Hospicesygepleje under covid-19-pandemien
En ny videnskabelig artikel afdækker, hvordan hospicesygeplejersker oplevede deres arbejdsmiljø og -forhold under coronapandemien.
Da store dele af danskerne blev hjemsendt i marts 2020, sad en ret nyansat udviklingssygeplejerske derhjemme og savnede sine kollegaer og patienterne på Hospice Djursland. Alt imens hun, ligesom flere andre faggrupper, måtte arbejde hjemmefra, knoklede hendes sygeplejerskekollegaer for at få hverdagen til at hænge sammen på hospicet. Det blev gennem samtaler tydeligt for hende, at det ikke var ligetil at være de sygeplejersker, der skulle holde sammen på hospicedrift og -filosofi. Hun italesatte problemstillingen over for sine kollegaer og Camilla Askov Mousing, lektor og ph.d. ved VIA University College.
Sammen med Hanne Mørkenborg Bové (Hospice Djursland) og Vibeke Røn Noer (Forskningscenter for uddannelseskvalitet, professionspolicy og praksis) har Camilla Askov Mousing skrevet artiklen ‘Being a Hospice Nurse in Times of the COVID-19 Pandemic – A Phenomenological Study of Providing End-of-Life Care’. Artiklen bygger på interviews med 10 hospicesygeplejersker fra Hospice Djursland.
Ved nærmere eftersyn opdagede de, at hverdagen langt fra var den samme for sygeplejersken på hospice. Sygeplejerskerne arbejdede under en lang række restriktioner og havde svært ved at opretholde deres høje faglighed og bevare arbejdsglæden.
De meget erfarne sygeplejersker, der før var eksperter på deres arbejdsområde, oplevede nu pludselig sig selv som en slags novicer. De blev udfordret på det meningsfulde i deres arbejde, og flere udtalte, at de måtte gå på kompromis med deres faglighed.
Camilla Askov Mousing, lektor og ph.d. ved VIA University College
Sygeplejersker med politifunktion
De meget erfarne sygeplejersker oplevede, at restriktionerne reducerede deres mulighed for at være kreative i deres sygepleje.
Normalt fokuserer sygeplejerskerne deres pleje på at øge livskvaliteten hos patienterne og give dem den bedst mulige afslutning på livet. Pludselig fik de oveni dette en politifunktion, hvor de skulle sanktionere blandt andet pårørende i forhold til besøg. Men de oplevede faktisk også, at der var en kollegial justits.
Camilla Askov Mousing
Hun kommer med eksempler på, at der var en opmærksomhed på, hvordan kollegaerne agerede privat, for eksempel i forhold til arrangementer med flere mennesker. Sygeplejerskerne italesatte også, når de sprittede hænder, eller fortalte de lige havde gjort det, for at gøre opmærksom på, at de levede op til retningslinjerne.
Bøjede reglerne bag lukkede døre
Jeg interviewede 10 sygeplejersker på Hospice Djursland, og alle var overbeviste om, at de var mindre firkantede i fortolkningen af retningslinjerne end deres kollegaer. Men jeg har under mine interviews endnu ikke mødt de firkantede sygeplejersker. Men fordi ingen turde sige det højt til hinanden, at de hver især bøjede reglerne for patienterne bag lukkede døre, gik de med en oplevelse af at være alene om det. De følte, det var nødvendigt for, at de kunne leve op til deres egen faglighed.
Camilla Askov Mousing
Eksempelvis tillod sygeplejerskerne længere besøg end foreskrevet, de trak ned i mundbindet hos patienter, der oplevede delir, og lignende for at imødekomme patienternes behov.
Sygeplejerskerne gav udtryk for, at de tænkte mere på deres arbejde i fritiden og følte sig utilstrækkelige. Alt tyder på, at de patienter, der var indlagt i perioden, oplevede at få en god og professional behandling, men sygeplejersken selv vidste, at ’huset’ normalt vis kunne have gjort det anderledes, og det tærede på dem. Vi opdagede også, at sygeplejerskerne faktisk oplevede, at det var terapeutisk at tale om oplevelserne under coronapandemien i forbindelse med forskningsprojektet. Derfor er der også igangsat en lokal indsats for at styrke arbejdsmiljøet og -glæden efterfølgende.
Camilla Askov Mousing
