Spring til hovedindhold

Seksuelle senfølger er et tovejs tabu

Få kræftpakkerforløb nævner seksuelle senfølger. Hvis de omtales er det ofte i forbindelse med kræft i eller omkring kønsorganer.

Mennesker, der har eller har haft kræft, kan opleve at få forskellige senfølger. Det kan være kognitive senfølger, søvnproblemer, fatigue, smerter eller psykiske reaktioner. Men det kan også være senfølger, der påvirker seksualiteten. Og netop de seksuelle senfølger kan være svære at tale om, både for patienten og for det sundhedsfaglige personale.

Anette Højer Mikkelsen, specialist i Sexologisk Rådgivning ved Sexologisk Center og Center for Kønsidentitet, Aalborg Universitetshospital, kalder denne barriere for et tovejs tabu.

De sundhedsfaglige kan både være bange for at gøre patienten forlegen eller blufærdig og også være bange for at overskride deres egne grænser, hvis de spørger ind til, om patienten oplever seksuelle senfølger. Samtidig kan de også være bange for ikke at have nok viden om, hvad der kan gøres ved det seksuelle problem, og derfor undgår de at spørge patienten.

Anette Højer Mikkelsen

”Vi skal turde spørge”

Men det er vigtigt at aftabuisere seksuelle senfølger. Og derfor er vi nødt til at tale om det, mener Anette Højer Mikkelsen. Både med patienterne, men også fagpersoner imellem.

Der findes mange behandlingsmuligheder til at afhjælpe seksuelle problemstillinger i form af medicin og seksuelle hjælpemidler.
Derudover kan patienten og eventuelt også partner have behov for samtaler, som har fokus på, hvordan der kan leves med seksuelle senfølger, og der kan gives alternative muligheder for at bevare og styrke intimiteten og nærheden i parforholdet.
Disse behandlinger og samtaler tilbydes i sexologiske centre, og for at patienten og evt. partner henvises hertil, er det en forudsætning, at de sundhedsfaglige påtager sig ansvaret for at spørge ind til alle aspekter af patientens liv, også dem der kan være svære at tale om.

Anette Højer Mikkelsen

Hun kommer med en række eksempler på, hvordan sundhedsprofessionelle kan bringe seksuelle senfølger på banen i en konsultation:

  • Indøv indledende sætninger, og vis, du ikke er bange for at tale om seksualitet og sexliv. Vær åben, lyttende og hav en ikke dømmende tilgang. Legaliser og normaliser, at der kan være seksuelle problemstillinger.
  • Hav fleksibilitet vedrørende seksuelt normalitetsbegreb, og pas på, at egne antagelser om seksualitet ikke får overvægt i samtalen, men spørg patienten.
  • Hjælp patienten til at føle sig tryg ved at respektere patientens og dine egne grænser
  • Lad patienten bruge egne ord, men brug selv ord du er tilpas med.
  • Brug humor, hvor det er passende.
  • Tag evt. udgangspunkt i illustrationer og figurer, der forklarer årsagerne. Medicinske bivirkninger der påvirker den seksuelle funktion.

Eksempler på gode åbningssætninger, som sundhedspersonalet kan bruge til at tale om seksuelle senfølger:

  • ”Jeg møder af og til patienter, der fortæller om rejsningsproblemer, når de er opereret for endetarmskræft. Er det noget du oplever?”
  • ”Jeg ved, at en del kvinder, der får problemer med fugtighed i skeden i forbindelse med strålebehandling. Er det noget, du oplever?”
  • ”Der er kvinder, der fortæller, at de oplever ændringer i forhold til at opnå orgasme, når man er behandlet for analkræft. Er det noget, du oplever?”
  • ”Afdelingen har den politik at spørge alle patienter med din diagnose om seksualfunktionen. Er det okay for dig, at jeg også spørger dig?”
Anette Højer Mikkelsen, specialist i Sexologisk Rådgivning ved Sexologisk Center og Center for Kønsidentitet, Aalborg Universitetshospital fortalte om seksuelle senfølger efter kræft på seneste møde i REHPAs netværk for senfølgeklinikker på kræftområdet.
Anette Højer Mikkelsen, specialist i Sexologisk Rådgivning ved Sexologisk Center og Center for Kønsidentitet, Aalborg Universitetshospital fortalte om seksuelle senfølger efter kræft på seneste møde i REHPAs netværk for senfølgeklinikker på kræftområdet.

Læs mere om netværket for senfølgeklinikker på kræftområdet.

Til top