Sårbarhed skal findes i snitfladerne
Risikoen for, at et menneske befinder sig i en sårbar situation, skal findes i sammenhæng og snitflader – og ikke i enkelte faktorer. Det er professor i participatorisk sundhedstjenesteforskning ved Københavns Universitet Maria Kristiansens klare budskab.
– Det handler om intersektionalitet, når vi ser på udsathed, sårbarhed og underprioriterede grupper. Det er ikke en eller flere forskellige faktorer, der gør, at et menneske befinder sig i en sårbar situation. Det handler om at se på snitfladerne mellem alt det, der udgør det hele menneske, siger Maria Kristiansen, professor i participatorisk sundhedstjenesteforskning og centerleder, Institut for Folkesundhedsvidenskab og Københavns Universitets Tværgående Aldringsinitiativ.
– Vi er nødt til at turde åbne for Pandoras æske og se de komplekse problemer, som udsatte mennesker ofte har i øjnene.
Maria Kristiansen, professor i participatorisk sundhedstjenesteforskning og centerleder, Institut for Folkesundhedsvidenskab og Københavns Universitets Tværgående Aldringsinitiativ
Køn, etnicitet, økonomisk situation, seksuel orientering, nationalitet, tilknytning til arbejdsmarkedet og mange andre faktorer kan være med til at øge risikoen for, at et menneske bliver betragtet som sårbar eller udsat. Ved at se på snitfladerne mellem faktorerne, og hvordan de spiller ind i hinanden, kan man tale om, at et menneske befinder sig i en sårbar situation, mener Maria Kristiansen. Hun mener også, at samfundet er nødt til at reflektere over, hvordan sårbarhed bliver forstærket i mødet med systemet.
– Systemet er svært at navigere i. Det kræver mange ressourcer at finde ud af, hvor og hvordan man, som patient eller pårørende skal henvende sig for at få den rigtige hjælp. Både i forskningen og samfundet som helhed har vi et ansvar for at undersøge, hvordan vi kan klæde fagfolkene på til også at hjælpe patienter, der er i en sårbar situation. Ofte oplever patienterne at skulle fortælle om deres sårbare situation hver gang de møder en ny fagperson, siger Maria Kristiansen.
Hun er taler for et Robin Hood-princip, hvor ressourcerne tages fra velfungerende ressourcestærke patienter og pårørende og i stedet bruges der, hvor behovet er størst.
Videnskabens rolle
– Vi er nødt til at turde åbne for Pandoras æske og se de komplekse problemer, som udsatte mennesker ofte har i øjnene. Der findes mange dygtige fagpersoner i vores sundhedsvæsen. Ingen af dem ønsker at forstærke uligheden, men med mange små daglige handlinger kommer flere alligevel til det, fortæller Maria Kristiansen.
Maria Kristiansen griber også i egen barm og konstaterer, at forskningen også er nødt til at se på udsathed på en anden måde.
– I videnskaben har vi en tendens til at nørde os ned i hver vores meget specialiserede område. Men vi burde være langt mere interesserede i snitfladerne. Fonde der finansierer forskningen skal også forstå, at tingene er komplekse og går på tværs. Derfor er det også vigtigt, at nogle af de forskningsprojekter, der beskæftiger sig med små felter modtager finansiering. For det kan have stor betydning, når forskning rykker på et lille, måske underprioriteret område, siger Maria Kristiansen.
Hun fremhæver blandt andet et ph.d.-studie, hvor Sofie Olsgaard Bergien har undersøgt ældre med multipel sclerose. Projektet var en samskabelsesproces, hvor deltagerne skildrede deres hverdag, drømme og behov. Ph.d.-projektet undersøgte, hvordan deltagerne håndterede deres sygdom og aldring – og hvilke initiativer der kan gøre en forskel for dem.
