiterede deltagere
  • Få sparring på din egen kliniske udviklingspraksis efter forudgående aftale samt at dele din viden med os
  • Tilgå REHPAs bibliotek under opholdet
  • Overnatte i enkelværelse med bad og toilet på gangen og deltage i alle måltider
  • Evaluere dit læringsudbytte.

Vi forventer af dig, at du:

  • Identificerer, hvilke forløb der kan have din interesse på rehpa.dk
  • Beskriver, hvilket klinisk fokus du er interesseret i
  • Beskriver, hvor mange dage du søger om at deltage
  • Under dit ophold indgår i gruppen af deltagere på samme niveau som de øvrige deltagere
  • Er opmærksom på at balancere din egen professionsviden i mødet med de øvrige deltagere
  • Som minimum har en professionsbachelor og en klinisk praksis, der er relevant i forhold til forskningsklinikkens indsatser inden for rehabilitering og palliation.

Send en motiveret ansøgning til klinisk leder Annette Rasmussen på mail: annette.rasmussen2@rsyd.dk

Praktiske informationer

Et studieophold koster:

  • 500 kr. for en enkelt dag uden overnatning
  • 1.250 kr. for to dage med én overnatning
  • 2.300 kr. for fem dage med fire overnatninger.

Der er to pladser pr. forløb, hvis det blot udgør en enkelt dag.

Med ophold over flere dage, er der plads til blot én gæst pga. overnatningsfaciliteter. Pladserne tildeles efter først til mølle-princippet.

Indgår du fagligt i konkrete udviklingsprojekter med REHPA, der kræver din tilstedeværelse i forskningsklinikken, gælder ovenstående ikke.

Præsentation af REHPA Forskningsklinik

I videoen møder du udvalgte medarbejdere og får et indblik i rammerne for internatopholdene hos REHPA Forskningsklinik.

Præsentation af REHPA Forskningsklinik

<div style=”position: relative; padding-bottom: 56.25%;”><iframe style=”position: absolute; top: 0; left: 0;” title=”Præsentation af REHPA Forskningsklinik” src=”https://play2.qbrick.com/qplayer/index.html?accountId=AccjH5gwd9lLEaj5M7owJGgRQ&amp;mediaId=eb82bb92-06cb-4dd5-a82f-a85e118f486a&amp;configId=58b3c26b-b20e-4ec3-b740-32e402449117″ width=”100%” height=”100%” frameborder=”0″ allowfullscreen=”allowfullscreen”></iframe></div>

Patientrapporterede data som samarbejdsværktøj

Under REHPA-forløbene indsamler vi patientrapporterede data (PRO) om deltagernes rehabiliteringsbehov. Data er tilgængelige i personens journal for både deltageren, andre sundhedsprofessionelle og den henvisende læge. Ud over resultaterne kan fagpersoner også se hvilket redskab, der er brugt til indsamlingen. Gennem dialog er deltagerne med til at afdække intensiteten af eget behov for rehabilitering og til at prioritere, hvad der er vigtigt for dem. PRO danner dermed baggrund for yderligere rehabiliteringsaktiviteter efter opholdet på REHPA.

Koordinering og kombination af rehabilitering og palliation

Mennesker med kroniske eller uhelbredelige kræftsygdomme har ofte brug for både rehabilitering og palliation på samme tid. Det kræver fokus på både funktion, aktiviteter, lindring og livskvalitet. Siden 2019 har vi haft fokus på samspillet mellem rehabilitering og palliation i både vores forskning og på flere forløb i forskningsklinikken. Det er hensigten at udvikle området forskningsmæssigt og klinisk de kommende år.

Til top