Når hr. Palliation går på pension

I mere end to årtier har der stået palliation på døren til professor Per Sjøgrens arbejdsplads. Men selv inden da har han arbejdet for at lindre patienters og pårørendes symptomer og forbedre deres livskvalitet.

Da jeg indtrådte som professor, var specialiseret palliation ikke udbredt. Der fandtes St Lukas Stiftelsens hospice og Bispebjerg Hospitals palliative enhed, som jeg var med til at etablere. Det var og er væsentligt med ”fyrtårne”, der kan drive den evidensbaserede behandling og pleje af patienter med livstruende sygdomme på et højt fagligt plan,

siger Per Sjøgren.

I sin karriere har Per Sjøgren været meget optaget af smertebehandling, og det var også smertebehandlingen, der vakte hans interesse for den bredere tilgang og forståelse af lidelsens mange dimensioner, som palliation tilbød.

Smerter er et hyppigt symptom, og utvivlsomt det mest grusomme og frygtede blandt patienter og deres familier. Smerte repræsenterer mere end noget andet symptom lidelsen. På trods af intens forskning i de seneste 50 år er der ikke skabt radikale forandringer. Samtidig bruges ny viden ofte ikke tilstrækkeligt i klinisk praksis,

fortæller Per.

Holdt fast i sin overbevisning

Per Sjøgren har haft en finger med i spillet mange steder i løbet af sin karriere. Ud over Bispebjerg Hospitals palliative enhed, har han blandt andet været med til etablere Afsnit for Lindrende Behandling ved Rigshospitalet og Dansk Selskab for Palliativ Medicin. Desuden har han lagt et stort arbejde i European Association for Palliative Care, EAPC, og i at sætte palliation i Danmark på den europæiske dagsorden.

Han har også bidraget til formningen af både PAVI, Palliativt Videncenter og REHPA. I REHPA har Sjøgren udfordret videncentret og bidraget til, at vi har flyttet os.

Per har stillet velvilligt op som medlem af REHPAs Advisory Board. Han og REHPA deler ambitionen om at sikre palliation til alle, der har brug for det. Per har holdt fast i retningen og den fælles ambition, samtidig med at han har talt for, at REHPA skal levere viden på et højt og evidensbaseret niveau. Han har været med til at understøtte et løft af det videnskabelige niveau i REHPA. Samtidig har han i sin rolle i Advisory Board hold fast i sin overbevisning, også når der ikke var enighed. Det er også beundringsværdigt,

siger professor Ann-Dorthe Zwisler.

Palliation kan udbredes til flere patientgrupper

Den holistiske tilgang og Cicely Saunders 100 år gamle model optager Per Sjøgren. Han mener, at en øget klinisk kapacitet (Dansk Palliativ Database), stærkere forsknings- og undervisningsmiljøer bidrager til, at den palliative indsats bliver mere tydelig i Danmark.

Den palliative indsats kan indsættes hvor og når som helst – og gerne tidligt – i forløbet mod menneskelig lidelse. Den palliativ indsats er rundet af en historie, filosofi, akademia og en organisatorisk model, der er i gang med at udfolde sig i Danmark,

siger Per Sjøgren.

Den multidisciplinære patient- og pårørendecentrerede behandling og pleje er dynamisk og kan, ifølge Per Sjøgren, tilpasses det moderne samfund og anvendes både ved akutte og kroniske sygdomsforløb.

Tidlig specialiseret palliativ indsats har effekt, især for patienter med fremskreden kræft og deres familier. Forskning peger på, at patienter med andre diagnoser og livstruende forløb også har gavn af palliation.

Det er vigtigt og meningsfuldt at arbejde med palliation blandt andre patientgrupper end kræftpatienter. Men jeg har ikke høje tanker om koordinationen af rehabilitering og palliation. Jeg synes, den bidrager til en unødig forvirring af begreberne.

Rehabilitering er en ret uhåndgribelig størrelse, som både virker uden og inden for palliation. Den specialiserede palliation er en relativ veldefineret størrelse. I Danmark er den under langsom udvikling efter den britiske model, der også undergår en meget dynamisk udvikling i disse år. Det er med til at understøtte, at det palliative felt i Danmark kan møde rehabiliteringen,

uddyber Per Sjøgren.

Brug for flere specialiserede enheder

I de seneste 30 år er der sket en stor udvikling inden for palliation. Bare antallet af specialiserede palliative institutioner er mangedoblet. Og der er ingen grund til at stoppe den udvikling ifølge Per:

Jeg synes fortsat, vi mangler kapacitet i indsatsen, og at vi bør udvikle den hjemmebaserede behandling og pleje, som demografi og samfundsudvikling tilsiger Jeg mener også, at vi bør fortsætte udbygningen af specialiserede palliative enheder på især hospitalerne, for at reducere uligheden i tilgang til de palliative tilbud.

Mennesker, der lever med ’serious health related suffering’, vil udgøre et betydeligt problem for sundhedsvæsenet i fremtiden. Der, mener Per Sjøgren, at en del af løsningerne, er integrationen af palliation i sundhedsvæsenet.

Både de specialiserede palliative teams og deres samarbejdspartnere i hospitalsvæsenet og i primærsektoren har et ansvar for at bidrage til sammenhængende patient- og pårørendeforløb. En del at dette bør i de kommende år give anledning til dansk forskning i nye integrationsmodeller. Det vil komme vores patienter og deres familier til gavn,

siger Per Sjøgren.

Per har stadig mange forsknings- og udviklingsideer inden for det palliative felt:

Jeg mener, der er et stort behov for unge med forskellige fagligheder i palliation. Det er vigtigt, at palliativ medicin, der omfatter både behandling, pleje og omsorg, forstås, som det store medicinske speciale, det faktisk er. Når man ser på ’Oxford Textbook of Palliative Medicin’ forstår man også, hvorfor akademia er vigtigt, og hvorfor det bør være et medicinsk speciale, hvor kundskab kommer vores patienter til gode. Samtidigt bør man naturligvis sikre, at andre faggrupper end læger kvalificeres med specialuddannelser i palliation i fremtiden.