Demenspatienter har gavn af rehabilitering, men flere risikerer at blive udelukket

Flere og flere kommuner bruger rehabilitering som en fast indsats til ældre med demens. Det har medført positive resultater i både danske og internationale studier. Et nyt studie viser dog, at borgere i stigende grad bliver udelukket fra visse tilbud, grundet organisatoriske rammer, økonomiske udfordringer og plejepersonalets modstridende syn på hvorvidt borgerne har gavn af rehabiliteringen. Dette får i sidste ende konsekvens for, hvilke indsatser borgere med demens får tilbudt og dermed kvaliteten for resten af deres rehabiliteringsforløb.

Sammen med senioranalytiker og ph.d. Lea Graff (VIVE), samt professor og seniorforsker Helle Timm (Statens Institut for Folkesundhed – Syddansk Universitet) har lektor Jette Thuesen (Institut for Sundhedstjenesteforskning – Syddansk Universitet) skrevet artiklen ’Organizational narratives in rehabilitation-focused dementia care – Negotiating identities, interventions and personhood’. I artiklen afdækker forfatterne, hvorfor rehabilitering til mennesker med demens nedprioriteres i praksis. Artiklen bygger på kvalitative interviews med 26 sundhedsmedarbejdere, der arbejder med demens og rehabilitering i to danske kommuner.

Den ’perfekte patient’ i sundhedsvæsnet

I artiklen fremhæves fire forskellige patientsyn, der er afgørende for, i hvilken grad demenspatienten anses som modtagelig for rehabilitering:

1. Den ’aktive’ rehabiliteringsdeltager, hvor patienten ses helbredelig gennem aktivering, målsætning og individualisering.
2. Det ’inaktive’ individ, der rehabiliteres gennem forbedring af sit sociale og fysiske miljø.
3. Det ’uengagerede’ selv, der grundet alderdom aktivt trækker sig tilbage, hvilket bør respekteres.
4. Det ’sårbare’ selv, for hvem plejepersonalet fungerer som beslutningstræffere, grundet patientens ansete kognitive tilbagegang og manglende evne til hensigtsmæssig beslutningstagen.

Blandt de sundhedsprofessionelle, der deltog i studiet, var der forskellige opfattelser af, hvem der skulle inkluderes i et rehabiliteringstilbud.

Den dominerende holdning i den danske ældrepleje er, at den ’aktive’ samt i mindre grad den ’inaktive’ patient er de mest modtagelige for rehabilitering. De vurderes som mest involverede og i stand til selv at forholde sig til og deltage i rehabiliteringen. Det ’sårbare’ selv har den ringeste grad af involvering, derfor er der risiko for, at de bliver udelukket fra rehabilitering.

Forskellige mål for rehabilitering

Undersøgelsen viste, at de sundhedsprofessionelle ikke kun var uenige om målgruppen for rehabiliteringen, men også om selve målet med denne. Nogle sundhedsprofessionelle gav udtryk for, at rehabilitering er udsigtsløs, når der er tale om en fremadskridende sygdom som demens. Andre forventer, at mennesker med demens ikke forstår, hvorfor rehabilitering er nødvendig eller glemmer at træne mellem. Dette medvirker til, at demenspatienter karakteriseres som enten ’uengagerede’ eller ’sårbare’. Begge narrativer foregiver, at rehabilitering ikke nytter. Disse grupper udelukkes fra rehabiliteringen, og der opstår et negativt narrativ om den svære demenspatient, samt at demenspatienter ikke anses som den ’ideelle’ deltager i rehabilitering. Det fører til nedprioritering af rehabilitering som behandlingsmetode til demenspatienter. I sidste ende fører det til ekskludering med begrundelsen fremadskridende sygdom, men også antagelser om patienternes kognitive evner. For den enkelte patient betyder det forringet livskvalitet i form af svigt af personlige behov.

Identitetsberøvelse og selvopfyldende profetier af sårbare patienter

Det negative patientsyn i form af ’ikke ideelle’ patientgrupper blandt de sundhedsprofessionelle kan føre til, at de borgere, der falder udenfor den ’aktive’ eller ’inaktive’ patientgruppe, ikke får de samme valg og muligheder i forhold til rehabilitering.
Når de sundhedsprofessionelle undlader at tage det enkelte individs ønsker i betragtning, opstår selvopfyldende profetier, hvor borgerens livschancer direkte er forbundet til patientsynet. Som konsekvens må demenspatienten kæmpe for at blive taget alvorligt og anset som et validt medlem af samfundet, der har ret til og brug for rehabilitering. De skal bevise sig selv rehabiliterbare. Her kan demenspatienten, som modreaktion på billedet af den ’ideelle patient’, forsøge at udfordre eller modstå billedet af den ’ideelle’ patient. I sidste ende presses dementpatienten til at tilpasse sig en uønsket identitet, hvilket forringer både kvaliteten af plejen og borgernes livsmuligheder.

Videre anbefalinger

Artiklen anbefaler, at der i demensbehandlingen holdes fokus på et patientsyn, hvor borgerens autonomi og handlekraft er i fokus. Dette er med henblik på at imødekomme og støtte den individuelle borgers behov, så de føler sig aktivt involverede i deres egen personlige rehabiliteringsproces og dermed undgå at blive ekskluderet af rehabiliteringsindsatser. Her bliver dagcentre med deres sociale, kognitive og fysiske indsatser, fremhævet som en af de vigtigste indsatser for rehabiliteringen af en ældre demenspatient.

Du kan læse hele artiklen via ucviden.dk eller læse mere om projektet på vores hjemmeside rehpa.dk.